USA – Nationalparker, venlighed og et helt særligt sted i Montana

/0 Kommentarer/i , ,

20.000 kilometer står der på kilometertælleren, da vi en eftermiddag cykler mod Teton Nationalparks utroligt smukke grå og savtakkede bjerge. Vi fryder os over timingen, mens vi fejrer den store milepæl.

I det nordlige New Mexico når vi – endelig – bjergkæden Rocky Mountains. Efter mange måneder i ørkenen har vi savnet bjergene samt de smukke udsigter og det kølige klima, der følger med. Udover bjerge er det, vi elsker allermest på vores rejse, møder med lokale, og her mere end leverer staterne Colorado, Montana og Wyoming med gæstfrihed og skæve små landsbysamfund.

Worth the drive Bakery

”Worth the drive bakery”, ligger tæt på Norfolk, Colorado. Som cyklister har vi brug for flere kalorier end de fleste, og bageriet lokker os med gratis donuts. Selvom vi allerede har cyklet 70 kilometer den dag, tager vi udfordringen op og cykler 30 km mere for at nå bageriets åbningstid. Ikke meget motiverer Katja mere end udsigten til kage, og Martin følger glad efter. Vi bliver nødt til at undersøge, om bageriet lever op til sit navn. Vi cykler afsted på den lange lige landevej, og ankommer 5 minutter i lukketid. Vi fylder os med bananbrød, friturestegte tærter og gratis donuts. Det viser sig, at bageriet ligger i området med den højeste koncentration af Amish befolkning i Colorado. Bageriet er eget af Amish samfundet, som taler en sydtysk dialekt kaldet Pennsylvania Dutch og går i traditionelt tøj, bærer kjoler og hatte. Den dybt kristne Amish befolkning giver afkald på ”moderne teknologi”, som f.eks. biler, telefoner og elektricitet fra elnettet. Da vi cykler videre ud ad vejen for at finde et sted at sætte teltet for natten, består den modkørende trafik primært af sorte hestevogne. Med lys. For det er ved at være mørkt.

I bad med Lincoln Memorial

Byen Marble ser ikke ud af meget, selvom ankomsten fra det berømte skimekka Crested Butte over bjergpasset Scofield er en storslået affære. Vi cykler ikke meget den dag, men trækker i stedet cyklerne ned ad bjergpasset, gennem ”Djævelens Punchbowl”, som er en bjergskråning fyldt med kæmpestore sten. Umulige at cykle på. Vi er ikke de eneste, der har begivet os ud på den strabadserende tur, og vi ryster lidt på hovedet ad de amerikanere, der mener at det er en god idé at lufte deres store firhjulstrækkere på de små skrå bjergveje. Vi får fortalt, at turister hvert år mister livet på de stejle bjergskråninger, fordi de kører firhjulstrækkeren udover skrænten og ender i den store kraftigt brusende flod.

Marble har du med stor garanti aldrig hørt om, men det er en vigtig by på grund af den marmormine, der ligger mindre end tre kilometer fra byen. Indbyggerne er stolte af deres hvide glinsende marmor, som ligger i store klodser overalt i byen. Byen huser en årlig marmor-festival, hvor kunstnere fra USA og resten af verden valfarter til, for at lære at udarbejde skulpturer i marmor. Vi er heldige, at festivalen er i gang da vi ankommer.

Arrangørerne af festivalen giver os lov til at låne deres udendørs bad, som – selvfølgelig – er lavet af marmor, og ikke hvilken som helst marmor. Badet er bygget af de marmorklodser, der var til overs efter byggeriet af søjlerne fra Lincoln Memorial, der står i Washington DC. Udover Lincoln Memorial er de fleste gravsten i USA, der står på gravpladser til minde om mistede soldater, lavet af marmor fra Marble. Byen er stadig forholdsvis ukendt, men flere er begyndt at få øjnene op for den charmerende landsby, til både glæde og rædsel for byens indbyggere. Vi møder to af dem i deres community hub, hvor vi får os en varm kakao og en snak om, hvordan turismen forandrer den lille landsby. Det gode er, at turismen bringer penge og muligheder til byen, det dårlige er, at ejendomspriserne stiger og det betyder at de mennesker, der allerede bor i byen og skal servicere turisterne, ikke har råd til at leve. Det er en fortælling vi hører gang på gang i USA’s turistbyer.

Så vi lover de lokale at holde Marble en hemmelighed, og nu deler vi så den hemmelighed med jer. Marble er nemlig et besøg værd, hvis du kommer til Colorado. Og psst, er du i området, så tag til landsbyen Redstone og få hjemmebagt kage hos dineren – vi lover dig, det er godt. Vi bliver mødt af en meget sød kvinde, der er vild med vores bedrift, og giver både is, kage og en masse kudos. Vi er ikke kun høje på sukker, men også på god energi fra de venlige mennesker, da vi cykler derfra.

Yellowstone National Park

Det er ikke sjovt at være cyklist i en Nationalpark, hvor infrastrukturen er skabt til bilister, men vi nyder alligevel de tre dage vi bruger i verdens første Nationalpark Yellowstone National Park. Parken er kendt for vulkanske aktiviteter og sit diverse dyreliv. Et af parkens største trækplastre er gejseren Old Faithfull, der har fået sit navn, fordi den trofast går i udbrud omkring hver 20 minut, plus minus 10 minutter.

Hvad der til gengæld er cykelvenligt, er konceptet ”hike-bicycle” campering. Flere campingpladser har reserveret et område til os, der kommer gående eller cyklende. Uden reservation kan vi dukke op samme dag og få en campingplads. Det er næsten umuligt i bil, særligt om sommeren, hvor parken har ikke mindre end 4 millioner besøgende. For os, er højdepunktet, da vi spotter en bisonokse, som ligger og slikker sol. Ellers ser vi desværre ikke meget dyreliv, og det er ikke unormalt som turist i Yellowstone Nationalpark.

Lama Ranch – Montanas højdepunkt

Der findes gode mennesker overalt i verden, men i Montana, finder du to af de allerbedste. Det er 69-årige John Keller og 65-årige Barbara Nye. De bor på Lama Ranch, og har gjort det til deres mission at glæde cyklister. De har bygget fem hytter og opsat en tipi på deres grund, der alene tjener formålet at huse cyklister. Hvert år har de 600 + overnatninger. I hytterne finder du drikkevand, mad, pandekagemiks, vin og M&Ms, og derudover har du adgang til det magiske køleskab på deres terrasse fyldt til randen med øl, sodavand og sandwich. Det eneste de beder om retur, er at du gør dit bedste for at gøre verden til et bedre sted. Pay it forward.

Efter vores anden nat på gården, spørger John spøgende, om vi går efter rekorden i flest overnatninger. Den er fem nætter. Egentlig er den rigtige rekord syv år, for John kom selv hertil som cyklist for syv år siden, han forelskede sig i Barbara og blev. Nu driver de gården sammen. Barbara købte gården i 1989, og i 1998 startede den amerikanske cyklistforening (ACA) den nu verdensberømte cykelrute ”the great divide mountainbike route”, som løber fra Jasper i Canada og hele vejen gennem USA til den mexicanske grænse i New Mexico. Ruten kører forbi Lama Ranch og Barbara begyndte i slut 90erne at få besøg af cyklister, der spurgte om vand, eller om de kunne sove i teltet på hendes grund. Derfra udviklede konceptet sig langsomt. I dag er Lama Ranch et kendt sted blandt cyklister, der begiver sig ud på den 4000km lange rute.

Lama Ranch ligger mellem grønne bølgende bakker, store grønne grantræer og emmer af idyl. Det bliver ikke svært at slå rekorden. Vi ender med at blive i syv nætter, og bliver inviteret på afskedsmiddag i Barbara og Johns hus. Vi aftaler, at vi skal ses igen en dag. Vi møder mange mennesker på vores rejse, men få sætter så dybe aftryk som Barbara og John.

Mexico og det sydlige USA – Hedebølge og gæstfrihed

/0 Kommentarer/i , , ,

Mexico og det sydlige USA – Hedebølge og gæstfrihed

56 grader står der på termometret. Luften er varm, og brisen, der normalt er en kærkommen ven på varme dage, blæser os i hovedet med samme temperatur som en hårtørrer. Vi brænder os på de sorte cykelstyr, og sukker til hinanden. Øjeblikket forinden sad vi i MacDonalds´ aircondition og spiste en burger selvom vi ikke var sultne. Vi kan ikke cykle i den varme.

Der er hedebølge i Mexico, og hele landet er ramt. Hver dag fortæller mexicanerne os, hvor uvant det er, at vejret er SÅ varmt. Folk dør af hedeslag.

På vores rejse, cykler vi gennem alt slags vejr, regn, blæst, kulde, men intet er så opslidende som den ekstreme varme. Den gør os lade og småirriterede – både på hinanden og på omgivelserne. Vi prøver at holde humøret højt. Som vi kommer længere op i Mexico, bliver alting dyrere og det er svært at finde et budgetvenligt værelse med aircondition på et hotel. Teltet minder mere om en svedhytte end et sted at hvile.

Vores hår er stift af salt fra sveden som hagler af os, men som tørrer på to sekunder i den tørre ørkenluft. Vi drikker mindst 5 liter væske hver dag, og det er ikke nok. Vi drømmer om kølige nætter, men vi ved, at de først kommer igen, når vi rammer Rocky Mountains i USA, og det er der flere måneder til. Først skal vi gennem Texas og New Mexico, og der er også varmt.

Det vilde vesten

Cykling i ørkenen er, udover den ekstreme varme, en fryd. Vi cykler lange stræk hver dag i det øde ørkenland, og spotter vildsvin, slanger og andet dyreliv. Vi cykler gennem byer, der minder os om det vilde vesten, som vi ser det portrætteret i Hollywoods Western film. Hele strækningen følger vi togskinnerne og har selskab af lange godstoge, der suser forbi. Det forstærker følelsen af ”wild, wild, west”.

Vi kan se flere kilometer hen over det flade landskab, og vejen snor sig i en lige linje så langt øjet rækker. Der er noget charmerende ved det uvenlige landskab og vi nyder møderne med cowboys. Dem har vi ikke set siden vi forlod Patagonien i Argentina. De går i skjorter, bærer cowboyhatte og har støvler på, der ville gøre selv John Wayne jaloux.

Måske fordi temperaturen er ulidelig, hjælper alle gerne os skøre cyklister, der burde vide bedre og blive indenfor, men som trodser hedebølgen og lystigt cykler gennem et af Mexicos i forvejen tørreste områder. José Maria kommer os til undsætning og giver os en liter Corona, en mexicansk øl. Den er kold, og skal helst drikkes, før den bliver varm, så han vil ikke høre tale om at vi venter med at indtage den til vi slår lejr. Vi sidder derfor troligt i en park i den lille landsby og drikker vores Corona, før vi cykler videre.

Uheldet rammer


Blodet strømmer ud af skinnebenet. Pis. Heldigvis er vi kun cyklet 15 kilometer ud af byen Saltillo, og selvom vi overvejer at cykle videre, lader vi fornuften råde og cykler tilbage til byen. Vi cykler med metalpigge på pedalerne, så vores sko kan få ordentligt fat, men Katja’s sko glider på den ene pedal, og det får den anden til at spinde hårdt ind i hendes skinneben. Det resulterer i et dybt sår, som bør syes. Vi har strips, som skal få såret til at lukke sammen, og håber på at det går uden en tur til hospitalet. Patienten skal have ro. Vi finder en uhørt billig lejlighed på Airbnb, som vi lejer to nætter, og Martin går ud og handler ind. Alle ved, at sår heler bedst med adgang til ubegrænsede mængder af søde sager og pizza til aftensmad.

Vi ser en Amerikansk serie om narkokongen El Chapo. Vi er tæt på hans “domæne” og bliver fascinerede af, hvor stor en virksomhed det er at sælge narkotika. Narkokartellerne trækker tråde langt ind i USA, og vi cykler lige nu rundt i nogle af de områder i Mexico, hvor kartellerne er allermest aktive.

Det farlige Mexico

På trods af narkokarteller, er det eneste sted i Mexico vi føler os usikre landsbyen Huitzilac. Vi kommer cyklende til byen sidst på eftermiddagen, og det styrtregner. Vi finder ly i en kiosk, hvor vi spørger om der er et sted i byen vi kan sove. Kvinden kigger på os med store øjne og advarer os mod at sove her. Hun foreslår os at cykle tilbage til den sidste by vi kom fra. Det huer os ikke at cykle tilbage, selvom vi ikke vil gå på kompromis med vores sikkerhed. Vi cykler ind i byen, for at se det an.

Stemningen er anspændt og alle kigger på os, men ingen hilser. Vi finder en mand, der hjælper os med at finde et sted at sove. Han står ude foran rådhuset, og virker en anelse skummel i sit udseende, med sin store brune frakke og slikhår. Først lover han, at vi kan sove i skolen. Efter lang tid, kommer han tilbage og siger at vi i stedet kan sove hos hans venner. Vi er ikke helt overbeviste, men tiden går og det bliver snart mørkt, så vi cykler efter hans bil ud ad byen mod vennernes hus.

Det viser sig, at vi kan sove i en families gamle skur, men manden fra rådhuset vil have 300 pesos (80DKK) for at arrangere det. Det er helt uhørt. Vi plejer at betale 300 pesos for et billigt hotelværelse. Vi har ikke noget valg og prutter ham ned til 200 pesos. Familien er søde og sørger for rent drikkevand. Kvinden fortæller os, at ingen går ud i byen om aftenen – det er farligt for alle, ikke kun turister. Vi er glade for at vi må bo i det lille skur, også selvom vi dræber en skorpion, før vi kan sove trygt.

Vi er lettede, da vi næste dag cykler videre over et bjergpas, og igen befinder os i det Mexico vi kender, hvor vi møder lutter smil og glade mennesker.

Et omvendt kulturchok

”Jeg beundrer jer”, siger en ældre herre til os, mens han diskret lægger en 10 dollars seddel på vores bord og hurtigt smutter væk. Velkommen til USA, hvor vi den første dag spiser frokost på MacDonalds. Det er ganske enkelt overvældende at komme til USA. Vi cykler pludselig på kæmpestore nye motorveje, og her er bilisterne ikke vant til, at der er andet end biler på vejene. Alt er rent og pænt, og storslået.

Vi cykler til den nærmeste fødevarebutik for at handle ind til de kommende dage på cyklen. Fødevarebutikken Wallmart kan bedst beskrives som en Bilka på speed. Vi er målløse over udvalget af fødevarer. Efter 18 måneder, hvor vi må købe den ene slags havregryn vi kan finde, kan vi pludselig vælge mellem 30 forskellige slags. Vi bliver begge trætte i hovedet af at vandre rundt blandt det store udvalg af lækkerier, som vi indtil nu ikke har haft adgang til.

Ørkenens engel

Hen på endnu en hed eftermiddag cykler vi ind i byen Langtry, Texas. Indbyggertallet er 14, og efter et døgn har vi hilst på godt halvdelen af befolkningen. Byens stolthed er et museum, som huser et gammelt værtshus fra det tidlige 1900-tal. I dette værtshus blev en af de første uofficielle domstole i det vilde vesten oprettet. Alle, der gjorde brug af domstolen skulle drikke, for det var godt for forretningen – og sikkert også stemningen i salen.

Folk fortæller os, at en mand ved navn Jesse kan hjælpe os med at finde et sted at sove. Han er kendt som ørkenens engel, intet mindre. Vi finder Jesse ved hans hus nær den store hovedvej. Grunden er fyldt med gammelt ragelse og det er tydeligt at huset har set bedre tider. Jesse ligeså. Han kommer haltende ud til os i sin beskidte orange t-shirt. Han er venlig, men vi kan ikke få os selv til at give 50 dollars for det værelse han tilbyder – det er hele vores dagsbudget. I stedet cykler vi tilbage til den gamle skole, og forsøger at finde et sted med skygge at sætte vores telt op. Efter 30 min kører Jesse forbi i sin pickuptruck. Han skal til byen, har taget en ren skjorte og cowboyhat på, og fortæller os at han har tænkt over det, og gerne vil tilbyde os et værelse kvit og frit. Han har ladet døren til værelset stå åben. Vi cykler taknemmelige tilbage til Jesses motel, og finder værelset. Om morgenen lader han os ikke forlade stedet uden ekstra drikkevand og chokolade. I sandhed en ørkenens engel.

Byens læge

Vi ankommer sent til den mindre by Estancia, som vi håber at sove i. Da vi cykler ind i byen, mødes vi af advarselsskilte om ikke at samle hitch-hikere op, fordi der ligger et ungdomsfængsel i byen. Allerede der, revurderer vi tanken om at vi kan sove i teltet i byens park, og det bliver bekræftet da vi ankommer og ser, at parken er det sted de unge hænger ud. Vi tror ikke, at det er farligt at sove der, men vi orker ikke alt postyret og larmen. Vi fylder vores 6-liters vandblære op og cykler ud af byen. To kilometer ude kommer en hvid bil susende forbi og stopper brat foran os. Ud stiger Linda, og spørger kækt ”Jeg er byens læge, er der noget jeg kan hjælpe jer med?”. Vi får lov til at sove ved hendes lægeklinik.

Hun er en imponerende dame, der i sine ferier har rejst verden rundt som læge for National Geographic. Hun tager ikke hjem, før hun har fyldt vores førstehjælpstaske op med gagebind og medicin, og kommer tilbage senere på aftenen med aftensmad sammen med sin mand Michael. Vi har en hyggelig aften og deler røverhistorier fra diverse rejser.

Warmshowers i Santa Fe

I USA rækker vores dagsbudget kun til mad, så vi sover oftest i teltet. Det er stadig hedebølge og temperaturen er ofte over 40 grader i de ørkenlignende områder vi cykler igennem i Texas og New Mexico. Vi rammer storbyen Santa Fe i New Mexico, som er kendt for sine smukke Adobe huse i gammel stil. Hele byens centrum er bygget i den gamle charmerende stil, og byen er kendt for at være progressiv.

I Santa Fe bor Matt, som vi ender med at bo hos i en uge – en tiltrængt pause fra cykling i hedebølgen. Vi har fundet ham på et website for rejsecyklister, der hedder Warmshowers. Her kan man skrive sig op som vært og gæst, og rejsecyklister fra hele verden inviterer hinanden hjem at bo. Matt bor i et skønt adobe hus og vi klikker med det samme. Det er som at komme hjem til en gammel ven, vi ikke vidste vi savnede. Vi laver mad sammen, og tager på en vandretur op i bjergene. Santa Fe giver os lyst til at blive boende, det er en dejlig by med lækre restauranter, et skønt klima og flot natur. Vi er ikke de eneste, der er charmerede af byen, og vi møder flere, blandt andre Neil fra New York City, som har en sommerresidens i Santa Fe. Vi kunne blive i Santa Fe, men tager os sammen til at cykle videre med aftalen om, at det ikke er sidste gang vi mødes med Matt.

Wapti til morgenmad

Vi er næsten overvældede af den opmærksomhed og gæstfrihed vi oplever i Texas og New Mexico, som for os er to stater, vi mest af alt kender for at have politisk anderledes holdninger end vi selv har. Allerede i de første dage i Texas, ser vi mænd, der åbenlyst bærer skydevåben på den lokale diner.

Vi mærker befolkningens frustration over den politiske splittelse, der er så tydelig i USA. Folk her føler sig misforståede, de føler, at der er langt til det Hvide Hus og at østkystens politiske prioriteter ikke harmonerer med deres dagligdag og de livsvilkår, du finder på prærien.

Den holdning møder vi blandt andet hos det unge par Leland og Alistair, der har inviteret os til at sove i baghaven. Leland steger bøf af wapti til morgenmad. En wapiti (eller elk) er en nordamerikansk hjort med et kæmpe gevir. De har sidste efterår været på jagt og har selv skudt waptien med bue og pil. Det er første gang vi smager wapti. Det smager himmelsk, særligt med den hjemmelavede chili, New Mexico er kendt for. Efter morgenmaden viser Leland os sit våbenskab, og selvom vi helst undgår at snakke politik, får vi en lang snak om, hvorfor han er ”pro-guns”. Vores holdning rykker han ikke til, men vi er overraskede over den saglighed og eftertænksomhed han snakker ud fra. Vi tager derfra med flere nuancer om emnet, end da vi kom, men er alligevel overraskede, da han åbenlyst fortæller, at han ville ønske, at der fandtes en uofficiel milits, der kan udfordre staten, når det bliver nødvendigt. Han har ingen tillid til hverken staten eller politiet, så derfor er det vigtigt for ham at kunne forsvare sig selv.

Mens vi cykler i de åbne landskaber, overvejer vi om amerikanernes holdninger måske er så store, fordi USA er landet med kæmpe vide landskaber og at der derfor er plads til store armbevægelser? Vi glæder os til at udforske det amerikanske midt-vest endnu mere de kommende måneder.