Første indtryk af Indien: Uttar Pradesh – en cocktail af kaos og fornøjelse
Vi sidder ved en vejsidecafe og spiser samosa til morgenmad. Friturestegt brød med krydret kartoffelfyld. Vi drikker masala te til, en mælkete, der er fyldt med alverdens krydderier. Indien smager lige så rigt, som landet er. Ud ad øjenkrogen ser vi en stor sort tyr komme slentrende ned ad gaden. Den roder utålmodigt i det skrald, der flyder overalt i gaderne, og som er dens primære kilde til mad. En mand iklædt skriggule klæder kommer gående over gaden med noget i hånden og et stort smil på læben. Han stopper ved gryderne i det gadekøkken vi spiser ved, og viser stolt kokken den rotte han har fanget og nu holder i halen. Snart spotter han os, de to vestlige turister, der sidder med store øjne og kigger på det usædvanlige scenarie, der udspiller sig foran os. Vi sidder på en træbænk overfor den brønd, som arbejderne tager vand fra til at lave mad i og vaske op med. Manden lægger rotten fra sig, og kommer hen og skyller hænderne i vandet fra brønden. Han hilser på os, og vi undlader at give ham hånden, mens han fortæller at han er advokat, og ejer den ene og den anden bygning i byen. Det er en velstillet mand, det kan vi se på hans udstråling og tøj. Indien overrasker os konstant, og uforudsigeligheden er kilde til både stor frustration og udsøgt fornøjelse.
Landegrænsen
Martin har før cyklet i Indien og kender til det kaos, der venter os. Med 1.5 milliarder mennesker kan Indien bedst beskrives som en hektisk eksplosion af sanseindtryk. Grænsebyen Sounali er en forsmag på vores næste 10 dage på cyklen. Byen er et stort virvar af mennesker, køer og trafik. Dytten og råben. Kiosker med farverige skilte. Frugt og grønt, der ligger i store kurve ved vejkanten. Køer som dovent slentrer forbi, og opholder de utålmodige chauffører. Kvinderne er klædt i traditionelle Sari kjoler, der består af et langt stykke stof, som bindes rundt om kroppen. Kjolerne findes i alle regnbuens farver, og er gerne udsmykket med motiver af guld eller sølv. De fleste har også en Tika i panden; den røde plet, som mange associerer Indien med. Millitærpolitiet forsøger at holde styr på menneskemængden, mens vi forsøger at navigere i virvaret og finde immigrationskontoret. Det ligger i et ganske almindeligt hotel 800 meter efter grænsen. Manden i immigrationskontoret kigger på os med en alvorlig mine, mens han grundigt undersøger vores indiske visa. Vrissent tager han vores fingeraftryk og billede. Seancen tager ikke mange minutter. Sulten knurrer i vores maver, og vi udskyder den med en cola, mens vi leder efter et simkort. Det viser sig at være svært for udlændinge at købe et simkort, og vi forlader grænsebyen uden data på mobilen. Det vidner om, hvor få turister, der krydser denne landegrænse ind til delstaten Uttar Pradesh.
Indiens tættest befolkede stat
Uttar Pradesh har en række uheldige førstepladser. Det er Indiens mest befolkede stat. Tre procent af verdens befolkning bor i dette område, der er på størrelse med Storbritannien. Det er den stat i Indien, hvor flest lever under fattigdomsgrænsen, og hvor der bliver begået flest mord. Her dræbes flest i trafikken. Det er desuden staten i Indien med flest illitterære. Uttar Pradesh har også sine højdepunkter. Det er staten med Taj Mahal, det verdensberømte muslimske mausoleum, som ligger i byen Agra. Staten kan bryste sig af at være hjem for en af hinduismens mest hellige byer Varanasi, der ligger ved den hellige flod Ganges floden. Dele af staten er vant til at få besøg af mange turister – vestlige såvel som Indiske, men det er ikke den del, vi skal cykle igennem. Uttar Pradesh har et dårligt ry, og senere fortæller indere fra andre delstater, at de sågar ville ønske at de kunne udstøde Uttar Pradesh fra Indien. Særligt én historie går igen, når vi fortæller at vi har cyklet gennem Uttar Pradesh. For et år siden blev et brasiliansk par på motorcykel overfaldet i deres telt, kvinden blev voldtaget, og manden tæsket af en gruppe unge indiske mænd. Det er en historie, der sætter sine spor, men som så mange gange før, finder vi ud af, at få menneskers onde gerning ikke skal ødelægge det for de 99 procent, der kun vil os det godt. I de 10 dage vi cykler gennem delstaten, oplever vi med egne øjne, hvor mangfoldig en stat Uttar Pradesh er. Det er ikke muligt at skære hele staten over en kam. Den ene dag cykler vi blandt statens 20 % muslimer, hvor kvinderne er dækket helt til, og mændene bærer det traditionelle skæg. Næste dag cykler vi i et område, hvor Sikh-folket bor, og mændene bærer den traditionelle turban, mens kvinderne igen går i farvestrålende tøj. En time senere er vi i en landsby, som primært er hinduistisk, og hvor folk flokkes om de små hinduistiske templer. Fælles for alle områderne er de lokales entusiasme ved vores besøg.
Fem selfies om dagen
Der går ikke længe, før vi har krydset grænsen til vi bliver indhentet af den første mand på motorcykel, der på den tungt trafikerede landevej sætter farten ned for at snakke med os. Her taler folk hindi, og de fleste kun det. Vi troede ellers at alle ville kunne lidt engelsk, som er et af de officielle sprog i Indien. I Indien har de 30 forskellige sprog og mindst 2000 dialekter, og den officielle kommunikation foregår på hindi og engelsk. Sprogbarrieren er ikke et problem for os, for vi er vant til at navigere i områder, hvor vi ikke forstår sproget, men folks overraskelse over at vi ikke kan hindi, kommer bag på os og bringer et smil på læben. Vi er hovedattraktionen overalt vi kommer, og vi finder hurtigt ud af, at mange af de velmenende mænd på motorcykler egentlig ikke skal vores vej, men kører efter os, fordi de har set os komme forbi. Alle vil have en selfie, men det udvikler sig som regel til en fotosession, hvor personen skal have et billede med Martin, et med Katja og et fælles, og så lidt flere. Efter to dage, hvor vi konstant bliver stoppet for at tage selfies, må vi trække en streg i sandet. Derefter begynder Martin at tilbyde kørende selfies, mens vi cykler. Til sidst må vi simpelthen sige nej, hvis vi ikke skal miste forstanden. Skuffelsen i folks øjne niver i vores hjerter, men frustrationen over konstant at blive set på som en attraktion dulmer den dårlige samvittighed. Vi laver et kompromis, og beslutter os for, at vi kan stoppe og tage selfies fem gange om dagen. Vi udvælger nøje de heldige, som oftest er børn og kvinder. Mændene begynder vi at blive en smule trætte af, fordi de som regel helst bare vil have billeder sammen med Katja. Trætheden tager til, da vi kommer til et område, hvor mænd konsekvent kører langsomt bagved Katja, for at kigge på – ja hvad? Numsen, nok? I de dage cykler Martin bagerst.
Publikum
Selfies er en mindre del af den intense opmærksomhed vi modtager i løbet af en dag på cyklerne. Uanset om vi stopper i en restaurant for at spise frokost eller i en kiosk for at købe vand, tiltrækker vi et større publikum. Vi spiser frokost hos vejsideboderne, der normalt består af et træskur med bliktag. Der står ofte en mand ved to jerngryder fyldt med boblende olie, klar til at friturestege samosa, kartofler og andre indiske lækkerier. Ofte sidder vi ved borde og bænkesæt og spiser vores samosa, mens 20 mænd stirrer nysgerrigt på os. Ofte har vi fem minutters madro, inden nysgerrigheden tager over og spørgsmålene begynder. Indernes evne til at samle sig i store grupper på ingen tid forbløffer os. De kommer ud af ingenting. Da vi en dag stopper ved en vejbod midt ude i ingenting for at købe en vandmelon, er det kun sælgeren og os. Vi sætter os ned i en grøft med ryggen til vejen ved nogle træer for at få skygge, og får øje på en gruppe børn, der langsomt kravler op i et træ ca. 20 meter fra os. Vi vinker og smiler til dem. De er generte, men sidder som forstenet og stirrer på os. Da vi vender os om mod vejen igen, står der 15 voksne mennesker og kigger på os. Hvor kommer de fra?
Mirakellægen
Den første nat er vi uheldige. Der er valg i Indien, og alle hoteller i byen er fuldt booket til valgarrangementer. Vi spørger mindst fem steder, og bliver sendt i alle mulige retninger, men flere fortæller os om et hotel, der passer perfekt til os. Vi cykler hen til den mindre landsby, og bliver overraskede, da vi mellem rækken af små stenhuse får øje på et kæmpe hotelkompleks. Det ser dyrt ud, og viser sig også at være udenfor vores budget. I indernes øjne er vi rige hvide mennesker, om vi så kommer på en cykel eller i en stor flot bil. Og de har jo ret, vi er rige i forhold til de mennesker vi omgås. Heldigvis for os, kommer en mand gående ud af hotellet i en fin hvid skjorte. Han taler engelsk, og vi falder i snak. ”I kan sove i min lægeklinik” siger han måske lidt for hurtigt. Senere sidder vi og spiser stegte ris, mens et publikum af venner og familie tilfældigvis er kommet forbi. Lægen fortæller os, at han kan kurere 99,9 procent af alle sygdomme. Imponerende! Han er specialiseret i Ayurveda, som er en alternativ behandling inden for hinduismen, og hurtigt finder vi ud af, at han har en bagtanke med at invitere os ind. Han er bekymret for, at politiet kommer og spørger, hvorfor vi skal sove der, så han får os til at skrive os ind i sin patientbog. På den måde, kan han sige til politiet, at vi har et ærinde hos ham. Politiet kommer aldrig, og senere insisterer han på, at vi skal lave en video med ham, hvor vi fortæller hvordan hans behandling virker. Vi holder ham hen, for vi vil på ingen måde være med til at promovere en behandling, som vi ikke har modtaget. Derudover er klokken blevet mange, og vi er trætte. Vi overtaler ham til, at vi kan lave videoen i morgen, men vi slipper alligevel ikke helt, for i mellemtiden er lægens bror kommet. Han er journalist og har sin egen dagsorden med os. Martin stiller op til et interview, og bliver blandt andet spurgt om, hvad han synes om Modi, Indiens primærminister. På diplomatisk vis, får Martin snoet sig uden om de kritiske politiske spørgsmål. Til sidst får vi lov til at sove, og vi slår teltet op på lægehusets tag. Lægens assistent sover også på taget, men i sin træseng, og da vi i løbet af natten må slå otte myg ihjel, som har sneget sig ind i teltet, sender vi ham en kærlig tanke. Han lever 24 timer i døgnet på lægeklinikken og arbejder konstant. Han gør rent, serverer te, laver mad, fixer alverdens ting osv. Vi har også to andre værelseskammerater for natten; lægens to hunde lever på taget, bundet fast i kæde. Vi sover dårligt, blandt andet fordi taget har stået i solens stråler hele dagen, og de op til 45 grader har efterladt betonen hedende varm, og fordi vores roomie taler højlydt i telefon halvdelen af natten. Næste morgen er vi dårlige gæster, og skynder os at komme op og af sted, før lægen kommer tilbage. Vi vil for alt i verden undgå at lave flere videoer. Vores samvittighed er dog ren, da vi husker ham fortælle os, at det er lettere at blive en succesfuld læge i fattige områder, fordi folk ikke er så kritiske. Besøget hos lægen efterlader os ambivalente. Vi er glade for at få husly, selvom vores vært har et anstrengt forhold til sandheden.
Iskaffe hos kongen
Vi sover en nat i byen Balrampur, hvor vi har hørt at områdets gamle kongefamilie skulle opholde sig på et palads, der stadig ligger i byen. Kongefamilien går tilbage til lang tid før briterne koloniserede Indien, og under det britiske styre, havde kongen et tæt samarbejde med briterne. Morgenen efter cykler vi hen til paladset på vej ud af byen, og finder det kæmpe palads lukket af for offentligheden. Vagterne siger at vi må vente 2 timer til klokken bliver 10, hvis vi gerne vil ind og se paladsets have og tempel. Da vi fortæller, at vi kommer hele vejen fra Kongeriget Danmark for at se kongens palads, bløder de op, og pludselig har vi sat gang i en række begivenheder, som vi aldrig havde forestillet os skulle udspille sig. Vi bliver inviteret ind i ventesalonen og tilbudt småkager og vand, mens vi venter på at der kommer en mand, der vil vise os rundt, og snart er vi på rundtur på kongens grund. Manden, som vi formoder er kongens assistent, sender et billede af os til kongen, og vi begynder at håbe på, at vi måske kan møde hans majestæt. Rundturens højdepunkt er kongens tempel, som er et hindutempel. Vi venter 30 minutter på at præsten ankommer med nøglen og laver ceremonien for at åbne templet. Ceremonien indebærer ofring af blomster til guderne, røgelse og så ringer assistenten på en stor klokke, mens præsten går rundt og hilser på de forskellige guder. Han velsigner os og vi modtager en tika på panden, inden templet igen bliver lukket ned, og præsten lige skal have en selfie med os. Det samme skal alle de vagter, der har fulgt os rundt på rundvisningen, og også kongens assistent. Da selfie-sessionen er overstået, går vi tilbage til velkomstsalonen, og assistenten ringer til en kvinde, der viser sig at være kongens kone. Hun fortæller os, at hun ikke er klar til besøg, men at hun vil sende os iskaffe og morgenmad. Vi snakker lidt løst og fast med hende, og hun fortæller at hun har en slægtning i Holland. I mellemtiden er iskaffen og to ostesandwich ankommet. Et par timer efter vi kom står vi igen ude foran porten, opløftede over den spontane og uventede oplevelse. Vi vinker farvel til de søde vagter, som i mellemtiden har passet godt på vores cykler.
Ganges floden
Efter 10 dages cykling og ca. 900 kilometer gennem Uttar Pradesh når vi en milepæl. Vi kommer til en ny delstat, Uttarakhand, og til byen Rishikesh, hvor vi har besluttet os for at holde hviledage. Rishikesh er Indiens yoga-by. Hvert år kommer mange tusinde turister for at tage et yoga-retreat eller en uddannelse som yogalærer. Vi havde oprindeligt planlagt at tage et retreat, men hedebølgen og de 45 + grader ændrer vores planer. Det er simpelthen for varmt til at lave andet end at ligge på et hotelværelse i aircondition og slappe af. Rishikesh er en af de helligste byer i Indien, fordi den ligger klos op ad Ganges floden, som er den helligste flod. Derfor valfarter tusinder af hinduistiske pilgrimme til byen, og alle skal bade i den hellige flod. Der er store ceremonier hver aften, hvor folk ofrer til floden. Floden skulle efter sigende være spirituelt ren og rensende, hvilket er ironisk, fordi det også er en af verdens mest forurenede floder. Men sådan er Indien, kontrasternes land.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!