Rejsen fra argentina til Canada

Flere tusind kilometer ind i Amazonas

/0 Kommentarer/i , ,

Vi står ved havnen i storbyen Pucallpa og kigger fascineret på de mange forskellige både, der ligger til. Transportskibe, træbåde og hurtige speedbåde ligger side om side. Vores mission er at finde en båd, der kan fragte os og cyklerne længere ind i junglen til byen Iquitos.

Masser af billeder her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/jungle-tur-amazonas

Vi slentrer ned ad de små sandbelagte havnegader og får et indblik i sømændenes liv. Et hårdt liv. Flodfisk og slagtede kyllinger ligger på borde i den hede sol, klar til at blive tilberedt. Kyllingefødder ligger på grillen, en god og billig snack. Vi ser flere mænd, der sover rusen ud på fortovet. Prostituerede med korte nederdele og røde læber venter på gadehjørnerne. Mad, alkohol og sex, det er det sømændene har lyst til, når de kommer i havn. Det lyder som en gammeldags kliche, men her i Peru ser det ud til at være dagligdag i Pucallpas havn.

Vi ender med at købe en billet til en hurtig bådbus. Det tager 36 timer at komme fra Pucallpa til Iquitos uden nogen stop undervejs. Båden sejler dag og nat. Cyklerne spænder personalet fast på taget af båden og vi krydser fingrer for, at de kommer sikkert frem til Iquitos. Spændingen bliver ikke mindre, efter kaptajnen med et smil på læben siger at hvis vi ikke betaler 200 dollars, forsvinder vores cykler under turen. Vi giver ham to colaer og et smil og håber at det går.

Seks mennonitter, en abe og to danskere. Det lyder som starten på en dårlig joke, men det er virkeligheden i båden. Mennonitterne bor i kolonier i junglen, de taler plattysk og er flyttet til Peru i 2015 i søgen efter et sted, hvor de kan leve efter deres overbevisning i fred. Efter sigende missionerer de ikke. Vi forstår ikke, hvordan de kan holde varmen ud i deres overalls, skjorter og store støvler, men de ser ikke synderligt påvirkede ud. Vi sveder allerede før båden forlader havnen.

Udover passagerer fungerer båden som transport for pakker til de små landsbysamfund, der lever langs floderne i Amazonas, og vi stopper konstant for at levere pakker, alt fra bananklaser til en computer og en fodbold, til stor glæde for to små drenge, der spændt venter på flodbredden. Hver gang vi rammer en flodbred, kommer kvinder og børn fra landsbyerne ombord og sælger mad og drikkevarer. Nogle gange kommer de i både. Vi køber ris og kylling pakket ind i palmeblade og avokadoer, som vi spiser til frokost og aftensmad.

Amazonas regnskov er den største regnskov i verden, og vi har store forventninger til plante- og dyrelivet. Som det så ofte er gennem vores rejse, bliver vores idé om hvordan junglen er, nuanceret da den møder virkeligheden. Vi forventer at se dovendyr, tukaner og papegøjer i hvert et træ, men bliver hurtigt klar over, at også i det dybeste af junglen har mennesket gjort sit indtog.

Der er spor efter mennesket overalt. Skrald flyder på Amazonas floder, og der ligger flasker og mundbind i junglen. For ikke længe siden blev en båd med 70 turister taget til gidsel af et af de lokalbefolkninger, der bor ved floden i Amazonas. Det blev gjort i protest mod regeringens håndtering af et olieudslip i floden. 80.000 tons olie var blevet dumpet i den flod, de lokale bruger som bade- og drikkevand. De lokale oprindelige folk i Amazonas kæmper en meget ulige kamp for deres ret til at bo på den jord, som de har boet på i mange generationer i træk. Det er en kamp mod gigantiske oliefirmaer og et korrupt politisk system.


Iquitos


Iquitos er en peruviansk by dybt inde i junglen. Godt 500.000 mennesker bor her, hvor man kun kan komme med båd eller fly, afskåret fra resten af Peru. Byen har været rig, fordi den har produceret gummi, og fortidens rigdom afspejles i de flotte bygninger af kolonistil, der pryder den indre del af byen.

Nutidens fattigdom er tydelig. Tiggere går rundt i gaderne blandt de forfaldne bygninger. Den flotte skole trænger til en kærlig hånd. Tiggerne ved, at turisterne holder til ved promenaden, hvor fine og dyre restauranter ligger side om side, og de kommer trofast hver aften for at spørge om småpenge eller madrester.

Ofte bliver vi spurgt, om vi vil købe hash eller kokain, og det har vi ingen interesse for. Cyklen er vores narkotika, men selvom vi havde lyst, er det en dum idé at takke ja, for bare det at spørge om narkotika er ulovligt i Peru, som har en meget stram lovgivning, når det drejer sig om euforiserende stoffer – og med god grund. Der er en kæmpe produktion af coca planter i Peru og markedet for kokain er kæmpestort.

Vi holder os til en øl sammen med vores nye cykelvenner. Et fransk par, der cykler fra Argentina til Columbia. Dem mødte vi på et bjergpas i Peru, hvor de havde slået lejr i 4700 meter. Siden da, har vi mødtes flere gange på vejen. Det er altid hyggeligt at mødes med andre cyklister, som virkelig forstår, hvad det vil sige at leve på cyklen. Vi deler historier, frustrationer og glæder ved livet på landevejen.


Belen markedet


Her er mennesker overalt mellem de små boder og lugten af kød og fisk, der har lagt lidt for længe i den brandvarme sol, fylder vores næsebor. Det kræver sin mand eller kvinde at gå gennem boderne med kød, uden at være ved at kaste op af den klamme varme lugt. Heldigvis er her også andre mere behagelige dufte af frisk frugt og blomster.

Belen markedet er et af de ting, du bør besøge som turist i Iquitos. Her finder du alt fra skildpadder og eksotiske junglefrugter, f.eks. den lille sure Camo Camo, til hjemmelavet tobak. Skildpadde og krokodille er truede dyrearter og det er ulovligt at fange og sælge dem, men det går mange af de lokale ikke op i, og på markedet kan du købe det hele. En delikatesse er skildpaddeæg, men du skal tage dig i agt, for æg fra store firben ligner det samme og bliver solgt til forveksling og smager ikke lige så godt.

Af princip smager vi ikke på dyr, der er truede, men vi vil ikke dømme lokale, der hele livet har levet på denne måde. Derfor går vi nysgerrigt rundt og ser på de mange interessante boder.

Vi snakker med kvinden, der ruller cigaretter af tobak, der bliver groet i området. Stak på stak af cigaretter står side om side ved hendes bod. Hun beder os snuse til tobakken, og selvom vi ikke selv ryger, så dufter frisk tobak altså godt. Vi må gerne få en smagsprøve, men den takker vi pænt nej til. Ligeledes takker kvinden nej til at blive fotograferet, men vi er velkommen til at fotografere tobakken.


Jungleturen

På cykelturen ned til Pucallpa har vi ikke set særligt mange dyr. Det første større dyr vi ser, er et dødt dovendyr, der har måtte lade livet på grund af arbejde med elnettet. Det kan vi selvfølgelig ikke leve med, så vi booker en overnatning i en hytte længere inde i junglen og håber at vi er mere heldige der. Vi bliver hentet i en lille båd, der sejler os ud af en af bifloderne til Amazonas floden.

Vores guide hedder Danny. Han er vokset op i junglen, og ved meget om dyrene og planterne. Han deler gerne ud af sin viden, men da han fortæller at der er 100.000 mennesker i Iquitos (hvor der er 500.000), bliver vi opmærksomme på, at vi nok ikke kan stole på alle de fakta han præsenterer.

På turen ud i junglen ser vi alverdens fugle, kryb, pink delfiner og aber. To oplevelser, der skiller sig ud, er nattevandring og fiskeri efter piratfisk.

Nattevandringen er egentlig en aftenvandring, men det er bælgmørkt i junglen om aftenen og vi må have pandelamper på. Junglen er levende, særligt om aftenen og natten, hvor insekterne er mest aktive. Det summer, bipper og kravler overalt.

Vi leder efter tarantel, og Danny ved, hvor den store edderkop findes. Da hele gruppen står og beundrer en særligt flot en af slagsen, som er blå og har pink “sutsko” på, spotter Katja en sort skorpion på træstammen tæt ved Martins hoved. Hun foreslår roligt, at han lige træder et skridt tilbage, og alle gisper. Danny griner nervøst, mens han fortæller at et stik af den ville gøre ondt i 24 timer og derefter ville det stoppe med at gøre ondt, fordi man ikke ville være her mere. Han gør smerte op i timer, og har tidligere fortalt os, at et stik af en bi ville gøre ondt i 3 timer.

Piratfiskeri er sjovt, og hele gruppen bliver grebet af det, da vi får pinde i hånden med en krog og et stykke kyllingefedt. Lige så snart vi kaster krogen ud i vandet, kan vi mærke at piratfiskene begynder at gumle løs på maddingen og det kræver god timing at hive pinden op på det rigtige tidspunkt. Da en fra gruppen fanger den første fisk beundrer vi de små skarpe tænder. Katja må have arvet sin fars talent for fiskeri, for hun fanger hele tre af slagsen. Til aftensmad får vi serveret stegt piratfisk.

Turen går til Ecuador

Fra Iquitos må vi endnu engang ud på Amazonas’ floder, for nu går turen til Ecuador, det 5. land på vores rejse, og efter to dage i tre både rammer vi byen Coca og begynder den 300 kilometerlange cykeltur til Ecuadors hovedstad Quito, hvor venner fra Danmark venter på os.

Vandring på Santa Cruz trekket i Cordillera Blanca

/1 Kommentar/i , ,

Vi tager en uges pause fra cyklerne og vandrer den velkendte vandrerute Santa Cruz, som er en 42 kilometer lang tur i den snebeklædte bjergkæde Cordillera Blanca.

Masser af billeder her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/santa-cruz-vandring

Rygsækkene er pakket, cyklerne har vi parkeret i byen Huánuco og vi sidder i en privat passagerbil på vej til byen Huaraz, der ligger 300 kilometer væk. Ruten betjenes ikke af busser, fordi vejen er i dårlig stand. Efter 12 timer i en bumlende og varm bil, ånder vi lettet op da vi ankommer til byen Huaraz og priser os lykkelige for, at vores primære transportmiddel er cyklen og ikke bilen.

Næste dag har vi det som om vi har tømmermænd, og det hjælper ikke at Katja har fået dårlig mave af den omelet, vi spiste da vi ankom sent om aftenen. Vi hviler to dage på hotellet, så Katja kan komme over sin madforgiftning, før vi gør os klar til at tage på vandretur. Madforgiftning er desværre en af de ting, vi må tage med, når vi rejser i Peru. Lige nu er scoren 2-3 til Katja…

Det er muligt at vandre Santa Cruz trekket med en guide, kok og æsler, der kan bære tasker, telt og mad, men vi foretrækker at vandre selv. Derfor fylder vi rygsækkene til randen med mad til 4 dage, gasblus, gryder, soveposer, telt og hele molevitten. Vi elsker den frihed det giver at holde pauser, når vi vil, spise hvad vi vil og sætte teltet op, hvor vi vil.

Afsted

Det er helt mørkt og lidt køligt, klokken er 5 om morgenen og vi skal med en bus ud til starten af vores trek. I Peru bliver 3 1/2 time hurtigt til 6 timer, og chaufføren bliver ved med at udskyde tidspunktet for ankomsten. Klokken er over 11 da vi når til den lille bjerglandsby, hvor sporet op imod bjergene starter. Første udfordring er at finde sporet, som til at starte med bevæger sig ned til en flod gemmen små bjerglandsbyer, hvor der ingen skilte er. Vi får hjælp af en flink mand, der råber ud ad sit vindue at vi skal gå op bagom hans hus.

Nu er det bare opad på den lille sti, som er nem at følge, fordi de æsler turgrupperne bruger efterlader et spor af æselpærer. Vi følger en lille flod op gennem en fin dal og snart åbner dalen lidt op og vi ser for første gang de smukke snedækkede bjergtoppe i det fjerne.

Maverne kilder og smilene er store ved synet, men hurtigt husker vores kroppe os på, at cykelmuskler ikke er vandremuskler. Vores rygge, hofter og lægmuskler beklager sig mere og mere for hver kilometer vi går og den tunge rygsæk gnaver i skuldrene.

Den ubudne gæst

Helt færdige i kroppen, slår vi sidst på eftermiddagen teltet op ved en lille flodbred, og starter med at lave mad. Menuen står på pasta, tun, gulerod og masser af løg og ingefær. Vi får øje på et sæt øjne udenfor teltet. De stammer fra et gråt æsel, der ser så bedrøvet ud, at det er som taget ud af historierne om Peter Plys.

Æslet bliver mere og mere nærgående, og da vi giver det gulerodsskræller, får det lyst til at undersøge hvad der er i vores telt. Det stikker hele sit store hoved ind i teltet og kigger nysgerrigt på Martin, der sidder og filtrerer vand. Det er altid hyggeligt med selskab, men da æslet gentagne gange napper ud efter slangen til vores vandfiltersystem, må vi trække en grænse og Katja går ud i mørket for at jage æslet væk.

Det høje bjergpas

Den største udfordring på ruten er et 4700 meter højt bjergpas. Efter mange måneders cykling i de høje bjerge, er vi akklimatiserede og vant til at være oppe i den højde, men alligevel er det hårdt de sidste 300m op mod bjergpasset. Vejen går stejlt op ad på store klippeflader, hvor vores efterhånden slidte sko, har svært ved at få fat. Overalt er der udsigt til store flotte bjerge. Vi kan se de mørke skyer samle sig uden foran dalen, og vi ved at der er uvejr på vej, så vi skynder os op til passet. Oppe på passet tager vi et par billeder og så er det ned igen, for bag os kommer mørke skyer tættere på.

Ubeskriveligt smukt

Det absolutte højdepunkt på vandreturen er, da vi sætter teltet op lige neden for ét af de smukke sneklædte bjerge. Teltpladsen har vi for os selv, fordi vi går ruten uden for turistsæsonen. Vi må dog vente med at nyde den gode udsigt til morgenen efter, fordi uvejret har indhentet os og regnen begynder at styrte ned. Det er som altid hyggeligt at ligge i teltet og spise chokolade og drikke te, mens regnen hamrer løs på yderteltet og vores trætte ben får et velfortjent hvil.

Vi elsker at cykle, men vi er også helt pjattede med at vandre, og den smukke tur gennem bjergene giver os fornyet energi. Vandring bringer andre tanker frem, og vi bruger meget af turen på at snakke om fremtiden og lægge eventyrlige planer. Men for nu, skal vi videre på vores cykeltur, hvor Amazonas regnskov venter.

Peru Great Divide – Oppe i bjergene, over skyerne

/0 Kommentarer/i , ,

4994 meter står der på vores GPS. Det er det højeste vi har og kommer til at være på turen, og tanken om, at vi selv har bragt os op i knap 5000 meters højde på cykel, gør os stolte og glade. Vi cykler i Perus bjerge langs små grusveje på en cykelrute, der hedder Peru Great Divide.

Se masser af billeder fra peru her: https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/titicaca-til-great-divide og her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/great-divide-til-junglen

4994 meter oppe

Bjergpasset op til knap 5000 meter er særligt hårdt med masser af nålesving og stejle stigninger. Da vi tror vi endelig er oppe, gemmer der sig en lille nedkørsel og to nålesving om hjørnet, før vi når den rigtige top. En snydetop, som vi kalder de toppe, hvor vi overraskes af endnu en top. Puha, vi pruster. Vi bliver nødt til at tage det stille og roligt og cykle 20 højdemeter ad gangen for derefter at få vejret igen. Selvom vi har cyklet i bjerge og på højsletten i flere måneder, og er godt akklimatiserede, mærker vi manglen på ilt i den svimlende højde.

Vi fejrer ”sejren” med et kys, en kiks og et billede af os begge taget med spejlreflekskameraet. Martin kravler det sidste stykke op af klipperne for at sætte kameraet, og vi jubler, da han højst sandsynligt står i 5000 meter.

Legendarisk cykelrute

Peru Great Divide er en uformel cykelrute gennem Perus bjerge, udarbejdet af et engelsk par, og er nu så velkendt, at det er et trækplaster for eventyrlystne cyklister fra hele verden. På trods af det, mødte vi blot 3 andre cyklister på de 380 kilometer vi fulgte den 1200 kilometer lange rute. Ruten er kendt for at være øde og den følger mindre grusveje gennem Perus bjerge. Du cykler derfor i smuk natur, uden at møde alt for mange biler. Enhver cyklists drøm. Den del af ruten vi har cyklet, indeholder intet mindre end 8500 højdemeters cykling. Ikke alle cyklisters drøm, men vi elsker det. Vi cykler op ad et bjergpas på mellem 4400 og 5000 meter og så helt ned til 3000 højdemeter igen. Det gentager vi ca. én gang dagligt, udover et par dage, hvor vi konstant cykler i over 4300 meters højde.

Kolde nætter

Vores varme handsker, jakker og soveposer ligger øverst i cykeltaskerne, for om natten er det koldt oppe i højderne. Vi stopper tidligere en dag – ved 15tiden. Vi er begge trætte efter mange dages hård cykling, og vi finder en fin sø at stoppe ved i 4500 meters højde. Vi sætter teltet op, synlig fra vejen denne dag, fordi vi ikke kunne finde et godt gemmested. En bil stopper og en mand i joggingtøj kommer gående ned mod os. Han giver os et sødt anisbrød, og spørger os om vi er sikre på, at vi vil sove der, fordi det bliver meget koldt om natten. Vi forsikrer ham om, at kulden er vi vant til, og at vi har gode soveposer. Da solen går ned et par timer senere, mærker vi, at han har ret. Dette sted er koldere end de andre steder vi har sovet og vi må krybe ned i både allroundsoveposen OG sommersoveposen for at holde varmen. Allerede da vi går ud for at børste tænder senere på aftenen er der frost på teltet og natten er bidende kold.

Aldrig alene

Vi har lært, at I Peru er vi aldrig alene. Lige meget hvor langt ude i bjergene vi cykler, møder vi mennesker, små landsbyer eller hyrder, der trofast passer deres lamaer, alpakaer og får. Selvom vi selv synes at vi gemmer os godt, når vi camperer, sker det, at vi vækkes af et ”Buenos Dias” (på dansk godmorgen) af en morgenfrisk rytter, der er på vej hen til sine dyr.

En morgen, får vi uanmeldt besøg af en gut på scooter, som er på vej til sit arbejde ved en nærtliggende dam. Vi står og børster tænder, da han kører helt hen til vores telt, som ligger bag nogle bakker godt 200 meter fra den lille grusvej vi kommer fra. Han tager som det første fat i vores telt og spørger ”Er teltet til salg?”. ”Hvad koster det?”. Vi forklarer at teltet ikke er til salg, da vi selv skal bruge det. Hvilket burde være åbenlyst, set i lyset af situationen. Men han insisterer på at få prisen på teltet. Teltet koster lige så meget som hans scooter og han erkender, at det nok ikke lige er vores telt han skal købe.

Ørredfarmen

Efter alt for mange dage med pasta og tun til aftensmad, bliver vi forkælet af Jennie. Vi er stoppet på en ørredfarm, hvor vi har fået nys om at andre cyklister har fået lov til at slå teltet op. Det er gratis, hvis vi køber aftensmad hos den lille restaurant, der er på området. Vi går all in og bestiller to retter ørred hver. Jennie stiller ikke spørgsmålstegn ved vores bestilling. Hun må have prøvet det før, for cyklister, der cykler bjergpas dagligt, er sultne. Vi spiser friturestegte ørreder og en ørred-”chicharron”, som er en ret med stykker af ørred med ris og kartofler. Om aftenen går vi mætte og glade i soveposerne til lyden af den rislende flod.

Vores eventyr på Peru Divide er færdig efter 10 dage i nogen af de smukkeste omgivelser i Sydamerika og junglen venter os.

Bolivia – Med bowlerhat, på marked og forbi miner

/1 Kommentar/i , ,

Efter lagunaruten har vi fået nok af grusveje for en stund, og vi vil gerne opleve kulturelle Bolivia, så vi cykler mod byerne Potosi, Sucre og Oruro, der alle summer af liv.

Se alle billeder fra Bolivia her

Vi ser mange kvinder, der går fra landsby til landsby i deres traditionelle tøj, bowlerhat, laksko og farverige kjoler. De går mange kilometer om dagen. Fordi mange i Bolivias landområder ikke ejer en bil, er det kutyme at give hinanden et lift for en skilling. En kvinde joker med os, at hun gerne vil med på ladet af cyklerne. Bolivianerne er ikke uden humor, og den mærker vi særligt, da vi stopper i byernes markeder, hvor vi ofte får en sjov kommentar eller et grin med på vejen. Vi bliver grint mere af, end med, fordi mange synes at det er sjovt at vi er så høje.

Der er ikke dét, der ikke bliver solgt på markeder i Bolivia og det er nærmest umuligt at finde et reelt supermarked andre steder end i storbyerne. Derfor køber vi næsten alle vores madvarer, sæbe og diverse på markederne. Markedet er opdelt i sektioner. Grøntsager, frugt, møbler og elektronik er normale sektioner, og blandt de mindre gængse er heksemarkederne, hvor vi finder naturmedicin, slanger i glas og indtørrede lamafostre. Lamafostrene giver held, og de brændes ofte ind i fundamentet af nye bygninger, for at give beboerne beskyttelse. Heksene sælger også kasser med ofringer, som Bolivianerne brænder af til ære for Pachamama (moder jord) for at takke for den frugt og mad, som er givet til os fra jorden.

Mineland

Bolivias største indkomst er fra deres miner og minerne sætter sit præg på både natur og mennesker i det smukke land. Særligt i de områder, hvor der ligger miner er folk fattige og lever under svære vilkår. Minerne forurener floder, og generelt er der vandmangel i Bolivia, fordi minerne bruger alt vandet til at udvinde de ressourcer, vi bruger i overflod i vesten. Vi besluttede hurtigt, at vi køber vores drikkevand, da vi ikke stoler på vandet fra bjergene. Vi bruger dog stadig vandet til at lave mad og flere gange har vi oplevet situationer, hvor vandet har været fyldt med sæbe, fordi folk længere oppe af bjerget vasker deres tøj, biler, tæpper i floden.

Byen Potosi er kendt for sin kæmpe sølvrigdom. Sølvet har de spanske kolonister sejlet til Spanien, og nu er det et sted som så mange andre, hvor håbet om rigdom er det eneste tilbage. Folk er slidte og man kan se at de lever et hårdt liv.

Frisk brød = lykken

”Hay pan” (Vi har brød) råber en ung boliviansk kvinde, der står ved en simpel bod langs hovedvejen til Sucré. Forførte af duften af friskbagt brød, stopper vi. Det er sen eftermiddag og vi er trætte og ømme i benene efter en lang cykeltur på 6. dag gennem det bjergrige landskab. Vi spotter røg nede ad bakken hvor en mand bakser med at få 100 nybagte brød ud af stenovnen og køber to friskbagte brød fra den smilende kvinde.

Mens vi spiser vores brød, fortæller, kvinden, der hedder Alinda, at familien bager og sælger brød hele dagen. Familien sælger 800 brød om dagen, fortæller hun med smil i de brune øjne. Det er tydeligvis en god forretning, selvom det er hårdt arbejde. Vi køber to brød mere og Alinda spørger hvor vi skal hen. Da vi fortæller at vi leder efter et sted at slå vores telt op, er hun hurtig til at tilbyde os et værelse i familiens hus.

Mens familien bager og sælger brød hele aftenen, laver vi vores egen mad. Deres to-årige datter bliver lagt i seng mens brødet er i ovnen. Der er ikke tid til leg med datteren eller hyggesnak med os, for der skal bages og når brødet er i ovnen bliver nye brød gjort klar. Sådan går hele aftenen indtil vi lægger os til at sove.

På vej mod Sucré taler vi om oplevelsen og om hvordan vi gentagne gange bliver mødt af venlige og hjælpsomme mennesker på vores vej. Mennesker, som tydeligvis har et hårdt arbejdsliv, men som stadig har et glimt i øjet, et smil på læben og som gerne vil hjælpe to tossede cyklister.

Ofring til Moder Jord

Bolivias folk er meget tro gamle traditioner. Vi hører ofte om Pachamama “moder jord” og en aften på vores hotel i Sucre kommer moder jord helt tæt på. Pludselig er vores værelse fyldt med røg og hele hotellet er dækket af røg. Martin løber ud for at se om der er noget der brænder og jo der er noget der brænder, en kæmpe ofring til Pachamama i hotellets gårdhave, så ingen farer bare en gave til moder jord.

Sucre en smuk by som er på UNESCOs verdensarvsliste og derfor bliver passet godt på. De smukke hvide huse pryder midtbyens smalle veje og der er storslåede klostre på næsten hvert et hjørne. Byen er meget idyllisk og man tror næsten man er i Spanien.

Hvor kan vi sove i nat?

Også i Bolivia cykler vi langs med Andes bjergene og det kræver mange højdemeter op og ned hver dag, vi møder mange små landsbyer og de fleste hilser pænt eller råber ”gringo” efter os. Gringo var oprindeligt et udtryk for den hvide amerikaner, men bruges nu også om folk fra Europa.

Gennem hele Bolivia har vi haft held med at finde et sted at sove. Enten et sted at sætte teltet op hos en familie, eller et lille værelse eller hotel. Derfor overrasker det os, da vi en dag bliver udfordret på at finde et sted for natten. Sent på eftermiddagen stopper vi i en landsby og spørger om vi må sætte vores telt op. Efter lang tids snakken frem og tilbage, er svaret at vi må cykle over til naboen og spørge dem. En lille dreng kommer løbende, han har fanget en fugl med sin slangebøsse. Fuglen skal familien spise til aftensmad fortæller han, før han stolt giver Martin lov til at tage et billede af ham og fangsten. Vi cykler over til naboen og får samme svar. Næste hus vi prøver er svaret spørg i næste by på den anden side af bjerget. Trætte cykler vi videre og vi er lidt pressede, fordi det næsten er mørkt og vi allerede har cyklet mange højdemeter den dag. Vi bliver hurtige enige om, at vi ikke kan nå over bjerget i dag.

Ikke alle vildcamperingssteder kan være lige fede, og vi finder til sidst et fladt sted på en grusgrav lige ved siden af den store vej. En fuld mand får forbi og råber ad os, og vi er ikke begejstrede for at ligge til fuldt skue, særligt efter at have mærket den trykkede stemning i landsbyen, der kun ligger en kilometer væk. Udover lastbilernes larm natten lang, endte vi med at få en okay nats søvn. Vi fandt aldrig ud af hvorfor vi ikke var velkomne i den lille landsby, men vi kunne læse os til at området vi var i et af de fattigste områder i Bolivia. Ikke at det har stoppet gæstfriheden før, men måske disse mennesker ikke kunne overskue at havde fremmede i nærheden.

Bolivia har indtil nu været det land på turen, der har overrasket os mest med mad, mennesker og natur. Da vi krydser ind over grænsen til Peru, har vi begge en følelse af, at vi ikke er færdige med at opleve det skøre, smukke land.

Magiske Machu Picchu og besøg fra Danmark

/0 Kommentarer/i , ,

Vi har parkeret cyklerne i Uyuni, Bolivia og stikker snuden mod Peru, hvor vi skal mødes med vores veninde Sabine og hendes søskende Anna og Jeppe.

Da vi planlagde besøget, troede vi, at vi allerede ville være i Peru på cyklerne, men fordi vi har valgt at cykle i det øde sydvestlige Bolivia, har vi brugt mere tid end forventet. Derfor lader vi vores cykler stå i Uyuni i Bolivia og rejser de 1500 kilometer til Cusco i Peru med bus. Det er en tur på godt 30 timer i fire forskellige busser.

Magiske Machu Picchu

Machu Picchu er Perus største turistattraktion. Det ses tydeligt på byen Cusco, som ligger ca. 80 kilometer væk fra den berømte ruin. Cusco bobler af liv, og vi ser flere turister end Peruvianere gå rundt i den gamle bys historiske gader. Allerede i Cusco får du et indblik i Inkaernes historie, da byen oprindeligt var Inkaernes hovedstad før Spanien koloniserede Peru og rev store dele af byen ned. Spanierne byggede kirker og andre bygninger på fundamentet af Inkaernes karakteristiske stenbygninger.

Turens højdepunkt er den fire dage lange vandretur ad Inkastien til Machu Picchu. Fordi vi er i en national park, er det et krav at alle turister følges med en guide og portere til at bære telte og mad. Det betyder at ca. 500 mennesker træder stien hver dag, 200 turister og 300 lokale guide og portere. Porterne bærer telt og mad og hele ni portere bærer vores mad og udstyr. Hver dag laver de frokost i spiseteltet, som de sætter op før vi kommer frem, og om eftermiddagen laver de vores lejr og serverer os tre retter til aftensmad. Det er luksus, men samtidig lidt for meget postyr for to cyklister som os, der er vant til at bære på vores egne ting og være fri til at slå teltet op hvor vi ønsker. Vi har det lidt svært med at se på, hvordan mændene slæber for os. På den anden side, skaber det arbejdspladser for mændene i lokalområdet. Vi må ikke gå Inkastien uden alt hurlumhejet, så vi får det bedste ud af det.

Inkastien er den oprindelige rute til Machu Picchu, som Inkaerne selv lavede og vi mærker historiens vingesus, da vi står oppe på det første bjergpas, den døde kvindes pas, på 4300 højdemeter og ser ned på de 3000 trin, der skal føre os næsten hele vejen ned til Machu Picchu. Passet hedder den døde kvindes pas, fordi det har udsyn til et bjerg, der ligner en kvinde, der ligger på ryggen. Vi ved ikke helt, hvorfor hun er død, men vi har en mistanke om, at det er alle de trapper vi netop har brugt næsten hele dagen på at gå op ad, der har taget livet af hende. Vi er i hvert fald alle medtaget efter at have gået, hvad guiden siger er rutens hårdeste etape.

På vandreturens andensidste dag, kommer vi rundt om hjørnet, og hører noget pusle i den tætte skov, hvor bladene bevæger sig. Bagbenene og halen af en stor bjergkat kommer til syne og med ét er vi alle musestille. Bjergkatten forsvinder dybere ind i skoven, men vi kan se den bevæge sig i en cirkel bagom os. I håbet om at få endnu et kig på det flotte dyr, følger vi efter lydene med bankende hjerter, men vi ser ikke bjergkatten igen.

Høje på naturoplevelsen går vi resten af vejen til aftenens lejr, som ligger ved indgangen til den sidste del af den fire dage lange vandresti. Den sidste dags vandring er kort, men dagen er lang, fordi vi står op kl. 3 om natten og stiller os i kø til indgangen til den del af vandrestien, der fører til Solporten, hvor vi for første gang har udsyn til Machu Picchu. Vi er de første, der sidder os i kø til indgangen, og det er vigtigt, fordi der er 200 andre turister, der også går på Inkastien til Machu Picchu den dag.

Vi er også de første, der når Solporten den morgen, og kan nyde den fantastiske udsigt over… skyerne. Det er overskyet, da vi forpustede kommer frem efter at have småløbet hele vejen gennem den mørke regnskov i lyset fra vores pandelamper. Kort efter letter skyerne dog og vi får det første kig på Machu Picchu. Vores guide Jorge, giver os en grundig rundvisning af området og vi er helt høje af at opleve dette fantastiske sted efter fire dages hård vandretur – og så med vores venner fra Danmark.

Efter et par dages velfortjent afslapning i Cusco siger vi farvel til Sabine, Anna og Jeppe og tager med bus tilbage til Uyuni. Vi pakker cyklerne og gør klar til eventyr i Bolivia.

Sur Lípez og Salar de Uyuni

/1 Kommentar/i , ,

Vi står ved Chiles grænse til Bolivia i 4800 meters højde. Det blæser og kulden kryber ind under vores regnjakker. Vores cykeltasker ligger på jorden, og vi bærer cyklerne ned fra pick up trucken, som har kørt os op til grænsen. For blot en uge siden cyklede vi forbi samme grænse på vej ned mod San Pedro de Atacama, hvor vi har holdt hviledage og forberedt os på de første 12 dages cykling i Bolivia.

Se alle billeder fra Bolivia her

Når vi krydser grænsen, ligger vi seks måneder i Argentina og Chile bag os. Det er spændende at stå på grænsen af det mere udviklede Sydamerika og kigge på Bolivia, det fattigste land vi besøger på hele vores rejse. Vi krydser ind i det sydvestlige Bolivia, som er øde og goldt, men med naturformationer man ikke finder mange andre steder i verden. Vulkaner, der er over 6000 meter høje og søer med de flotteste farver af grøn, blå og rød.

Vulkaner, varme kilder og sandveje

Martin har længe drømt om at cykle på Lagunaruten i det sydvestlige Bolivia. Ruten er berømt for fantastisk natur og berygtet for de barske vejrforhold, ufremkommelige veje, kolde nætter og øde natur, der alt sammen ligger i over 3500 meters højde. Vi har købt mad ind til seks dage, og er klar til 12 dage i smuk natur.

Lagunaruten giver os kamp til stregen. Det er den hårdeste rute vi har cyklet. Højden og kulden gør alt dobbelt så hårdt, men også tre gange så smukt, så vi nyder hver dag selv om vi knokler.

Mange turister tager turen sammen med en guide. Fordi der er turister, er der også overnatningsmuligheder, som vi bruger. De fleste hoteller er uden varme og varmt vand og vi må krybe i vores dunjakker og soveposer for at holde varmen, selvom vi sover indenfor. Vi har mulighed for at få mad, men kun hvis der er turgrupper, der også bor på hotellet. Det er nemlig dem, der kommer med maden, og som regel er der også nok pasta med kødsovs til et par sultne cyklister.

Efter 2 dage kommer vi til en varm kilde, hvor der ligger hele tre gæstehuse og en lille butik. Hurra for Pringles og Coca Cola, efter en dag, hvor vi har måtte trække vores cykler gennem sand flere kilometer ad gangen. Vi finder et sted, hvor vi kan sove, men der er ikke noget mad, så vi tænder op i brænderen og laver pasta med tun. Hotelmutter fortæller, at der er en kæmpe storm på vej og vi tjekker vejrudsigten på vores satellit sender. Rigtig nok der er en storm på vej næste dag, men vi mener godt vi kan komme over bjerget inden stormen kommer. Og hvad er lidt vind, når man har cyklet i Patagonien i modvind?

Næste dag har vi cyklet 5km på 2 timer, da vi giver op og vender næserne ”hjem” til gæstehuset ved de varme kilder. Der er hård modvind og det er -12 grader. Vi har ingen chance for at nå at cykle op over bjerget, som er over 4900m højt inden det bliver mørkt. Vi er fanget af stormen de næste to dage, inden vi kan tage af sted igen.

Mød os på saltsletten

Efter to ugers cykling på Lagunaruten, når vi ét af turens absolutte højdepunkter, verdens største saltslette Salar de Uyuni. Vi har fået nys om, at vores gode amerikanske cykelkammerat Jace, som vi allerede har tilbragt tid med flere gange på vores rejse er i nærheden af saltsletten.

Dagen før vi når det store hvide landskab, sover vi i telt i baglokalet af en butik hos en sød Boliviansk familie, der også sørger for aftensmad til os. For første gang i to uger har vi Wifi, og vi sender Jace et koordinat med et mødested midt på Salar De Uyuni, hvor, hvis alt går godt, vi kan finde hinanden og slå lejr sammen.

Hos familien køber vi et halvt kilo lamakød direkte fra fryseren. Vi drager afsted med vores frosne klump kød mod saltsøen med forventningsglæde og spænding i maven. Der findes ikke et lignende sted i verden og vi glæder os til at se det med egne øjne.

Saltsletten indfrier vores forventninger og mere til. Vi har en følelse af at cykle på sne, fordi alt er hvidt, men det er ikke sne, men salt, der knaser under vores hjul, mens vi cykler ud i det tilsyneladende uendelige hvide landskab. Luften er klar og frisk og solen bager ned på os med +25 grader. Vi bruger ekstra solcreme og er taknemmelige for vores solbriller, som beskytter os fra at blive sneblinde – eller saltblinde.

Vi cykler 40 kilometer ud i det hvide landskab uden at se eller høre andre. Her er helt stille. Du ville kunne høre en knappenål falde til jorden. En sådan stilhed er en luksus i denne verden fuld af lyde, farver og indtryk og vi nyder det fuldt ud. I horisonten kan vi skimte to bjergtoppe, som vi bruger til at navigere efter.

Midt på eftermiddagen spotter vi en sort prik i horisonten. Da vi kommer tættere på, kan vi se, at det er Jace og hans telt. Han har fundet koordinatet og vi har fundet hinanden på 10.000 kvadratkilometer! Vi jubler, vinker som gale og sætter farten op indtil vi når hen til vores lejrplads for i aften.

Festmåltid på saltsøen

Vi starter brænderen og forbereder mad. Vi får popcorn til forret. Det er en tradition, når vi mødes med Jace. Vi tilføjer salt fra saltsletten og nyder popcornene i solen med udsigt til den store hvide overflade. Jace har læst vores tanker og medbragt en masse friske grøntsager fra byen. Vi har levet i ødemarken de sidste 14 dage uden friske grøntsager, så vi er på toppen over at lave et sundt måltid. Tilsat vores klump kød og de øl, som Jace også har med (han er en stjerne), er der lagt op til et stort festmåltid.

Som solen går ned, og fylder horisonten med røde og lyserøde farver, må vi flytte ind i teltet og spise, fordi temperaturen med det samme falder til frysepunktet. Vi gør klar til endnu en kold nat i teltet med ned til minus 10 grader.

Næste morgen vågner vi med solopgangen. Vi vinker farvel til Jace og cykler sydøst på mod byen Uyuni. En halvstor, men beskidt og støvet ørkenby, der lever af saltsletten og de turister der kommer hertil. Vi spiser på Minuteman, et pizzaria som alle, der er i Uyuni, bør besøge. Særligt pizzaen Spicy Lama kan vi anbefale.

Op i højderne det nordlige Argentina

/1 Kommentar/i , ,

Mulighederne er mange og vi vil se mere af Argentina. Vi sidder ved bordet på vores hostel i Salta, en smuk by i Argentina. Vi har cyklet gennem Argentina fra Patagonien og sidder nu her og skal vælge vejen videre.

Link til en masse billeder fra nord Argentina


Det var nødvendigt at komme til Salta, da Martin kort efter vi cyklede fra Mendoza på en nedkørsel slog sin tand, dette blev til en tandrod det havde taget skade og gik i betændelse. I Salta blev tanden fjernet og vi skulle vente på at det helede igen.
I Salta hyggede vi os gevaldigt med nye bekendtskaber, god mad og besøgte museer. Vi fik besked om, at vores ven fra vejen, Jace, havde nået sit mål Ushuaia og overvejede at komme til Salta. Så vi ventede på Jace og havde nogle hyggelige dage sammen.

Vi cyklede fra Salta med en halv aftale om at mødes med Jace på cyklerne i byen Jujuy. Vi skulle først forbi Ted, en amerikansk gut, som vi havde mødt i Salta og som havde inviteret os hjem til ham i La Caldera. Vi tilbragte en hyggelig dag hos Ted med snakke om livet og gadehunde. Han har 5 hunde, som han har taget ind fra gaden.

Uden for Jujuy har vi fundet et lille fint hostel hvor vi venter på Jace og Peter, Peter havde hørt om vores planer om at cykle op i nord Argentina og ville med, så han lejede en cykle og cyklede med Jace fra Salta.
Vi lavede masser af mad så da de kom kunne vi hygge og spise. Næste dag pakkede vi cyklerne og cyklede mod første stop, byen Purmamaca og det 7 farvede bjerg. Vi havde en dejlig dag med høj sol, fandt en lille frokostrestaurant i byen Volcan. Her grinte de af os høje danskere og lavede en joke med Katja. “Hvordan kan du stå, når det blæser så høj som du er med de små fødder” og så grinte alle endnu mere.

I Purmamaca fandt vi med besvær et lille værelse til os alle fire. Byen var fyldt med argentinske turister da det var en lang weekend så mange var på tur.

Peter cyklede tilbage til Salta og vi 3 videre mod Tilcara en nordargentinsk by med flotte adobehuse og masser af god mad. Her vandrede vi ud til djævelens hals en dal med et vandfald, først gik vi forkert og ville klatre op af klipperne, men på vej op ad den stejle klippevæg enige om at det var for skørt og gik tilbage til sporet og den rette vej.

Vi var på vej op mod den argentiske højdeslette og for at stille og roligt at vænne os til højderne, valgte vi at blive et par dage hvert sted så vi i små skridt gik fra 1000moh til 3000moh. I byen Humahuaca tog vi en bil op og så det flotte bjerg med 14 farver som ligger i 4500moh så den oplevelse var også med til at vænne os til højderne.

Fra humahuaca satte vi pilen mod vest og indover de flotte Andesbjerge, det betød at vi skulle op i 4200moh og meget øde landskab, så cyklerne blev godt pakket med mad og vand. Vi var heldige at finde frokost i en lille mineby oppe i 4000moh, hvor vi fik en bøf og ris til små penge.

Så skulle vi ned mod Argentinas saltsøer og videre mod vest her fandt vi asfalt igen, men også vores gamle ven – den stærke vind fra vest. Det krævede nogle dages cykling i stærk modvind mod grænsebyen Jama, hvor vi måtte sove i ruiner for at finde læ for vinden. Men heldigvis fik vi en vindstille dag mod byen Jama. Her havde vi forventet at tage en hviledag og Jace ville cykle alene videre. Men det viste sig at være en by uden noget som helst og de steder vi kunne have boet var optaget af arbejdere. Så vi fandt en forladt bygning og slog teltet op der.

Det var koldt i Jama nok -15 grader om natten. Så næste morgen blev vi enige om at tage turen mod Chile samme dag istedet for at tage en hviledag. Jace var taget tidligt afsted og ville cykle hurtigt mod San Pedro de Atacama, som var vores endemål i Chile. Vi skulle lige handle lidt ind og krydse grænseposten. Vi fik hurtigt købt mad til 3-4 dage som vi regnede med det ville tage at krydse ind i Chile og mod San Pedro de Atacama. Men grænsen tog os 5 timer at krydse, så vi kom sent afsted. Vi vidste at vi skulle op i 4800moh med en lang stigning med nogle små bjerge på vejen. Så vi var ikke glade for at starte sent, men heldigvis var der ikke så meget vind så vi kom derop og fandt et sted med lidt læ for den vind der kom om aftenen. Det var koldt og helt øde her, mere end vi havde oplevet før.

Om morgenen var alt iskoldt -15 grader og det at komme op var hårdt, men solen kom hurtigt på teltet og varmede op, det hjalp meget. Afsted videre vi havde første store stigning op til de 4800moh og ville gerne lidt ned inden vi skulle finde en plads til teltet. Vi kom godt over de 4800moh. Det var hårdt og tungt men ikke så slemt. Så kom vinden dog og gjorde resten af dagen et værre slid, vi kunne ikke finde læ og uden andre muligheder slog vi teltet op på et udsigts platform med en mur der gav lidt læ. Her mødte vi en gruppe på tur i området og guiden Filipe bød os på en varm kop te og et æble. Vi sov nogenlunde her i 4600moh koldt igen men det gik med en flaske med varmt vand i soveposen.

Herfra skulle vi igen op over 4800moh men med en lang stigning og stærk modvind det var en kold og hård dag. Katja punkterede om morgenen i modvind og -12 grader puha Martin var ikke superglad for at skulle lappe dæk der.

Pludselig stod vi og kiggede ud over Atacama ørkenen nede i 2600moh og vi i 4800moh det var vildt og vi var så glade for at skulle ned ad igen. Vi cyklede forbi grænsen til Bolivia som vi havde snakket om at krydse, men vel vidende at den tur ville være mere udfordrende, så vi aftalte at det måtte vi først snakke om efter en nats søvn og god mad i San Pedro de Atacama. Katja havde flere gange gennem de sidste dages stærke modvind tænkt at hun aldrig skulle op på det højplateu igen, men da vi dagen efter vågnede veludhvilede i San Pedro de Atacama, aftalte vi allerede før vi stod ud af sengen at vi selvfølgelig skulle krydse grænsen ind til det øde Bolivia.

Villavicencio Naturreservat

/1 Kommentar/i , ,

Seks år tog det at bygge grusvejen, som snor sig op ad det 2950 meter høje bjergpas. Vi cykler gennem det privatejede Villavicencio Naturreservat, som udover den berømte grusvej gennem bjergpasset huser Danones produktion af mineralvand.

Efter 10 dages pause i storbyen Mendoza, er vi ambitiøse og planlægger at cykle op ad det højeste bjergpas på vores tur indtil nu. Det ligger i naturreservatet Villavicencio. Vi kommer sent afsted første dag, fordi Katjas cykel er punkteret – igen. Og vi beslutter os for, blot at cykle 20 kilometer ud til en campingplads lige uden for byen. Da vi kommer derud, indser vi, at det ikke er en offentlig campingplads. Heldigvis giver vagten os lov til at komme ind og slå teltet op alligevel, og vi får lov til at ligge inden i fællesbygningen, fordi det bliver koldt om natten. Senere på aftenen kommer vagten og siger, at vi ikke skal betale noget for at sove der, og hvis den anden vagt i morgen spørger efter penge, skal vi sige nej.

Næste dag cykler vi videre op ad bjerget. Den første dag skal vi cykle 800 højdemeter op, for at komme til parkbetjentenes station, hvor vi håber vi må sove. På vej derop, bliver vi overhalet af en bil, som stopper. Ud træder en kvindelig parkbetjent, som fortæller os at vi bare skal komme op til parkbetjentenes hytte og så kan vi sove der.

Villavicencio er, udover at være et naturreservat, hjemsted for Danones produktion af mineralvand på flaske af samme navn. I mere end 100 år er der solgt vand fra naturreservatet Villavicencio, som Danone overtog i 1999. Derfor overrasker det os, at vi ikke kan finde drikkevand på ruten. Hverken hos parkbetjentene, hvor vi sover den første nat, eller på resten af turen over bjergpasset. Danone har dog ikke samme problemer som os med at finde vandet, som er det, der bliver solgt mest af på flaske i Argentina.

Parkbetjentene må leve uden vand fra hanen, men har til gengæld adgang til vand på flaske ad libitum. Da vi spørger efter vand, giver den overordnede parkbetjent os ikke mindre end 24 ½ liter flasker vand, som vi bruger til at lave mad og tager med op på bjerget som drikkevand. Det niver i vores hjerter, når vi tænker på det spild af ressourcer det er at tømme 24 flasker vand, og vi foretrækker til enhver tid at vores vand kommer direkte fra bjerget.

Sneglende til toppen

Dagen efter går turen op på bjerget. 1500 højdemeter skal vi cykle. På vej op ad bjerget, overvejer Katja om det kommer til at tage os seks år at nå toppen. Vejen er en del af ruten Los Caracoles, som i kolonitiden forbandt havnen i Buenos Aires i Argentina, med havnen i Valparaíso i Chile. Los Caracoles betyder ”sneglene”, og sneglen er et meget passende billede på, hvordan det føles at bevæge sig mod toppen på cykel.

På vejen op ad bjergpasset ligger det storslåede hotel Hotel Termas de Villavicencio, som de fleste argentinere genkender fra tegningen på Danones flaskevand. Hvis du synes det lyder som en drøm at sove i en seng og bade i de termiske bade efter en lang dag på cyklen, så skuffer hotellet. Det 80 år gamle hotel, fungerer i dag kun som en turistattraktion.

Fra 1940 til 1978 var hotellet i drift og en yndet destination for velhavende Argentinere og udlændinge, der kom for at nyde de termiske bade og deres helende egenskaber. Ved ankomst blev gæsterne konsulteret af hotellets læge, der gav vejledning om, hvordan de termiske bade skulle benyttes ud fra gæstens helbred. Det siges, at hotellet skulle bookes i mere end et år i forvejen så populært var det.

Vi booker aldrig noget i forvejen, så selvom hotellet havde været i drift, måtte vi pænt cykle videre. Hvem har også lyst til lade sine ømme benmuskler og trætte krop synke ned i et skoldhedt vandbad? Vi må nøjes med et varmt brusebad, når vi er så heldige at finde sådan et.

Turen op på bjerget er sindssyg smuk, og vi får et glædeligt gensyn med vores yndlingsdyr fra Patagonien: guanacoen. Der er massevis af det sjove dyr på vej op på bjerget. Adskillige skilte advarer os om pumaen, men vi er ikke heldige nok til at få et glimt af det spektakulære dyr. Guiden, som arbejder som formidler for skoleklasser og besøgende hos parkbetjentene fortæller os, at hun i de 9 år hun har arbejdet i Naturreservatet aldrig har set en puma, og at hun vil tage det som et tegn på, at hun skal stoppe med at arbejde der, den dag det sker.

Mad og bad i sigte

Vi cykler gerne 30 kilometer længere, hvis vi med 50 procent sikkerhed ved, at der er et varmt brusebad eller mad i sigte. De ekstra kilometer vi er villige til at cykle, stiger eller falder afhængig af om det er en salat, en burger eller en bøf vi kan sætte tænderne i. Denne dag er vi motiverede ved udsigten til at finde mad, som ikke er pasta og chorizo. Pasta og chorizo er vores go-to mad på de cykeldage, hvor vi camperer, så det spiser vi ofte.

Desuden må vi ikke sove i naturreservatet, så vi skal ned fra bjerget. Ned fra bjerget burde ikke være et stort problem, for tyngdekraften er med os. Efter 4000 kilometers cykling kan vi konstatere, at nedkørsler ikke er så ligetil som man skulle tro, og særligt ikke når vejen består af sand og løs grus. Sådan en nedkørsel kræver koncentration og koncentration er ikke det vi har mest af efter 8 timers cykling op ad bjergpasset på en varm og solrig dag.

Men ned kom vi og vi ramte jackpot og fandt en seng, et varmt bad og pasta og pizza hos italienske Fabio, som glad fortæller os, at i hans vandhaner er der mineralvand fra bjerget. Og at vi må bruge så meget vi vil.

Det med græsset er grønnere i Chile

/0 Kommentarer/i , ,

Vi er kommet til Chile og cykler på rute 7, Carretera Austral, der er ombejlet af backpackere, cyklister og bilister på grund af den storslåede natur med bjerge, gletsjere og masser af floder. Vi drømte os væk fra modvinden i Argentina, og fandt ud af at græsset er grønnere på denne side af andesbjergene, men blot fordi det regner og regner.

Vi spiser varm havregrød med gojibær, kokos og en ordentlig smørklat for at forberede os til endnu en dag med heftig regn, mens regnen hamrer på vores telt. Vejret i Patagonien har igen overrasket os. I Argentina drømte vi os væk fra den opslidende modvind, og selvom vi vidste at det regnede på den Chilenske side af andesbjergene, var vi sikre på, at regn trods alt er bedre end modvind. Den holdning holdt stik i de første dage, hvor solen tittede frem fra skyerne, indtil vi en dag cyklede op ad et stejlt bjergpas i silende regn og kulde.

Totalt gennemblødte fra top til tå, ser vi os gang på gang slået af vejrguderne, og banker på døren til et lille hospedaje (bed and breakfast), hvor vi kan tørre vores tøj og få et varmt bad ovenpå turens måske hårdeste cykeldage indtil nu. Vi må lære at være påpasselige med, hvad vi ønsker os.

Det sværeste ved regnen er ikke kulden eller det gennemblødte tøj. Det er, at vi ikke i den grad, som vi ønskede, kan finde steder at campere i naturen på en strækning, som ellers er som skabt til netop vildcampering med de mange floder, søer og skønne grønne oaser. I stedet er vi nødsaget til at finde campingpladser med overdækning for regnen, eller bide i det sure æble, gå over budget, og finde et hospedaje at bo i.

På trods af regnen, nyder vi det bakkede, grønne bjerglandskab, som Carretera Austral snor sig igennem. Med kæmpe søer og floder, fyldt med ørred og laks. Lakseindustrien i Chile er verdens anden største. 

Martin har sat sig for at fange en laks til aftensmad og til den mission, har vi købt en fiskekrog og fiskegarn, som vi sirligt har snoet om en brugt colaflaske. Med kyndig vejledning fra et tilfældigt møde med en amerikansk fiskeriguide og fra nogle YouTube videoer, har Martin læst op på og kastet sig over disciplinen lystfiskeri. Det er en tidskrævende affære, som koster insektbid, våde sko og sågar en tur ud i floden for at redde fiskekrogen fra at sidde fast i en træstamme. Fiskekrogen måtte lade sit liv på en anden træstamme og vi har endnu til gode at fange en laks, så indtil vi kan købe en ny fiskekrog, må vi nøjes med plan B til aftensmad. Pølse, pasta og grøntsager.

Det er ikke kun os, som har kastet vores kærlighed på Carretera Austral. Hver dag møder vi andre rejsecyklister. En stor kontrast til Argentinas rute 40, hvor vi i over en måned kun mødte et par stykker. Generelt er turismen på denne rute overvældende. Det er tydeligt, at turismen er levevej for mange af de mennesker, som bor her på den chilenske side af Patagonien. I modsætning til Argentina er her masser af små byer på vejen, og mange byer er tæt pakket med campingpladser, hoteller, hospedajer og hostels, som huser de mange rejsende.

At vi pludselig er én blandt mange, kan mærkes. Vi oplever at chilenerne er venlige, men reserverede. Her er det ikke nok at være langturscyklist for at få positiv opmærksomhed, så vi må ty til andre metoder, for at vinde vores værters hjerter. I den henseende har vi stablet brænde og lavet mad til en af vores værter.

Den kraftige regn fik os til at søge indendørs for at tørre telt og tøj og det medbragte gode oplevelser med chilenerne. I landsbyen La Junta boede vi hos en ældre kvinde Maria, der bestyrer en campingplads og gæstehus helt alene. Maria arbejder dagen lang med alt fra rengøring til at hugge brænde til komfuret hvor maden laves. Om aftenen lavede vi en kæmpe omgang pasta med chorizo og inviterede Maria på aftensmad. Hun gengældte gestussen aftenen efter, og vi spiste lækker suppe med bøf og kartofler. Vi brugte aftenerne på at fortælle om vores liv i Danmark og Maria fortalte om sit liv i Chile.

Vi møder også naturens barske virkelighed, da vi cykler til den lille by Villa Santa Lucia. Da vi cyklede ind i byen kunne vi med det samme mærke at stemningen forandrede sig. Her var en trykkethed, som det grå vejr forstærkede. Vi blev ledt hen til et lille hotel, der lå i udkanten af byen sammen med huse, som var mere eller mindre ødelagte. Her var sket noget slemt. Senere fik vi det bekræftet. I december 2017, var her et mudderskred, der havde ramt halvdelen af byen. 22 mennesker var døde og 1 er endnu ikke fundet. Mange mennesker blev reddet, fordi en gaucho havde opdaget mudderskredet og reddet på hest ned til byen for at advare. Heldigvis var det sket om formiddagen og ikke om natten, hvor folk sov. Det satte tankerne i gang hos os. Hvordan kommer en by videre derfra? Vi blev mødt af søde, venlige mennesker, som nok alle har mistet nære for blot 5 år siden. Livet er uforudsigeligt. Og ligeså er naturen. I den ødelagte del af byen, er nu er museum til minde om de, der mistede livet.

Derefter fortsætter turen til Futaleyfú, hvor vi har skiftet pedalerne ud med padler og ror på livet løs på river rafting tur på en af de vildeste floder i verden til netop det formål; Futaleyfú. Efter nogle skønne hviledage i Futaleyfú fortsætter vi vores cykeleventyr og krydser grænsen til Argentina.

Grusvej, cowboys og friturestegte boller på grusvejen rute 41

/0 Kommentarer/i , , ,

”Vand?”. ”Det finder I ikke før om 90 kilometer” var svaret fra den argentinske gaucho, da Martin på sit bedste spanske spurgte om der var vand i floderne længere fremme.

Kort forinden var vi drejet af asfaltvejen og ind på en 183 km lang grusvej. Gauchoen på hest er den første og eneste person vi møder den dag. Vi er cyklet ind på den berygtede grusvej rute 41, som fører os tættere på andesbjergene. Udover løs grus, finder vi her argentinske cowboys, friturestegte boller og et 1500 m højt bjergpas.

Rute 40, som vi har cyklet på de sidste uger, er en rute, som motorcyklister og campervans fra hele verden drager til Argentina for at køre. Ruten er normalt ikke et trækplaster for cyklister, som i stedet foretrækker den legendariske grusvej i Chile, Carretera Austral. Vi skulle have cyklet i Chile nu, men Corona restriktioner og lukkede landegrænser satte en kæp i hjulet for os.

Vi drømmer os væk fra asfaltvejen og bilerne. Selvom bilisterne som regel er søde og for det meste kører i en bue udenom os, er det ikke rart at cykle på en vej med biler, der drøner forbi med 100 km i timen.

Derfor og fordi vi trængte til at se anden natur end steppe, valgte vi at cykle ad den mindre besøgte rute 41, der er berygtet blandt motorcyklister og bilister for sin grusvej i dårlig stand, om end flotte og varierede natur. En stor del af Rute 41 løber ved andesbjergene og har væsentlig flere højdemeter, bl.a. et større bjergpas, end rute 40.

Løs grus og stejle stigninger lyder ikke som opskriften på en cyklists drøm, udover måske de, der kører mountainbike. Vores cykler er designet til at cykle på svært terræn og vi har gode dæk, men vi er tunge med vores oppakning og den ekstra vand, vi som regel må bære på. Derudover er grusvejen fyldt med vaskebræt, og her mener vi ikke dem, du ser på stranden en varm sommerdag, men det fænomen der opstår på grusvej, når bilerne kører hurtigt i det løse sand. Så kommer der bump på bump efter hinanden, nogle gange flere kilometer ad gangen. Tilsæt et bjergpas på knap 1500 højdemeter og du har opskriften på, hvordan vi tester formen på cykelbenene efter godt 1000 kilometers cykling i Patagonien.

Vi har fundet ud af, at hvis hundene ikke gøer, så er menneskene oftest søde og gæstfri. Den regel fik vi endnu engang bekræftet, da vi cyklede forbi en lille estancia (gård), som holdt får. Vi fik først øje på de nysgerrige hunde og dernæst fårehyrden, som var i gang med at fodre får. Stolt af sine får, inviterede han os ind i folden for at se, hvordan de lystigt spiste af det grønne græs. Efter en snak, cyklede vi videre og hen til gården, hvor fårehyrdens kone, Natalie, var i gang med at ordne vasketøj med technomusik i baggrunden. Hun tilbød os frisk vand fra en lille kilde i baghaven og alle de hjemmebagte friturestegte boller, eller på spansk torta fritas, som vi kunne spise.

I Patagonien lever vi med masser af vind. Men det betyder ikke at 90km i modvind ikke trækker tænder ud. Vi var fremme ved starten af bjergpasset og i et lille kryds fandt vi læ for vinden, som var blæst kraftigt op. I krydset lå en bygning. Den husede to unge mænd, der var ansat af vejvæsnet, men det var ikke nemt at se hvad arbejdet bestod af, da der ingen køretøjer eller redskaber var i nærheden. De havde Wifi og var mere optaget af deres videospil end os. Vi fik lov til at bruge deres Wifi og kunne se, at vinden var endnu kraftigere dagen efter med vindstød over 25m/s mod og fra siden op af bjergpasset. Vi besluttede at slå lejr og blive en dag ude i ingenting. Vi havde lige præcis nok mad med til den ekstra dag, så frokosten blev til pulverkartoffelmos og aftensmaden den sædvanlige pasta. Vi var i tvivl om, om teltet kunne klare den første nat i stormvejr, men trods rusken i teltet og en søvnløs nat gik det og vi fik hvilet os til dagen hvor bjergpasset skulle cykles. Det gav pote at vente en dag, da vi kunne cykle op ad bjergpasset på en kølig, men vindstille dag. Før frokost var vi over toppen og i godt humør.

Da vi fandt asfalt igen og kom til byen Los Antiguos, sad vi, høje på vores bedrift, på et lille pizzeria og ventede med længsel på en pizza med skinke og ost og drak en cola. Det er rart at få den kudus man selv føler, man fortjener, og efter 5 dage på grusvej, inkl. en tvungen hviledag ved foden af bjergpasset på grund af vind, uden bad, men med masser af grus, sved og sol og med kun nok mad til lige at klare os igennem, passede det os meget godt at de to motorcyklister, vi faldt i snak med ved bordet ved siden af vores, udbrød at cyklisterne var vejens rigtige helte. Kudus, pizza og cola er bare bedre efter 5 dage på grusvej.