Annapurna Circuit – over Thorang La (5416MoH)

Vores rejse hedder Himalaya til Anatolien, men vi har ikke set et eneste snedækket bjerg, siden vi kom til Kathmandu med flyveren fra Danmark. Området er dækket af røg og forurening fra afbrænding af skov og marker i lavlandet. Røgen ligger over landet som et tungt tæppe, og udover at ødelægge udsigten (det mindste problem), påvirker røgen luftkvaliteten for de millioner af nepalesere, der bor i området. Nepaleserne venter på at regnsæsonen kommer i juni måned, og skyller røgen væk. Cyklister venter ikke så gerne på regnvejr, så vi beslutter os for at tage sagen i egen hånd. Hvis bjergene ikke kommer til os, må vi komme til dem, og der er kun én vej: det er nordpå, op i Himalaya.

Tynd luft og ekstase
Vi tager tre dybe indåndinger af den tynde luft, før vi fortsætter op ad det 5416 meter høje bjergpas Thorung La. Vi trækker cyklerne langsomt opad i endnu 10-20 højdemeter, før vi igen må stoppe op for at få vejret. Her er helt stille. Udover vores egen vejrtrækning er det eneste vi kan høre gruset, der knaser under cyklerne. Snedækkede bjergtoppe tårner sig op om os, og efterlader os med følelsen af at være bittesmå. De gigantiske kæmper har været her i mange millioner af år, og har troligt fulgt med, mens utallige eventyrlystne vandrere siden 1977 har sneglet sig over bjergpasset. Cyklerne – vores ellers trofaste venner – er nu 20-25 kilo dødvægt, som vi prustende kæmper med at trække op. Da vi efter fire timers skubben endelig spotter toppen, bliver vi ekstatiske. Farverige blå, hvide, røde, grønne og gule buddhistiske bedeflag markerer bjergpassets top. De rusker i vinden, der tager til hvert minut. Martin stopper op, og venter på Katja. Vi går de sidste højdemeter sammen. I 13 dage har vi cyklet, trukket og kæmpet os frem mod denne milepæl. Vi gjorde det! Vi har cyklet op til Thorung La, og står i svimlende 5416 meters højde.

De ”skøre” cyklister

Den 230 kilometer idylliske vandrerute Annapurna Circuit går gennem farverige nepalesiske landsbyer og videre op i Himalayabjergene, tæt på Tibet. Du går mellem buddhistiske klostre, stupaer og farverige bedeflag, alt sammen med høje snedækkede bjerge som kulisse. Vandreruten er så populær, at knap 200.000 mennesker i 2023 snørede vandrestøvlerne og drog ud på eventyr. Markant færre gør som os, og tager cyklerne med. Kæber falder på stribe, når vandrerne ser vores cykler. Hurtigt er vi berømte i vandrefællesskabet på stien. Vi er de ”skøre” cyklister; en identitet vi ofte tager på os. Men faktisk er vi langt fra de første, der sætter sig for at tackle vandreruten på cykel. Vi finder god information på internettet, der hjælper os med at planlægge de 17 dage det tager os at cykle runden fra og til Pokhara. Cykelruten er 386km lang, og indeholder hele 10.395 højdemeter. Vi kan cykle ca. 85 procent af turen, og resten af tiden må vi trække cyklerne. Der er ingen grund til at slæbe telt og køkkenudstyr med op på bjerget, for vandreruten er veletableret, og gæstehusene ligger sjældent længere end 10 kilometer fra hinanden. Vi efterlader en del bagage i Pokhara, og medbringer vores varme sovepose, varmt tøj, kamera og powerbank. Gennem en årrække har Nepal arbejdet på en vej fra Besishahar til Manang i 3500 meters højde. Vejen, som består af en blanding af Jeep-spor, beton og asfalt, løber langs med vandresporet, og er grunden til at vi kaster os ud i projektet. Men den er ikke populær hos alle. Vores vært på gæstehuset i Syange mærker tydeligt at det er lettere for turisterne at starte vandreturen i landsbyerne Chame og Manang, som ligger højere oppe i bjergene. Det går udover økonomien hos de gæstehuse og landsbyer, som turisterne nu springer over. Flere af dem, der plejede at leve af turismen fra vandrestien har svært ved at få enderne til at mødes.

Tættere på Tibet

Jo højere vi kommer op i bjergene, jo tættere kommer vi på Tibet, og vi mærker tydeligt den tibetanske indflydelse og kultur i landsbyerne. Kronragede munke går i gaderne iført røde og orange kapper. Munkeklostre dukker op på bjergsiderne, som også fyldes med blafrende bedeflag og hvide stupaer, der symboliserer selveste Buddha. På gaderne ser vi mani-sten og drejer flittigt hjulene på de lange rækker af bedemøller, der er indgraveret med buddhistiske mantraer. Vi husker at gå og cykle til venstre om de buddhistiske artefakter, da det er god kutyme og bringer held. I Manang holder vi tre hviledage og bruger en på at vandre op til Gumba Praka. Her bor en ældre buddhistisk nonne, som velsigner folk med en sikker krydsning af Thorung La. Hun bor i 4000 meters højde i et smalt hvidt kloster, der er bygget ind i klippevæggen. Da vi går derind, mødes vi af en fugtig kulde, men nonnen er alt andet end kold, da hun med smilende øjne og varme beder os komme tættere på. Vi knæler på puden foran hende, mens lyset vælter ind ad det lille vindue. Hun mumler et mantra, og giver os hver en gul snor om halsen. Det koster fem kroner pr. velsignelse. Turen op til nonnen, er udover hendes velsignelse, en måde at akklimatisere til de kommende dage. Vi sidder i solen, og spiser medbragte makroner fra det overraskende gode bageri i Manang, mens vi kigger på bjergene.

Drømmeudsigt
Da Tina Dickow skrev sin fantastiske sang ”Room with a view”, kunne hun sagtens have siddet i vores gæstehus i landsbyen Upper Pisang, hvor vi ud ad et stort vinduesparti har udsigt til det knap 8000 meter høje bjerg Annapurna II. Aldrig før har vi boet med en bedre udsigt end denne, og så endda til den nette sum af 0 kroner. På Annapurna Circuit er det kutyme hos lavbudgethotellerne, at vi betaler for den mad vi spiser, men ikke for værelset vi sover i. Af samme grund er priserne for maden skruet op til et – i nepalesisk standard – uset højt niveau. Vores stabile måltid, Dal Bhat, koster heroppe op til fire gange prisen end i lavlandet. For det meste får vi hvad vi (ikke) betaler for. F.eks. bliver sengetøj og håndklæder sjældent vasket, vi må undvære toiletpapir og håndvask på badeværelset, og toiletterne er i flere tilfælde blot et hul i jorden. Helt fair. Vi er glade for, at vi tog vores varme soveposer med, selvom det er ekstra vægt at slæbe på.

Akklimatisering
Det største samtaleemne på vandreturen er højdemeter og akklimatisering, og hver dag ser vi flere vandrere, som må tage turen tilbage ned ad bjerget, fordi de har symptomer på højdesyge. En ung israelsk kvinde bliver hentet af helikopter i 4000 meters højde, og bragt til et hospital i Kathmandu. Vandreturen er designet til at stige ca. 500 meter i højden næsten hver dag, hvilket gør det næsten umuligt at akklimatisere. Nogle vælger at tage højdesyge medicin for at forebygge og lindre symptomerne. Vi har god tid, og vælger i stedet at holde hviledage på vej op i højderne. Derudover går vi hver eftermiddag 200-500 højdemeter længere op, end den landsby vi sover i. I landsbyen Phedi, der ligger i 4500 meter, går vi som sædvanligt 200 højdemeter længere op, men denne gang sniger milde højdesygesymptomer sig ind på Katja, og tilbage i gæstehuset må hun lægge sig med hovedpine og kvalme. Vi beslutter os for at se situationen an til morgenen efter. Hvis symptomerne forbliver ved status quo, eller bliver værre, må vi tage en hviledag eller cykle ned til en lavereliggende landsby. Hvis hun får det bedre, er der to muligheder. Vi kan gå op til ”Thorung High Camp”, der ligger i 4800 meters højde og sove en nat deroppe, før vi krydser bjergpasset, eller gå hele vejen over det 5416 meter høje bjergpas og ned til byen Muktinath, der ligger i 3700 meters højde på den anden side af passet.

En nat i 4800 højdemeter

Næste morgen har Katja det bedre, men vi beslutter alligevel at forebygge risikoen for at genopleve symptomerne ved at tage en højdesygepille hver, og trækker vores cykler op mod High Camp i 4800 meter, hvor vi vil sove. Dagens rute er på sølle 1.5 kilometer, men med hele 300 højdemeter og stigninger på op til 30 procent, arbejder vi hårdt for at få cyklerne med op. Vi er trætte, da vi endelig triller ind i High Camp. Det er det sidste overnatningssted før bjergpasset, og det mest simple. Her er for eksempel ikke rindende vand. Mændene, der arbejder i lejren, må flere gange om dagen hente vand længere nede ad bjergpasset. De transporterer vandet i store dunke, som de løfter i en kurv på ryggen med et bånd om hovedet på traditionel nepalesisk vis. Vores værelse har set bedre dage. Sengetøjet lugter tungt af flere års sved, og døren er så utæt, at sne fyger ind i værelset. Om eftermiddagen indhyller en tung tåge lejren, og vi kan kun se fem meter frem. Det begynder at sne. Solens varme stråler er forsvundet, og i opholdsstuen kæmper vi med at holde varmen, selvom vi har alt vores varme tøj på. Hele stuen rumsterer med urolig energi, for alle – vandrere, portere såvel som guides – er spændte på dagen i morgen og vandrerutens klimaks; krydsningen af Thorung La.

Thorung La passet

For at undgå kraftig vind på bjergpasset sætter vandrerne ud mellem kl. 3.30 og 4.30 om natten. Vi er for magelige til at stå så tidligt op, for at fryse i flere timer, så vi beslutter os for at starte vores vandring kl. 6. Det er koldt og temperaturen er -10 grader, da vi sætter ud. Vores fingre fryser. Morgenmaden ligger tungt i maverne op ad de stejle stigninger og hjertet hamrer i brystet på os, mens vi trækker cyklerne få meter op ad gangen inden næste pause. Alt bliver bedre, da solen efter 30 minutter titter frem over bjergtoppen, og varmen vender langsomt tilbage i fingrene. Efter fire timers skubben og higen efter luft er det hårde træk slut. Vi tager de obligatoriske sejrsbilleder ved skiltet, der markerer toppen af passet, og suser hurtigt de første kilometer ned ad bjerget på cyklerne. Som forventet bliver stien snart så stejl at vi på ingen måde kan cykle, og i stedet må vi modvilligt stå af, og trække cyklerne hele vejen ned ad den stenrige bjergsti til landsbyen Muktinath. Vi glæder os til at få et varmt bad, lækker mad, og en meget tiltrængt hviledag, før vi fortsætter på cyklerne videre ned ad bakke til Pokhara på blot 3 dage.

123►