Bolivia Arkiv - Katja og Martin

Efter lagunaruten har vi fået nok af grusveje for en stund, og vi vil gerne opleve kulturelle Bolivia, så vi cykler mod byerne Potosi, Sucre og Oruro, der alle summer af liv.

Se alle billeder fra Bolivia her

Vi ser mange kvinder, der går fra landsby til landsby i deres traditionelle tøj, bowlerhat, laksko og farverige kjoler. De går mange kilometer om dagen. Fordi mange i Bolivias landområder ikke ejer en bil, er det kutyme at give hinanden et lift for en skilling. En kvinde joker med os, at hun gerne vil med på ladet af cyklerne. Bolivianerne er ikke uden humor, og den mærker vi særligt, da vi stopper i byernes markeder, hvor vi ofte får en sjov kommentar eller et grin med på vejen. Vi bliver grint mere af, end med, fordi mange synes at det er sjovt at vi er så høje.

Der er ikke dét, der ikke bliver solgt på markeder i Bolivia og det er nærmest umuligt at finde et reelt supermarked andre steder end i storbyerne. Derfor køber vi næsten alle vores madvarer, sæbe og diverse på markederne. Markedet er opdelt i sektioner. Grøntsager, frugt, møbler og elektronik er normale sektioner, og blandt de mindre gængse er heksemarkederne, hvor vi finder naturmedicin, slanger i glas og indtørrede lamafostre. Lamafostrene giver held, og de brændes ofte ind i fundamentet af nye bygninger, for at give beboerne beskyttelse. Heksene sælger også kasser med ofringer, som Bolivianerne brænder af til ære for Pachamama (moder jord) for at takke for den frugt og mad, som er givet til os fra jorden.

Mineland

Bolivias største indkomst er fra deres miner og minerne sætter sit præg på både natur og mennesker i det smukke land. Særligt i de områder, hvor der ligger miner er folk fattige og lever under svære vilkår. Minerne forurener floder, og generelt er der vandmangel i Bolivia, fordi minerne bruger alt vandet til at udvinde de ressourcer, vi bruger i overflod i vesten. Vi besluttede hurtigt, at vi køber vores drikkevand, da vi ikke stoler på vandet fra bjergene. Vi bruger dog stadig vandet til at lave mad og flere gange har vi oplevet situationer, hvor vandet har været fyldt med sæbe, fordi folk længere oppe af bjerget vasker deres tøj, biler, tæpper i floden.

Byen Potosi er kendt for sin kæmpe sølvrigdom. Sølvet har de spanske kolonister sejlet til Spanien, og nu er det et sted som så mange andre, hvor håbet om rigdom er det eneste tilbage. Folk er slidte og man kan se at de lever et hårdt liv.

Frisk brød = lykken

”Hay pan” (Vi har brød) råber en ung boliviansk kvinde, der står ved en simpel bod langs hovedvejen til Sucré. Forførte af duften af friskbagt brød, stopper vi. Det er sen eftermiddag og vi er trætte og ømme i benene efter en lang cykeltur på 6. dag gennem det bjergrige landskab. Vi spotter røg nede ad bakken hvor en mand bakser med at få 100 nybagte brød ud af stenovnen og køber to friskbagte brød fra den smilende kvinde.

Mens vi spiser vores brød, fortæller, kvinden, der hedder Alinda, at familien bager og sælger brød hele dagen. Familien sælger 800 brød om dagen, fortæller hun med smil i de brune øjne. Det er tydeligvis en god forretning, selvom det er hårdt arbejde. Vi køber to brød mere og Alinda spørger hvor vi skal hen. Da vi fortæller at vi leder efter et sted at slå vores telt op, er hun hurtig til at tilbyde os et værelse i familiens hus.

Mens familien bager og sælger brød hele aftenen, laver vi vores egen mad. Deres to-årige datter bliver lagt i seng mens brødet er i ovnen. Der er ikke tid til leg med datteren eller hyggesnak med os, for der skal bages og når brødet er i ovnen bliver nye brød gjort klar. Sådan går hele aftenen indtil vi lægger os til at sove.

På vej mod Sucré taler vi om oplevelsen og om hvordan vi gentagne gange bliver mødt af venlige og hjælpsomme mennesker på vores vej. Mennesker, som tydeligvis har et hårdt arbejdsliv, men som stadig har et glimt i øjet, et smil på læben og som gerne vil hjælpe to tossede cyklister.

Ofring til Moder Jord

Bolivias folk er meget tro gamle traditioner. Vi hører ofte om Pachamama “moder jord” og en aften på vores hotel i Sucre kommer moder jord helt tæt på. Pludselig er vores værelse fyldt med røg og hele hotellet er dækket af røg. Martin løber ud for at se om der er noget der brænder og jo der er noget der brænder, en kæmpe ofring til Pachamama i hotellets gårdhave, så ingen farer bare en gave til moder jord.

Sucre en smuk by som er på UNESCOs verdensarvsliste og derfor bliver passet godt på. De smukke hvide huse pryder midtbyens smalle veje og der er storslåede klostre på næsten hvert et hjørne. Byen er meget idyllisk og man tror næsten man er i Spanien.

Hvor kan vi sove i nat?

Også i Bolivia cykler vi langs med Andes bjergene og det kræver mange højdemeter op og ned hver dag, vi møder mange små landsbyer og de fleste hilser pænt eller råber ”gringo” efter os. Gringo var oprindeligt et udtryk for den hvide amerikaner, men bruges nu også om folk fra Europa.

Gennem hele Bolivia har vi haft held med at finde et sted at sove. Enten et sted at sætte teltet op hos en familie, eller et lille værelse eller hotel. Derfor overrasker det os, da vi en dag bliver udfordret på at finde et sted for natten. Sent på eftermiddagen stopper vi i en landsby og spørger om vi må sætte vores telt op. Efter lang tids snakken frem og tilbage, er svaret at vi må cykle over til naboen og spørge dem. En lille dreng kommer løbende, han har fanget en fugl med sin slangebøsse. Fuglen skal familien spise til aftensmad fortæller han, før han stolt giver Martin lov til at tage et billede af ham og fangsten. Vi cykler over til naboen og får samme svar. Næste hus vi prøver er svaret spørg i næste by på den anden side af bjerget. Trætte cykler vi videre og vi er lidt pressede, fordi det næsten er mørkt og vi allerede har cyklet mange højdemeter den dag. Vi bliver hurtige enige om, at vi ikke kan nå over bjerget i dag.

Ikke alle vildcamperingssteder kan være lige fede, og vi finder til sidst et fladt sted på en grusgrav lige ved siden af den store vej. En fuld mand får forbi og råber ad os, og vi er ikke begejstrede for at ligge til fuldt skue, særligt efter at have mærket den trykkede stemning i landsbyen, der kun ligger en kilometer væk. Udover lastbilernes larm natten lang, endte vi med at få en okay nats søvn. Vi fandt aldrig ud af hvorfor vi ikke var velkomne i den lille landsby, men vi kunne læse os til at området vi var i et af de fattigste områder i Bolivia. Ikke at det har stoppet gæstfriheden før, men måske disse mennesker ikke kunne overskue at havde fremmede i nærheden.

Bolivia har indtil nu været det land på turen, der har overrasket os mest med mad, mennesker og natur. Da vi krydser ind over grænsen til Peru, har vi begge en følelse af, at vi ikke er færdige med at opleve det skøre, smukke land.

Vi står ved Chiles grænse til Bolivia i 4800 meters højde. Det blæser og kulden kryber ind under vores regnjakker. Vores cykeltasker ligger på jorden, og vi bærer cyklerne ned fra pick up trucken, som har kørt os op til grænsen. For blot en uge siden cyklede vi forbi samme grænse på vej ned mod San Pedro de Atacama, hvor vi har holdt hviledage og forberedt os på de første 12 dages cykling i Bolivia.

Se alle billeder fra Bolivia her

Når vi krydser grænsen, ligger vi seks måneder i Argentina og Chile bag os. Det er spændende at stå på grænsen af det mere udviklede Sydamerika og kigge på Bolivia, det fattigste land vi besøger på hele vores rejse. Vi krydser ind i det sydvestlige Bolivia, som er øde og goldt, men med naturformationer man ikke finder mange andre steder i verden. Vulkaner, der er over 6000 meter høje og søer med de flotteste farver af grøn, blå og rød.

Vulkaner, varme kilder og sandveje

Martin har længe drømt om at cykle på Lagunaruten i det sydvestlige Bolivia. Ruten er berømt for fantastisk natur og berygtet for de barske vejrforhold, ufremkommelige veje, kolde nætter og øde natur, der alt sammen ligger i over 3500 meters højde. Vi har købt mad ind til seks dage, og er klar til 12 dage i smuk natur.

Lagunaruten giver os kamp til stregen. Det er den hårdeste rute vi har cyklet. Højden og kulden gør alt dobbelt så hårdt, men også tre gange så smukt, så vi nyder hver dag selv om vi knokler.

Mange turister tager turen sammen med en guide. Fordi der er turister, er der også overnatningsmuligheder, som vi bruger. De fleste hoteller er uden varme og varmt vand og vi må krybe i vores dunjakker og soveposer for at holde varmen, selvom vi sover indenfor. Vi har mulighed for at få mad, men kun hvis der er turgrupper, der også bor på hotellet. Det er nemlig dem, der kommer med maden, og som regel er der også nok pasta med kødsovs til et par sultne cyklister.

Efter 2 dage kommer vi til en varm kilde, hvor der ligger hele tre gæstehuse og en lille butik. Hurra for Pringles og Coca Cola, efter en dag, hvor vi har måtte trække vores cykler gennem sand flere kilometer ad gangen. Vi finder et sted, hvor vi kan sove, men der er ikke noget mad, så vi tænder op i brænderen og laver pasta med tun. Hotelmutter fortæller, at der er en kæmpe storm på vej og vi tjekker vejrudsigten på vores satellit sender. Rigtig nok der er en storm på vej næste dag, men vi mener godt vi kan komme over bjerget inden stormen kommer. Og hvad er lidt vind, når man har cyklet i Patagonien i modvind?

Næste dag har vi cyklet 5km på 2 timer, da vi giver op og vender næserne ”hjem” til gæstehuset ved de varme kilder. Der er hård modvind og det er -12 grader. Vi har ingen chance for at nå at cykle op over bjerget, som er over 4900m højt inden det bliver mørkt. Vi er fanget af stormen de næste to dage, inden vi kan tage af sted igen.

Mød os på saltsletten

Efter to ugers cykling på Lagunaruten, når vi ét af turens absolutte højdepunkter, verdens største saltslette Salar de Uyuni. Vi har fået nys om, at vores gode amerikanske cykelkammerat Jace, som vi allerede har tilbragt tid med flere gange på vores rejse er i nærheden af saltsletten.

Dagen før vi når det store hvide landskab, sover vi i telt i baglokalet af en butik hos en sød Boliviansk familie, der også sørger for aftensmad til os. For første gang i to uger har vi Wifi, og vi sender Jace et koordinat med et mødested midt på Salar De Uyuni, hvor, hvis alt går godt, vi kan finde hinanden og slå lejr sammen.

Hos familien køber vi et halvt kilo lamakød direkte fra fryseren. Vi drager afsted med vores frosne klump kød mod saltsøen med forventningsglæde og spænding i maven. Der findes ikke et lignende sted i verden og vi glæder os til at se det med egne øjne.

Saltsletten indfrier vores forventninger og mere til. Vi har en følelse af at cykle på sne, fordi alt er hvidt, men det er ikke sne, men salt, der knaser under vores hjul, mens vi cykler ud i det tilsyneladende uendelige hvide landskab. Luften er klar og frisk og solen bager ned på os med +25 grader. Vi bruger ekstra solcreme og er taknemmelige for vores solbriller, som beskytter os fra at blive sneblinde – eller saltblinde.

Vi cykler 40 kilometer ud i det hvide landskab uden at se eller høre andre. Her er helt stille. Du ville kunne høre en knappenål falde til jorden. En sådan stilhed er en luksus i denne verden fuld af lyde, farver og indtryk og vi nyder det fuldt ud. I horisonten kan vi skimte to bjergtoppe, som vi bruger til at navigere efter.

Midt på eftermiddagen spotter vi en sort prik i horisonten. Da vi kommer tættere på, kan vi se, at det er Jace og hans telt. Han har fundet koordinatet og vi har fundet hinanden på 10.000 kvadratkilometer! Vi jubler, vinker som gale og sætter farten op indtil vi når hen til vores lejrplads for i aften.

Festmåltid på saltsøen

Vi starter brænderen og forbereder mad. Vi får popcorn til forret. Det er en tradition, når vi mødes med Jace. Vi tilføjer salt fra saltsletten og nyder popcornene i solen med udsigt til den store hvide overflade. Jace har læst vores tanker og medbragt en masse friske grøntsager fra byen. Vi har levet i ødemarken de sidste 14 dage uden friske grøntsager, så vi er på toppen over at lave et sundt måltid. Tilsat vores klump kød og de øl, som Jace også har med (han er en stjerne), er der lagt op til et stort festmåltid.

Som solen går ned, og fylder horisonten med røde og lyserøde farver, må vi flytte ind i teltet og spise, fordi temperaturen med det samme falder til frysepunktet. Vi gør klar til endnu en kold nat i teltet med ned til minus 10 grader.

Næste morgen vågner vi med solopgangen. Vi vinker farvel til Jace og cykler sydøst på mod byen Uyuni. En halvstor, men beskidt og støvet ørkenby, der lever af saltsletten og de turister der kommer hertil. Vi spiser på Minuteman, et pizzaria som alle, der er i Uyuni, bør besøge. Særligt pizzaen Spicy Lama kan vi anbefale.