Kathmandu til Pokhara: Gennem Nepals landsbyer

“Caste-systemet er gammeldags” fortæller nepalesiske Depeesh os med et seriøst udtryk i sine brune øjne. Han er 19 år gammel, og ser meget ung ud med sit halvlange sorte pandehår, der går ned i øjenene. Vi sidder rundt om et bål på små flettede sivtaburetter i Nepals jungle i Deepeshs onkels baghave. Han fortsætter med at fortælle, at i skolen lærer man nu at caste-systemet ikke harmonerer med det moderne Nepal. Da Depeesh var barn fik han skæld ud af sine bedsteforældre, hvis han legede med børn af en caste lavere end sin egen. Depeesh har et liv med gode muligheder. Han har gået i gode skoler, taler flydende engelsk, og det er familiens håb at han skal tage en uddannelse I USA.

Depeesh afbryder samtalen, da hans far ringer fra Saudi Arabien, hvor han har arbejdet det meste af sin søns liv. Som mange andre nepalesiske børn, har Deepesh måtte undvære sin far i lange perioder ad gangen. Det er svært at skabe et godt liv i Nepal med den indkomst du kan generere i landet. Mange tusinder forlader hver dag Nepal for at finde arbejde eller studere i udlandet.

Hektiske Kathmandu

10 dage tidligere.

Duften af røgelse og krydderier omslutter os, men overdøver ikke lugten af kloak, bilos og sved fra den sværm af mennesker, der bevæger sig rundt om os. Vi står udenfor Tribhuvan Lufthavn i Nepals hektiske hovedstad Kathmandu, og bakser kasserne med vores cykler op på taget af en stor hvid taxa. Chaufføren snører cyklerne fast med en tynd sort snor, og vi krydser fingrer for, at de bliver på taget på den korte køretur til vores hotel. ”Slowly, slowly” siger Martin, mens vi på bagsædet forgæves rækker ud efter vores sikkerhedsseler. En refleks fra livet i Danmark. Rejsen fra Danmark til Nepal har været gnidningsfri, og vi sidder endnu engang på et farverigt og lettere ramponeret budget-hotelværelse langt væk hjemmefra. Det er kun fem måneder siden vi kom hjem fra vores 21 måneder lange cykelrejse gennem Syd-, Central- og Nordamerika. De sidste fem måneder har mildest talt været hektiske. Vi har balanceret den mentale ballast ved at komme hjem fra en 21 måneder lang rejse med arbejde og foredrag. Det har været skønt at være hjemme i København, og vi har nydt samværet med venner og familie. De fem måneder hjemme er en dejlig påmindelse om, at selvom eventyret trækker, så holder vi også af vores liv i Danmark. Tilbage I Kathmandu dytter scootere med venlige, men utålmodige nepalesere af os, mens vi slentrer rundt i de små gader i bydelen Thamel. De minder os om, at her kører man i venstre side af vejen. Der er ikke noget fortov, og det ser vi som en fordel, når vi om få dage skal ud på cyklerne. Vi ved, at biler og scootere er vant til at undgå lidt af hvert på de smalle landeveje. Vi spotter en abe, der kommer balancerende på ledninger. Byens mange templer er ofte gemt væk i små gyder og fungerer som oaser af ro i den ellers kaotiske og travle storby.

Nepalesisk gæstfrihed

Vi er på rejsens første cykeldag blevet inviteret hjem af en venlig nepalesisk familie. Depeesh susede først forbi os på sin motorcykel ned ad den stejle asfaltvej, men hurtigt tog nysgerrigheden over, og han vender om for at snakke med os og inviterer os hjem til sin landsby, blot 20 kilometer fremme. Han insisterede på, at landsbyen ligger lige ved vejen, men ak, efter 20 kilometer, ringer vi til ham, og får besked på at vi skal cykle ned ad en grusvej. Derfra starter noget af en farce, hvor vi først cykler flere kilometer ned i dalen ad en tvivlsom grusvej, hvorefter vi må stå af cyklerne og trække dem det sidste stykke ind i et tilvokset jungleområde. Vi må sågar bære cyklerne ned ad stejle stentrapper for at nå det sidste stykke frem til huset. Havde vi vidst, hvad vi skulle igennem for at komme til Depeeshs onkels hus, havde vi valgt at sove i et hotel langs landevejen. Men nu er vi her, og familien, ja faktisk hele landsbyen, tager imod os med åbne arme, og et spørgsmål, som vi ofte er blevet mødt med siden; “spiser I kød?”. Svaret ”ja” udløser en række begivenheder, heriblandt at Depeeshs anden onkel henter en kylling fra sin gård, og slagter den for øjnene af os. Herefter bliver der tilberedt et fantastisk måltid af Dal Bhat, som består af ris, linsesuppe og karry i det primitive køkken i familiens nybyggede træhus. Det er skik i Nepal at indtage maden med hænderne, og da Katja er færdig med at overveje, hvornår hun sidst har vasket hænder, overgiver hun sig til den kulturelle norm og skovler ris og karry op med sin højre hånd. Til maden får vi hvert et stort glas af det overskudsvand, der er tilbage fra processen med at lave fløde fra køerne, der står og græsser i baghaven.

Onklen er en spinkel og livlig mand med mange meninger, tydeligt vellidt blandt alle i landsbyen. Han taler højlydt, og får smil og grin frem på de fleste. Han ryger mindst en pakke cigaretter, mens vi er hos ham. Han kan ikke engelsk, men da Martin går på toilettet, bruger han alligevel anledningen til at fortælle Katja hvor smukke øjne hun har. En rigtig charmetrold. Vi er glade for vores beslutning om at tage et myggenet med på rejsen, for vi har knap lagt os til at sove i den lille træhytte, før myggene angriber Martin. De holder sig som regel fra Katja, når Martin er i nærheden. Ganske ofte går vi på kompromis med den gode nattesøvn for at få oplevelser som disse, og denne nat er ingen undtagelse. Vi ligger to høje mennesker i en alt for lille og stenhård seng uden madras i den varme, fugtige junglenat. Dagen før lå vi i vores komfortable seng i Kathmandu med en loftventilator. Livet på landevejen er uforudsigeligt. Det er netop en af grundene til at vi holder så meget af det.

Den fortabte landsby

Efter endnu en lang, fugtig og varm cykeldag, sidder vi igen i et familiedrevent gæstehus og spiser Dal Bhat i et primitivt køkken. Udover os, huser familien to nepalesiske mænd, der arbejder med mikrolån. Familiens kvinder – mor og svigermor – styrer gæstehuset, mens manden arbejder som guide. Mange guides er væk fra deres familier i flere måneder ad gangen i de to højsæsoner, forår og efterår. For tiden leder han en gruppetur til Everest Base Camp. Martin spiser sin Dal Bhat med hænderne, og Katja tager denne gang pænt imod den ske, hun får tilbudt. Mens Martin får kredit for at spise med hænderne, skuler mændene til Katjas ske, mens den ene højlydt forklarer at maden smager meget bedre når man spiser den med fingrene. Med fingrene er det lettere at røre maden sammen i et stort virvar, og det er – åbenbart – der Dal Bhat-magien opstår. Det argument får nu ikke Katja til at lægge sin ske fra sig. Vi falder i snak med mændene, og de fortæller os, at der snart skal bygges en stor dæmning, som kommer til at oversvømme landsbyen og området omkring. Alle i landsbyen har fået kompensation, og mange har brugt den til at starte et nyt liv et andet sted. Da vi spørger familien, hvornår de skal forlade landsbyen, griner de højt og trækker på skuldrene.  Vi prøver igen ”jamen, hvor vil I tage hen?”. Det ved de ikke. Ingen ved, hvornår dæmningen kommer. Samtalen bliver afbrudt, da noget stort rumsterer i muren bag ryggen på os. Vi får et chok. ”Det er bare rotten”, griner svigermoren, og kigger på os med et stort smil, der når hele vejen op til hendes levende brune øjne.

Nepals turisthovedstad

Efter otte dage på landevejen er vi fyldt op med møder med nepalesere, som for længst har vundet vores hjerter med deres milde temperament og imødekommenhed. Vi ankommer til storbyen Pokhara, som er kendt som “Nepals turisthovedstad”. I forhold til Kathmandu er Pokharas gader rene og pæne, og her er hoteller og restauranter overalt. Den flere kilometer lange promenade langs Fewa søen er et kæmpe trækplaster for turister fra hele verden, og særligt nabolandet Indien, og byen ligger med kort afstand til to af de mest populære treks i Nepal; Annapurna Circuit og Manaslu Circuit. Normalt ville vi kunne se flere høje bjerge fra Pokhara, blandt andet verdens 8. højeste bjerg det 8100 meter høje Manaslu. Men som resten af vejen fra Kathmandu til her, ligger byen indhyllet i en tæt tåge, som til vores store ærgrelse skygger for enhver bjergudsigt. Det er røg fra den afbrænding, der finder sted i Nepals lavland. Afbrændingen af skov er et problem i sig selv, ift. biodiversitet og dyreliv, men røgen er ligeledes et kæmpe sundhedsproblem for luftkvaliteten i Kathmandu, Pokhara og omegn, og den går mennesker syge.

I forhold til de lokales problemer, er vores lillebitte; vi vil gerne se bjergene. Vi erkender, at hvis ikke vi skal forlade Nepal uden at se bjerge, må vi cykle længere op i dem. Og vi ved, at det er muligt at cykle langs den berømte vandrerute Annapurna Circuit, der vil tage os op i svimlende 5416 højdemeter. Det er netop det, vi sætter os for. Men først efter, at vi har holdt nogle tiltrængte hviledage i Pokhara.

12►