Pakistan – politieskorte og Karakoram Highway

/0 Kommentarer/i , ,

Tøjet klamrer sig til vores kroppe, og den trykkende varme får sveden til at løbe ned ad ryggen, mens vi venter på grænsevagten. Han skal eskortere os fra Indiens immigrationskontor til grænsen til Pakistan. Wagah-Attari grænsen er den eneste landegrænse mellem Indien og Pakistan, der er åben for turister. Meget få krydser grænsen, og vi er alene i det store hvide venteværelse. Det er vanskeligt at få et visum til Pakistan, hvis du er Indisk statsborger, og visa versa. Det til trods for, at det blot er 70 år siden de to lande var ét. Siden separationen i 1947 har landene været i krig flere gange, og på politisk niveau er forholdet domineret af spænding og konflikt. Derfor er det ekstra interessant at vagtskiftet ved grænsen er blevet til en stor turistattraktion med tusinder af tilskuere hver dag. Vi krydser grænsen om formiddagen, så vi ser ikke grænseshowet, men vi cykler forbi de mange tilskuerpladser, der får området til at ligne et stadium.

Se alle billeder her Gennem Pakistan

Ankomsten til Pakistan

Vi er spændt på at cykle ind i Pakistan. Pakistan er et land, der for mange i vesten er synonymt med terrorisme og sikkerhedsrisici. Det er landet, der husede Osama Bin Laden. Blandt rejsende, der har været i landet, er det et land, der er kendt for smuk natur, høje bjerge og endeløs gæstfrihed. ”Welcome to Pakistan” råber folk efter os, og efter de 40 kilometer ind til Lahore, er vi blevet budt på te mindst fem gange. Venligheden fortsætter hele vejen op gennem Pakistan. Hver dag bliver vi tilbudt te, frugt, sodavand, chips og får endda betalt to overnatninger af det pakistanske politi. Der er ingen tvivl om, at dette folk gør alt for at få os til at føle os velkomne.

Lange dage og sygdom

Efter en overnatning i Lahore cykler vi nordpå mod vores mål; Pakistans høje bjerge. Vi ærgrer os over at forlade charmerende, pulserende Lahore, men i august er vejret så varmt og fugtigheden så høj at det næsten er ubærligt. Varmen motiverer os til at cykle lange dage på op til 120 kilometer, men det bliver der sat en stopper for, da vi efter et par dages cykling får en slem madforgiftning. Vi er i Gujrat, en større by, hvor det aftenen forinden tog os flere timer at finde byens eneste hotel. Hotellet viste sig at være møgbeskidt; et ulideligt sted at være syg. Vi beslutter os for at vi ikke kan blive i Gujrat, og i en kraftpræstation får Martin arrangeret et lift med en minibus 175 kilometer til Islamabad. Det er en fire-timers lang, varm og ukomfortabel tur, men med kun ét stop for at kaste op. I Islamabad finder vi et hotelværelse, hvor vi kan komme os. 10 dages hvile og en antibiotikakur senere cykler vi videre.

Mødet med politiet

Længe før vi kom til Pakistan har vi drøftet, hvorvidt vi skal tage et lift fra Islamabad og de næste 500 kilometer nordpå til byen Chilas. På denne strækning får vi følgeskab af en politieskorte. Dermed går vi på kompromis med det vi elsker mest ved at rejse på cykel; friheden og mødet med lokale. Politimænd med AK47ere hængende over skuldrene er ikke et godt udgangspunkt for interaktioner med lokale. Men samtidig er vi stædige, og det betyder meget for os at cykle hele ruten. Vi har netop taget et 175 kilometers lift, og vi vil faktisk hellere cykle 500 kilometer, end vi vil sidde i en bus i 16 timer. Valget er taget, og vi cykler ud af Islamabad på en særdeles regnfuld dag. Monsunen er startet, og det gør os en anelse bekymret, for jordskred og oversvømmelser er normalen i Pakistan, som ifølge FN er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af klimaforandringerne. Mens vi cykler mod Abbottabad, byen hvor Osama Bin Laden blev dræbt, undrer vi os over at politiet ikke har fået færden af os. Men efter et par timer venter to politimænd på os ved siden af vejen, resten af dagen følger de efter os på motorcykel. Fem kilometer før Abottabad bliver vi bedt om at vente på to andre cyklister. Efter en halv time ankommer to unge tyske mænd; Jonne og Johnny. De har brugt to dage på at flygte fra politiet. Vi synes det er spild af energi at modsætte os eskorten, og tager det i stedet som en oplevelse. Der er fut i de unge mænd, og politiet får grå hår af at skulle følge efter dem, samtidig med at have et øje på os. Vi har fortalt politiet, hvilket hotel vi vil bo på, og da de kører forbi gaden, hvor vi skal dreje af, er der ikke andet for os at gøre end at cykle hen til hotellet. Efter et par uger møder vi Jonne og Johnny, som fortæller os, at politiet opholdt dem i halvanden time, mens de ledte efter os. Det endte med at være os, som havde fortalt politiet hvor vi ville bo, der ”flygtede” fra politiet. Vi blev dog fundet om natten, hvor to politimænd indlogerede sig i værelset ved siden af vores.

Frihed i bjergene

Politieskorten skifter for hver politikreds, og da vi ankommer til byen Naran, bliver vi taget ekstra godt imod. Politiet indlogerer os på et hotel, hvor vi kan bo gratis. Som sædvanligt, når vi tager afsked med politimændene, bliver vi bedt om at tage en selfie eller optage en video, hvor de spørger os hvad vi synes om Pakistan. Et par dage senere er vi blevet en anelse trætte af politiet, som ihærdigt har forsøgt at få os af cyklerne og ind i deres minibus, så de i stedet kunne køre os til næste politidistrikt. Denne dag er vi ekstra irriterede, fordi politimanden ikke ville lade os stoppe og spise frokost; sultne cyklister, der lige har cyklet over et 4200 meter højt bjergpas, er ikke at spøge med. Heldigvis ankommer vi til Chilas og dermed grænsen til distriktet Gilgit-Baltistan, hvor politieskorten stopper. Dagen efter cykler vi videre nordpå på egen hånd.

Karakoram Highway

Vi cykler ad legendariske Karakoram Highway, og humøret stiger i takt med at bjergene dukker op i horisonten. Den 1200 kilometer lange hovedvej blev etableret i et samarbejde mellem Pakistan og Kina, og løber fra Hasan Abdal i Pakistan til Kashgar i Kina. Det er en af verdens højest asfalterede veje, og en stor turistdestination på grund af vejens flotte beliggenhed mellem store bjerge. Vi cykler forbi et udsigtspunkt til Nanga Parbat, verdens 9. højeste bjerg på 8126 meter. Betaget af udsigten, beslutter vi os for at bo på ”Nanga Parbat Viewpoint Hotel”, hvor vi har udsigt til bjerget. Ahmed, hvis onkel ejer hotellet, taler flydende engelsk. Han har studeret Engelsk Litteratur på universitet i Islamabad, og holder særligt af Shakespeare. Han er netop færdig med sine studier, og familien arbejder på at skaffe ham et job som embedsmand i regeringen. Det har Ahmed ikke lyst til, han vil hellere blive i landsbyen og arbejde på hotellet. Han elsker at snakke med udenlandske turister, men der er ikke mange. De plejede at komme i hobetal i hans barndom, men efter 9/11 er de vestlige turister meget få.

Misa fra Minapen

Regnen har indhentet os, og bjergene langs Karakoram er indhyllet i et tæt lag tåge, der får landskabet til at ligne en scene fra et mytisk eventyr. Vi havde planlagt at vandre op til Rakaposhi basecamp, men det kan ikke betale sig, for udsigten til det 7800 meter høje bjerg er gemt væk bag skyer. I stedet tilbringer vi en ekstra dag hos vores vært Misa. Misa lever et markant anderledes liv end de fleste kvinder i Pakistan. Hun kommer fra en konservativ familie i Sindh regionen, men har altid drømt om bjergene i det nordlige Pakistan. Mod sin fars vilje drog hun ud på en to måneder lang backpacker rejse i Nordpakistan, hvor hun blev den første pakistanske kvinde til at vandre til Rakaposhi basecamp alene. Det gav medieomtale, og hun startede sin rejsekanal på Youtube, hvor hun i dag har 200.000 følgere. Hendes succes fik faderen til at bløde op, og i dag har de et godt forhold til hinanden. Misa har valgt at leve sit liv i bjergene, og har i Minapen fundet sin mand Selman, som har de samme ønsker om fremtiden. Nu drømmer de om at cykle verden rundt, men som de fortæller os over den hjemmelavede biryani (risret) er Pakistans pas et af de værste i verden, kun overgået af Afghanistan, Irak og Syrien. Vi sender en varm tanke til de rødbedefarvede pas i cykeltaskerne.

Lokale møder

Hunza dalen er anderledes, noget særligt. Det siger alle vi taler med op gennem Pakistan. En velkendt myte går på, at Hunza-folket er så tilfredse med livet, at de har verdens højeste gennemsnitlige levealder. Kvinderne går frit på gaden med løst hår, og de arbejder i marken. En kontrast til store dele af resten af landet, hvor kvinderne primært er i hjemmet. Vi har indtil nu set få kvinder i gadebilledet og det offentlige rum. Ja, Hunza dalen er anderledes, og vi sænker både skuldrene og tempoet. Regnen siler fortsat ned, så vi tager to hviledage i Karimabad og venter på, at det klarer op. Vi går en tur til nabobyen Altit og bliver inviteret på te hos en lokal familie. De plejer at bo i et af mudderhusene i den gamle bydel, men har bygget et nyt hus i udkanten af byen med penge, som faderen har tjent på at arbejde i Saudi Arabien. Huset er bygget på den grund, hvor de tidligere havde have, men de har dog stadig æble- og abrikostræer, og vi får to poser æbler og en pose tørrede abrikoser med til vores videre færd.

Chapursan dalen

I 2018 vandrede Martin ud i Wakhan Korridoren i Afghanistan i 12 dage med 40 kilo udstyr og mad i rygsækken. Så da vi ser på kortet, at Chapursan dalen fører os meget tæt på det sted i Afghanistan, han har vandret, beslutter vi os for at cykle derud. Vi cykler afsted fra Sost, grænsebyen til Kina, og ud ad grusvejen, der skal tage os ud i dalen. De første 40 kilometer er vi omgivet af høje klippevægge på begge sider, og vi må tage en omvej for at undgå et stenskred, hvor sten på størrelse med fodbolde ruller ned ad klippeskrænten, ud på vejen og ned i floden. Efter de 40 kilometer begynder vi at forstå, hvorfor Chapursan oversættes ”dalen, der har alt” på det lokale sprog Wakhi. Vi cykler forbi hyggelige landsbyer, grønne oaser i det ellers golde terræn, hvor livet stadig leves meget traditionelt, og alle er ude i marken for at høste. I landsbyen Kirmin ligger et te-hus, hvor vi køber te, hjemmebagt brød og frisklavet yoghurt. Rashmina og hendes søster ejer caféen, og det er usædvanligt at kvinder ejer forretninger, selv i Hunza dalen. Om eftermiddagen ankommer vi til den sidste landsby i dalen, Zodkhun, som på Wakhi betyder ”det første hus”. Det har – historisk set – været det første hus, fordi man tidligere ankom til dalen fra den afghanske side. Men i mange år har grænsen været lukket for andre end de lokale, og for to år siden blev grænsen også lukket for dem. Wakhi folket er spredt udover Afghanistan, Pakistan, Tajikistan og Kirgistan, og udover at være afkoblet fra sit folk, giver grænselukningen problemer i Chapursan dalen. Her græsser nu flere tusinde yak-okser, som plejede at græsse i Afghanistan om sommeren. ”Nu æder okserne vores afgrøder i og omkring landsbyerne” fortæller Alam Jan, der ejer gæstehuset Pamir Sarai i Zodkhun. Vi føler os hurtigt trygge ved Alam, som taler flydende engelsk, og har arbejdet med turister i mere end 30 år, men det viser sig at han har en mørk fortid. Han er ligesom os en eventyrlig sjæl, og har blandt andet rejst på yak-okse gennem Afghanistan til Tajikistan og Pakistan. Vi bor hos Alam og hans familie i to dage, og bruger hviledagen på at cykle 20 kilometer længere ind i dalen mod grænsen til Afghanistan til det hellige sted Baba Ghundi, hvor mange pilgrimme kommer.

Dårlige nyheder

Høje på god energi cykler vi tilbage til Sost. Vi skal med en bus fra Pakistan til Kina, for vi må ikke krydse grænsen på cykel. I Sost ankommer vi til to dårlige nyheder. Vi hører rygter om at Alam Jan har voldtaget og forulempet flere kvinder. Som cyklister er vi afhængige af hjælp fra andre. Derfor udviser vi stor tillid til de mennesker vi møder på vores vej, men vores tillid led et lille knæk med denne viden. Det fik os til at reflektere over, hvor lidt vi egentlig ved om de mennesker, vi møder på vores vej. Den anden dårlige nyhed er, at grænsen til Kina er lukket på grund af strejke hos transportmændene, og ingen køretøjer, heller ikke vores bus, kan forlade Pakistan. Med grænselukningen hængende over os og nyheden om Alam Jans anklager i baghovedet, er en ting dog klar: vi er stadig på vej. Pakistan har givet os uforglemmelige oplevelser, og vi glæder os til næste etape af eventyret.

12...4

I Ladakh og Kashmir med mangfoldighed og Silkevejens historiske vingesus

/0 Kommentarer/i , ,

Vi cykler i det nordligste Indien, i staterne Ladakh og Jammu/Kashmir, der grænser op mod Kina i øst og Pakistan i vest. Her navigerer vi i sikkerhedsrisici og militære checkpoints, men er mest af alt betaget af områdets kæmpe bjerge og storslåede natur, enorme gæstfrihed og mangfoldige kultur.

Find alle billeder her Ladakh og Zanskar dalen

Vi står med cyklerne i 5356 meter over havets overflade og smiler fra mund til øre. Luften er tynd, men vi er godt akklimatiserede efter knap fire uger i bjergene. I horisonten står en mur af snedækkede bjergtoppe. Tanglang La er med sine 5356 højdemeter et af verdens højest tilgængelige bjergpas. Passet ligger på Leh-Manali hovedvej, der snor sig gennem Himalayabjergene i Nordindien. Efter sigende har en berømt Bollywood film (De 3 idioter), sat strækningen på landkortet blandt indiske turister, og hvert år besøger mange hundredtusinder det bjergrige landskab på motorcykel eller i bil.

BROs på vejen

Selvom Ladakh er et af de mindst befolkede områder i Indien, mærker vi ikke til det. De lokale turister kommer i titusindvis, og udover dem, deler vi også den snævre plads på vejen med millioner af soldater, som er indsat på grund af grænsekonflikt. Militæret har en organisation kaldet Border Roads Organisation, forkortet BRO. BRO har ansvaret for at vedligeholde og bygge veje ved Indiens grænser, og ansætter tusindvis af Indere fra lavlandet til opgaven. Vi bliver hurtigt dus med BRO-folket, fordi de arbejder overalt langs vejene. De lever typisk under kummerlige forhold i telte på bjergsider, og arbejder med deres bare hænder i barskt terræn seks dage om ugen. Deres tilstedeværelse betyder, at vi ikke har mange muligheder for at slå teltet op, fordi der er en lejr med vejarbejdere alle egnede steder i det øde golde ørkenlandskab. Det er moderne blandt de lokale turister at sige ”bro”, altså ”bror”, til hinanden, og til Martin. ”Hallo bro” er måske den sætning vi hører allermest, og det bliver vores hilsen til vejarbejderne, som jo er de ægte ”BROs”.

Hovedet koldt

Det er regnsæson, og vi bliver fanget af en stor byge, mens vi cykler op ad et 4500 meter højt bjergpas. Vi stopper i landsbyen Zing-Zang Bar, der ligner en stor BRO-lejr. I byens restaurant fortæller de, at her ikke er noget sted vi kan at sove. Stemningen er trykket, og vi føler os ikke helt velkomne, men vi har ikke lyst til at fortsætte på cyklen op ad bjerget, hvor mørke skyer omslutter toppen. Vi holder hovedet koldt, og mindes utallige situationer, hvor vi har stået i vanskelige situationer, der altid er endt godt. Martin finder en tom bygning, der engang skal huse toiletter. Vi tager chancen, og får hurtigt bakset cyklerne ind i bygningen. Det er ikke optimalt at sove i en bygning omringet af hundredvis af vejarbejdere, men det er et bedre alternativ, end at fortsætte op ad bjerget i uvejr. Vi skubber nogle fliser foran døren for ikke at blive forstyrret, men en mand tager kort tid efter fat i dørhåndtaget, og vi er opdaget. Martin går ud for at se, hvem det er. Der står en gruppe mænd og ryger uden for bygningen. Om natten sover vi med et halvt øre åbent, men der er ikke flere forstyrrelser, og vi vågner til en ny fredelig dag.

Leh–gendarisk

Musestille sidder vi i skrædderstilling på gulvet i det tibetanske tempel i byen Leh, og lytter til munkens chanting. I baggrunden kalder byens knap 400 år gamle moske Jama Masjid til bøn. I Ladakhs største by Leh bor muslimer og hinduer fredeligt side om side med buddhister, og har gjort det siden det 8. århundrede. Vi udforsker den gamle bydel, og går på opdagelse i de historiske gader omringet af robuste mudderstenshuse. Tronen på værket er Leh Palads, der tårner op på en klippeskråning over byen. Leh har historisk været et vigtigt stop for handlende på Silkevejen. I dag er basarerne mere moderne, men handelsmænd sælger stadig tørrede abrikoser på gaden, som de har gjort i mange hundrede år. Vi besøger det centralasiatiske museum i byen, og bliver betaget af de gamle fotografier fra 1800- og 1900-tallet med karavaner af kameler og mennesker, der krydser bjergene. Det kilder i maverne på os, når vi kigger på de gamle kort, og kan se, at den rute vi har lagt herfra og gennem Centralasien følger i fodsporet på de gamle silkevejsruter.

Gæstfrie Zanskar

Efter syv dage løber vi tør for undskyldninger for at blive i Leh. Vi har 2-3 ambitiøse måneder foran os, hvis vi skal nå ud af bjergene i Tajikistan inden vinteren for alvor sætter ind, og vi er spændte på at tage hul på den næste del af vores rejse; Zanskar dalen. Den lokale masseturisme har endnu ikke gjort sit indtog i Zanskar, men det er kun et spørgsmål om tid, for BRO er i fuld gang med at bygge en asfalteret vej ind til dalens største by Padum. Allerede kort efter afkørslen til Zanskar er vi ganske alene. Efter lang tid med asfaltvej, er vi tilbage på grusvej. Der er noget ved grusvej, der forstærker følelsen af eventyr. Vi fejrer det ved at sætte teltet op i et græsgrønt område kort før landsbyen Wanla. Dagen efter, cykler vi ind i landsbyen i søgen efter morgenmad, men finder de eneste to restauranter lukkede, fordi det er søndag. Katja spørger en mand på gaden, om han kender til en åben restaurant. Kort efter sidder vi i mandens have med en kop te, og venter på, at han kommer med chiapatti og en omelet med krydderurter fra sin have.

Uendelig gæstfrihed

Vi cykler videre op til et te-stop, hvor vi har hørt at vi kan slå teltet op. Der møder vi Sonam, som serverer en kop varm mælke-te. Han giver os lov til at slå teltet op ved sine bedsteforældres gamle gård længere oppe ad bjerget, og forklarer, hvordan de i sin tid dyrkede den golde jord ved at lave flere kilometer lange irrigationskanaler for at få vand. Sonam bor selv i et telt, mens han om sommeren varetager arbejdet i te-teltet, men han er i gang med at bygge et hus på grunden, så han kan leve mere komfortabelt. Vi er imponerede over, hvor driftig Sonam er, mens han bærer træstamme efter træstamme op ad bjerget, det bliver husets tag. Han fortæller os, at han forventer at bygge huset færdigt næste år. I år har han støbt mursten og fundet træstammer til taget, og næste år sætter han det sammen. Bjergpasset Sir Sir La tager os over 4800 højdemeter og ned til landsbyen Photoksar. Da vi ankommer til landsbyen, summer byens kloster af liv. Byens ældre mænd har netop færdiggjort en fire-dages lang seance, hvor de fra morgen til aften har læst buddhistiske scripter, og nu fejrer byen med hjemmelavet vin og dans, og vi er inviteret.

Frokost hos nonnerne

I landsbyen Zangla har vi hørt fra en anden rejsende, at man kan sove i byens nonnekloster. Vi ankommer til klostret midt i frokosten, og bliver uden spørgsmål budt velkommen indenfor i et lokale fyldt med nonner, børn og en gruppe franske turister. Rummet summer af energi, og vi sidder lidt forlegne i vores beskidte tøj. Børnene i aldrene 5-12 år er iklædt de traditionelle røde munkerober, og er som de voksne nonner karseklippede. Vi bliver bedt om at sætte os på gulvet på puder, og får straks stukket en tallerken med dal og ris i hænderne. Vi takker nej til en portion mere, fordi vi kan se, at flere af nonnerne ikke har fået noget at spise endnu. Børnene vasker selv deres tallerken og bestik og lægger det fint på plads på hver deres hylde. Efter maden går de sammen med den franske gruppe turister tilbage til skolen, som ligger et par hundrede meter væk. Vi sidder alene tilbage med nonnerne, og får en kop smør-te. Vi kan desværre ikke sove på klostret, fordi de ikke har plads, men vi cykler derfra opløftet af den dejlige oplevelse.

Madforgiftning

Morgenen efter en tiltrængt hviledag i Padum pakker vi cykeltaskerne. Katja har en underlig fornemmelse i maven, og må skynde sig på toilettet. Efter næsten fire måneders rejse i Nepal og Indien sker det uundgåelige; madforgiftning. Der er en grund til at begrebet ”Delhi Belly” er berygtet blandt udenlandske turister i Indien. Hygiejnen er mildest talt ringe, og der er store problemer med vand- og kloaksystemer. Heldigvis slipper Martin, så han kan hente og lave mad. Det er frustrerende at være syg, men vi priser os lykkelige for at vi er på et hotelværelse i en by, hvor det trods alt er muligt at købe det mest nødvendige, og ikke ligger i teltet et sted i bjergene. De næste fem dage lever vi af havregryn, kiks og pasta, mens Katja kommer sig nok til at vi kan cykle videre, dog en del kilo lettere.

Sikkerhed frem for alt

”Vejen er lukket af sikkerhedsmæssige årsager” siger politimanden til os. Vi bliver stoppet fem kilometer efter byen Sonamarg i staten Kashmir. Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til Jammu/Kashmir provinsen på grund af sikkerhedsrisiko. Vi tager selvfølgelig UVMs anbefalinger seriøst, men er også opmærksom på, at det netop er anbefalinger. Vi laver vores egen risikovurdering, når vi vælger at cykle i områder, som på den ene eller anden måde udgør en sikkerhedsrisiko. Her vægter vi beretninger fra andre cyklister, der netop har cyklet i området, højt. Over sommeren kommer tusindvis af hinduer til det muslimske Kashmir på pilgrimsrejse for at besøge en hellig grotte. Få uger tidligere blev en af deres busser udsat for et angreb med ni døde til følge. Derfor kører pilgrimsbusserne nu med militæreskorte, og de må ikke køre om natten; det samme gælder for os. Vi kan vælge at campere i teltet ved militærcheckpointet, eller at cykle de fem kilometer tilbage op ad bakke til pilgrimspakkede Sonamarg. Efter en lang dag er teltet det bedste valg. Vi finder et halvskjult sted nede ved floden. Klokken seks næste morgen er vi frie til at cykle afsted igen. Hele vejen mod storbyen Srinagar står der soldater ca. hver 300 meter. Det er en anelse intimiderende at se dem stå med deres AK47 i fuldt skue, men de smiler og hilser på os, når vi cykler forbi.

Briternes sommerparadis

På vej til hotellet, cykler vi forbi Srinagars primære trækplaster; søen Dal. Under det britiske styre tog briterne på sommerferie i Srinagar, men området var underlagt lovgivning, som gjorde at de ikke måtte eje land. Briterne, snu som ræve, begyndte derfor at bygge husbåde på søen. Mange af husbådene fungerer i dag som gæstehuse og er blevet så populær en turistattraktion at der er gået inflation i dem. Højdepunktet i Srinagar er, da vi går en tur hen til et mindre turistet område af byen, og bestiller en gang kebab fra en af de mange streetfood restauranter. Vi sætter os under loftsventilatoren i det lille baglokale, som er fyldt til randen med plastikborde og stole. På de hvidmalede vægge hænger billeder af Kashmirs smukke moskeer. Som tilbehør til kebabben er blandt andet raita, som er yoghurt rørt op med mynte og hvidløg, rødløg, samt fermenterede grøntsager, der oser af chili. I baghovederne overvejer vi om maverne er friske på sådan en omgang, men vi bliver enige om at vi også skal leve livet… Så må vi se, hvordan maverne har det i morgen, når vi skal cykle videre ned mod grænsen til Pakistan.

12...9

Mod Indiens bjerge – Kinnaur og Spitidalen

/0 Kommentarer/i ,

Vi cykler i Kinnaur- og Spitidalene i de høje Himalaya bjerge i Nordindien, kun 10 kilometer væk fra grænsen til Tibet. Det kræver en særlig tilladelse at cykle i området på grund af Indiens grænsekonflikt med Kina. De lokale husker tydeligt tiden, hvor de kunne krydse grænsen til Kina og handle med tibetanerne. Den tid er forbi, men den tibetanske indflydelse på kultur og religion i området består.

Vi sidder i det traditionelle køkken hos en buddhistisk familie i landsbyen Chichem i Spiti dalen i Nordindien. Ud ad vinduet kan vi se bjergtoppe; Himalaya omslutter os. Det bliver køligt om natten i 3500 højdemeter, og midt i køkkenet står en gammeldags sort brændeovn. Familiens ældste datter, Pema, tænder op i ovnen med tørret yak-afføring. Her er intet træ, kun sten, klipper og sand. Vi sidder i skrædderstilling på madrasser langs muren. Pemas 80-årige bedstemor sidder i hjørnet med et brunt sjal og langt sort hår flettet ned over skuldrene. Hun er traditionelt klædt i en rød kjole, og i sine rynkede hænder holder hun om en halskæde med træperler. Hun nulrer træperlerne med pege- og tommelfinger én ad gangen, mens hun mumler det buddhistiske mantra ”om mani padme hum”, der på det sidste er blevet vores rejses kendingsmelodi.

Vi er i Kinnaur- og Spitidalene, men kunne lige såvel være i et andet land. Landskabet forandrer sig drastisk, da vi cykler væk fra det indiske lavland, og op i bjergene. Kulturen er unik med tydelig tibetansk indflydelse. Jo længere ind i Kinnaur-dalen vi kommer, desto mere buddhistisk bliver befolkningen og lokalsproget minder mere om tibetansk. Det eneste, der minder os om, at vi stadig er i Indien, er de mange lokale indiske turister, der kommer for at køre i Himalayabjergene i bil, eller på den lokale stolthed; motorcyklen af mærket Royal Enfield.

Gæstehuse og hjertevarme

At være gæst i de buddhistiske gæstehuse i Nordindien er en fornøjelse. Familiernes hjertevarme og omsorg får os til at føle os som venner af huset. Besøget i Chichem er ingen undtagelse, og vi er heldige at 19-årige Pema er hjemme på sommerferie, for hun taler flydende engelsk. Modsat sin bedstemor, er Pema moderne klædt i jeans og en pastelgrøn sweater. Hun har fine guldsmykker om hals og håndled og i øret. Hendes tunge sorte hår hænger i en løs knold, som hun har sat op med et stort hårspænde. Hun arbejder videre med ilden i brændeovnen, mens hun fortæller at hun læser til civilingeniør, men at hun ikke forventer at bruge sin uddannelse. Arbejdsløsheden i Indien er tårnhøj. 90 % af arbejdsstyrken er daglejere eller uformelt ansatte, og det er meget vanskeligt at finde fast arbejde inden for ens faglighed. Desuden forventes det, at Pema eller hendes lillesøster flytter ind i familiens hjem og passer forældrene, når de bliver ældre. Pemas mor kommer med vores mad; ris, brød og en karryret, som Pema gavmildt fordeler på vores tallerkener. Hun vil ikke have en mand fra lokalområdet, fordi deres forventning til hende er at passe ind i de traditionelle kønsroller. Den rolle kan hun ikke se sig selv i. Vi er sultne efter en lang cykeldag i bjergene, og slubrer maden i os, mens Pema skærer agurkeskiver til os. Efter en tænkepause deklarerer hun, at hvis hun ikke har fundet en mand inden hun bliver 30, må familien gerne arrangere et ægteskab til hende. Vi nyder at snakke med Pema, som gavmildt deler ud af sit liv, og vi bliver i køkkenet hele aftenen, mens hun fortæller om, hvordan det er at leve i landsbyen om vinteren. Indtil for få år siden var vejen lukket om vinteren, og hun husker tydeligt, hvordan familien rationerede og hovedsageligt levede af yak-kød, smør-te og grød af bygmel. Nu er livet herude helt anderledes, for kun to år siden fik området adgang til mobilsignal.

Masseturisme

Efter etableringen af vejen er udviklingen i Kinnaur-Spiti dalene eksploderet i løbet af de sidste 5-7 år og det samme er masseturismen. Det er særligt lokale turister fra Indien, der i juni og juli besøger himalayabjergene. Mængden af lokale turister overrasker os. Vi vidste, at her var mange, men vi er meget overraskede over den påvirkning turismen har på lokalområdet. Området kan ikke følge med i den store efterspørgsel, og der arbejdes i højtryk på at blive bygget hoteller til de mange nye besøgende. Det er trist at se, hvordan landsbyer, der førhen bestod af unikke traditionelle hvide mudderhuse, nu er omringet af kæmpe hotel-betonklodser. I nogle landsbyer er der næsten ikke andet end gæstehuse. Andre åbenlyse problematikker er vandmangel, manglende kloakering og skraldehåndtering. Naturen lider under de mange hundredtusindvis af besøgende i højsæsonen. Ifølge Pema – og mange andre lokale vi snakker med – er udviklingen både god og dårlig. Turismen er en velkommen ny indtægtskilde. Det er blevet sværere at leve af landbrug. Der er for lidt vand. Den eneste vandforsyning i området leveres af de mange gletsjere, men gletsjerne bliver mindre, og derfor er der mindre smeltevand om sommeren. Det påvirker høsten.

Munkeklostre

Udover fantastisk natur huser Spitidalen flere spektakulære klostre. Blandt vores favoritter er klostret i landsbyen Tabo, som er Indiens ældst-fungerende kloster og over 1000 år gammelt. Det siges, at Dalai Lama overvejer at pensionere sig netop i dette kloster, hvor der bor 45 aktive munke. Vi kunne desværre ikke komme ind i klosteret, da vi var i Tabo, fordi de holdt en tre-dages ceremoni, men ved siden af klosteret kører munkene et gæstehus, hvor vi var heldige at få det sidste værelse. Munken, der tog imod os var begejstret for at se os på vores cykler, fordi han stod i den uheldige situation at han havde problemer med sin cykels bremseklodser. Ikke længe efter vi var tjekket ind, fixer Martin munkens cykel, og efter det, kan vi ikke gå forbi ham uden at han takker os. Det må give god karma. Værelset er det reneste vi nogensinde har haft i Indien. Det virker til at der endda er rent sengetøj, og vi kan ovenikøbet tage et varmt bad. Uventet luksus.

Familien Nyma

Et andet favoritkloster er det gamle kloster i landsbyen Dhankar, som på grund af beliggenheden er et imponerende syn. Den gamle by og kloster ligger oppe på en kæmpe klippevæg. Byen var i gamle dage Spiti-dalens hovedsæde, og huser også et fort. Som mange af de landsbyer, der er interessante at besøge i Kinnaur/Spiti, ligger Dhankar 500 meters stigning over hovedvejen, og vi bruger eftermiddagen på at cykle op ad de mange hårnålesving. På vej op til byen stopper en lille bil os. Det er Nyma og hans kone, der inviterer os til at bo i deres ”nye” gæstehus. Vi accepterer, og aftaler at vi finder dem, når vi kommer op til landsbyen. Da vi endelig kommer op, finder vi ud af at Nyma bor i den gamle bydel, som ligger helt oppe på toppen af klippevæggen. Vi går op ad snørklede gader, og slæber cyklerne op ad stejle stigninger. Puha. Strabadserne er dog hurtigt glemt, da mor og datter byder os velkommen med store smil og en kop sort te. Datteren taler en smule engelsk og på trods af sin unge alder tager hun rollen som vært på sig. Hun guider os op på taget af familiens traditionelle hvide mudderhus, hvor de har bygget et ekstra værelse. Det er guderummet, og her er alle familiens religiøse affekter samlet. Rummet bruger de, når de skal bede og meditere. Familien har fire børn. To studerer på universiteter i andre byer, datteren går i skole og den yngste søn er munk. Han blev sendt i kloster, da han var fem år gammel, og nu er han 12. Et liv som munk betyder et liv uden mulighed for at eje jord eller stifte familie.

Fødselsdagsfejring

Om morgenen vågner vi til Katjas fødselsdag, og til den sædvanlige morgenmad; en omelet, chiapati og lidt kartoffel. Det er Katjas tredje fødselsdag væk fra Danmark. Hun blev 33 i Argentina, 34 i Mexico og nu 35 i Indien. Alderen afføder – også i disse verdensdele – spørgsmålet ”har I børn?”. Nymas familie er ingen undtagelse, og det er for de fleste indere helt uforståeligt at vi i vores alder ingen børn har, for her er kulturen at få børn i start 20erne. Vores svar er altid ”måske senere”, mens vi fortæller at det i Danmark er normalt at få børn som 30-årig. For første gang i flere dage kommer vi om eftermiddagen til en større by, Kaza, hvor vi efter over en uge, hvor vi har levet af ris og dahl får et velfortjent festmåltid; tandori-kylling, ris og hvidløgsnaan.

Kunzum La bjergpas

Vi er for alvor kommet op i højden, og skal nu cykle op over et 4500 meter højt bjergpas Kunzum La. Det første store bjergpas af rigtig mange i de næste to måneder af vores rejse, hvor vi skal videre til Ladakh, Zanskar og Kashmir dalene. Kunzum La har ry for at være vildt at køre gennem på grund af vandkrydsninger, der spærrer vejen. Mens inderne i deres biler og motorcykler kæmper med de mange vandkrydsninger, er vi mere agile på cyklerne, og kan bedre finde alternative veje rundt om. Vi stornyder dagen, og det hårdeste er nedkørslen, som føles som om den varer for evigt. Men det er en af de dage, hvor naturen bliver ved med at give god energi. Landskabet ændrer sig fra goldt og bart bjerglandskab til et stort snelandskab til frodigt og grønt, og vi må finde regnjakkerne frem, da det begynder at styrtregne. Vi cykler i et frodigt grønt landskab, der minder os om Schweiz, og sidst på eftermiddagen finder vi en gård, hvor vi får lov til at slå vores telt op i regnen, mens ejeren kommer med varm masala-te til os. En perfekt afslutning på Kinnaur- og Spitidalene, og vi ser nu frem mod Ladakh, hvor mere buddhistisk kultur og svimlende høje bjergpas venter os.

n

12...10

Første indtryk af Indien: Uttar Pradesh – en cocktail af kaos og fornøjelse

/0 Kommentarer/i , ,

Vi sidder ved en vejsidecafe og spiser samosa til morgenmad. Friturestegt brød med krydret kartoffelfyld. Vi drikker masala te til, en mælkete, der er fyldt med alverdens krydderier. Indien smager lige så rigt, som landet er. Ud ad øjenkrogen ser vi en stor sort tyr komme slentrende ned ad gaden. Den roder utålmodigt i det skrald, der flyder overalt i gaderne, og som er dens primære kilde til mad. En mand iklædt skriggule klæder kommer gående over gaden med noget i hånden og et stort smil på læben. Han stopper ved gryderne i det gadekøkken vi spiser ved, og viser stolt kokken den rotte han har fanget og nu holder i halen. Snart spotter han os, de to vestlige turister, der sidder med store øjne og kigger på det usædvanlige scenarie, der udspiller sig foran os. Vi sidder på en træbænk overfor den brønd, som arbejderne tager vand fra til at lave mad i og vaske op med. Manden lægger rotten fra sig, og kommer hen og skyller hænderne i vandet fra brønden. Han hilser på os, og vi undlader at give ham hånden, mens han fortæller at han er advokat, og ejer den ene og den anden bygning i byen. Det er en velstillet mand, det kan vi se på hans udstråling og tøj. Indien overrasker os konstant, og uforudsigeligheden er kilde til både stor frustration og udsøgt fornøjelse.

Landegrænsen

Martin har før cyklet i Indien og kender til det kaos, der venter os. Med 1.5 milliarder mennesker kan Indien bedst beskrives som en hektisk eksplosion af sanseindtryk. Grænsebyen Sounali er en forsmag på vores næste 10 dage på cyklen. Byen er et stort virvar af mennesker, køer og trafik. Dytten og råben. Kiosker med farverige skilte. Frugt og grønt, der ligger i store kurve ved vejkanten. Køer som dovent slentrer forbi, og opholder de utålmodige chauffører. Kvinderne er klædt i traditionelle Sari kjoler, der består af et langt stykke stof, som bindes rundt om kroppen. Kjolerne findes i alle regnbuens farver, og er gerne udsmykket med motiver af guld eller sølv. De fleste har også en Tika i panden; den røde plet, som mange associerer Indien med. Millitærpolitiet forsøger at holde styr på menneskemængden, mens vi forsøger at navigere i virvaret og finde immigrationskontoret. Det ligger i et ganske almindeligt hotel 800 meter efter grænsen. Manden i immigrationskontoret kigger på os med en alvorlig mine, mens han grundigt undersøger vores indiske visa. Vrissent tager han vores fingeraftryk og billede. Seancen tager ikke mange minutter. Sulten knurrer i vores maver, og vi udskyder den med en cola, mens vi leder efter et simkort. Det viser sig at være svært for udlændinge at købe et simkort, og vi forlader grænsebyen uden data på mobilen. Det vidner om, hvor få turister, der krydser denne landegrænse ind til delstaten Uttar Pradesh.

Indiens tættest befolkede stat

Uttar Pradesh har en række uheldige førstepladser. Det er Indiens mest befolkede stat. Tre procent af verdens befolkning bor i dette område, der er på størrelse med Storbritannien. Det er den stat i Indien, hvor flest lever under fattigdomsgrænsen, og hvor der bliver begået flest mord. Her dræbes flest i trafikken. Det er desuden staten i Indien med flest illitterære. Uttar Pradesh har også sine højdepunkter. Det er staten med Taj Mahal, det verdensberømte muslimske mausoleum, som ligger i byen Agra. Staten kan bryste sig af at være hjem for en af hinduismens mest hellige byer Varanasi, der ligger ved den hellige flod Ganges floden. Dele af staten er vant til at få besøg af mange turister – vestlige såvel som Indiske, men det er ikke den del, vi skal cykle igennem. Uttar Pradesh har et dårligt ry, og senere fortæller indere fra andre delstater, at de sågar ville ønske at de kunne udstøde Uttar Pradesh fra Indien. Særligt én historie går igen, når vi fortæller at vi har cyklet gennem Uttar Pradesh. For et år siden blev et brasiliansk par på motorcykel overfaldet i deres telt, kvinden blev voldtaget, og manden tæsket af en gruppe unge indiske mænd. Det er en historie, der sætter sine spor, men som så mange gange før, finder vi ud af, at få menneskers onde gerning ikke skal ødelægge det for de 99 procent, der kun vil os det godt. I de 10 dage vi cykler gennem delstaten, oplever vi med egne øjne, hvor mangfoldig en stat Uttar Pradesh er. Det er ikke muligt at skære hele staten over en kam. Den ene dag cykler vi blandt statens 20 % muslimer, hvor kvinderne er dækket helt til, og mændene bærer det traditionelle skæg. Næste dag cykler vi i et område, hvor Sikh-folket bor, og mændene bærer den traditionelle turban, mens kvinderne igen går i farvestrålende tøj. En time senere er vi i en landsby, som primært er hinduistisk, og hvor folk flokkes om de små hinduistiske templer. Fælles for alle områderne er de lokales entusiasme ved vores besøg.

Fem selfies om dagen

Der går ikke længe, før vi har krydset grænsen til vi bliver indhentet af den første mand på motorcykel, der på den tungt trafikerede landevej sætter farten ned for at snakke med os. Her taler folk hindi, og de fleste kun det. Vi troede ellers at alle ville kunne lidt engelsk, som er et af de officielle sprog i Indien. I Indien har de 30 forskellige sprog og mindst 2000 dialekter, og den officielle kommunikation foregår på hindi og engelsk. Sprogbarrieren er ikke et problem for os, for vi er vant til at navigere i områder, hvor vi ikke forstår sproget, men folks overraskelse over at vi ikke kan hindi, kommer bag på os og bringer et smil på læben. Vi er hovedattraktionen overalt vi kommer, og vi finder hurtigt ud af, at mange af de velmenende mænd på motorcykler egentlig ikke skal vores vej, men kører efter os, fordi de har set os komme forbi. Alle vil have en selfie, men det udvikler sig som regel til en fotosession, hvor personen skal have et billede med Martin, et med Katja og et fælles, og så lidt flere. Efter to dage, hvor vi konstant bliver stoppet for at tage selfies, må vi trække en streg i sandet. Derefter begynder Martin at tilbyde kørende selfies, mens vi cykler. Til sidst må vi simpelthen sige nej, hvis vi ikke skal miste forstanden. Skuffelsen i folks øjne niver i vores hjerter, men frustrationen over konstant at blive set på som en attraktion dulmer den dårlige samvittighed. Vi laver et kompromis, og beslutter os for, at vi kan stoppe og tage selfies fem gange om dagen. Vi udvælger nøje de heldige, som oftest er børn og kvinder. Mændene begynder vi at blive en smule trætte af, fordi de som regel helst bare vil have billeder sammen med Katja. Trætheden tager til, da vi kommer til et område, hvor mænd konsekvent kører langsomt bagved Katja, for at kigge på – ja hvad? Numsen, nok? I de dage cykler Martin bagerst.

Publikum

Selfies er en mindre del af den intense opmærksomhed vi modtager i løbet af en dag på cyklerne. Uanset om vi stopper i en restaurant for at spise frokost eller i en kiosk for at købe vand, tiltrækker vi et større publikum. Vi spiser frokost hos vejsideboderne, der normalt består af et træskur med bliktag. Der står ofte en mand ved to jerngryder fyldt med boblende olie, klar til at friturestege samosa, kartofler og andre indiske lækkerier. Ofte sidder vi ved borde og bænkesæt og spiser vores samosa, mens 20 mænd stirrer nysgerrigt på os. Ofte har vi fem minutters madro, inden nysgerrigheden tager over og spørgsmålene begynder. Indernes evne til at samle sig i store grupper på ingen tid forbløffer os. De kommer ud af ingenting. Da vi en dag stopper ved en vejbod midt ude i ingenting for at købe en vandmelon, er det kun sælgeren og os. Vi sætter os ned i en grøft med ryggen til vejen ved nogle træer for at få skygge, og får øje på en gruppe børn, der langsomt kravler op i et træ ca. 20 meter fra os. Vi vinker og smiler til dem. De er generte, men sidder som forstenet og stirrer på os. Da vi vender os om mod vejen igen, står der 15 voksne mennesker og kigger på os. Hvor kommer de fra?

Mirakellægen

Den første nat er vi uheldige. Der er valg i Indien, og alle hoteller i byen er fuldt booket til valgarrangementer. Vi spørger mindst fem steder, og bliver sendt i alle mulige retninger, men flere fortæller os om et hotel, der passer perfekt til os. Vi cykler hen til den mindre landsby, og bliver overraskede, da vi mellem rækken af små stenhuse får øje på et kæmpe hotelkompleks. Det ser dyrt ud, og viser sig også at være udenfor vores budget. I indernes øjne er vi rige hvide mennesker, om vi så kommer på en cykel eller i en stor flot bil. Og de har jo ret, vi er rige i forhold til de mennesker vi omgås. Heldigvis for os, kommer en mand gående ud af hotellet i en fin hvid skjorte. Han taler engelsk, og vi falder i snak. ”I kan sove i min lægeklinik” siger han måske lidt for hurtigt. Senere sidder vi og spiser stegte ris, mens et publikum af venner og familie tilfældigvis er kommet forbi. Lægen fortæller os, at han kan kurere 99,9 procent af alle sygdomme. Imponerende! Han er specialiseret i Ayurveda, som er en alternativ behandling inden for hinduismen, og hurtigt finder vi ud af, at han har en bagtanke med at invitere os ind. Han er bekymret for, at politiet kommer og spørger, hvorfor vi skal sove der, så han får os til at skrive os ind i sin patientbog. På den måde, kan han sige til politiet, at vi har et ærinde hos ham. Politiet kommer aldrig, og senere insisterer han på, at vi skal lave en video med ham, hvor vi fortæller hvordan hans behandling virker. Vi holder ham hen, for vi vil på ingen måde være med til at promovere en behandling, som vi ikke har modtaget. Derudover er klokken blevet mange, og vi er trætte. Vi overtaler ham til, at vi kan lave videoen i morgen, men vi slipper alligevel ikke helt, for i mellemtiden er lægens bror kommet. Han er journalist og har sin egen dagsorden med os. Martin stiller op til et interview, og bliver blandt andet spurgt om, hvad han synes om Modi, Indiens primærminister. På diplomatisk vis, får Martin snoet sig uden om de kritiske politiske spørgsmål. Til sidst får vi lov til at sove, og vi slår teltet op på lægehusets tag. Lægens assistent sover også på taget, men i sin træseng, og da vi i løbet af natten må slå otte myg ihjel, som har sneget sig ind i teltet, sender vi ham en kærlig tanke. Han lever 24 timer i døgnet på lægeklinikken og arbejder konstant. Han gør rent, serverer te, laver mad, fixer alverdens ting osv. Vi har også to andre værelseskammerater for natten; lægens to hunde lever på taget, bundet fast i kæde. Vi sover dårligt, blandt andet fordi taget har stået i solens stråler hele dagen, og de op til 45 grader har efterladt betonen hedende varm, og fordi vores roomie taler højlydt i telefon halvdelen af natten. Næste morgen er vi dårlige gæster, og skynder os at komme op og af sted, før lægen kommer tilbage. Vi vil for alt i verden undgå at lave flere videoer. Vores samvittighed er dog ren, da vi husker ham fortælle os, at det er lettere at blive en succesfuld læge i fattige områder, fordi folk ikke er så kritiske. Besøget hos lægen efterlader os ambivalente. Vi er glade for at få husly, selvom vores vært har et anstrengt forhold til sandheden.

Iskaffe hos kongen

Vi sover en nat i byen Balrampur, hvor vi har hørt at områdets gamle kongefamilie skulle opholde sig på et palads, der stadig ligger i byen. Kongefamilien går tilbage til lang tid før briterne koloniserede Indien, og under det britiske styre, havde kongen et tæt samarbejde med briterne. Morgenen efter cykler vi hen til paladset på vej ud af byen, og finder det kæmpe palads lukket af for offentligheden. Vagterne siger at vi må vente 2 timer til klokken bliver 10, hvis vi gerne vil ind og se paladsets have og tempel. Da vi fortæller, at vi kommer hele vejen fra Kongeriget Danmark for at se kongens palads, bløder de op, og pludselig har vi sat gang i en række begivenheder, som vi aldrig havde forestillet os skulle udspille sig. Vi bliver inviteret ind i ventesalonen og tilbudt småkager og vand, mens vi venter på at der kommer en mand, der vil vise os rundt, og snart er vi på rundtur på kongens grund. Manden, som vi formoder er kongens assistent, sender et billede af os til kongen, og vi begynder at håbe på, at vi måske kan møde hans majestæt. Rundturens højdepunkt er kongens tempel, som er et hindutempel. Vi venter 30 minutter på at præsten ankommer med nøglen og laver ceremonien for at åbne templet. Ceremonien indebærer ofring af blomster til guderne, røgelse og så ringer assistenten på en stor klokke, mens præsten går rundt og hilser på de forskellige guder. Han velsigner os og vi modtager en tika på panden, inden templet igen bliver lukket ned, og præsten lige skal have en selfie med os. Det samme skal alle de vagter, der har fulgt os rundt på rundvisningen, og også kongens assistent. Da selfie-sessionen er overstået, går vi tilbage til velkomstsalonen, og assistenten ringer til en kvinde, der viser sig at være kongens kone. Hun fortæller os, at hun ikke er klar til besøg, men at hun vil sende os iskaffe og morgenmad. Vi snakker lidt løst og fast med hende, og hun fortæller at hun har en slægtning i Holland. I mellemtiden er iskaffen og to ostesandwich ankommet. Et par timer efter vi kom står vi igen ude foran porten, opløftede over den spontane og uventede oplevelse. Vi vinker farvel til de søde vagter, som i mellemtiden har passet godt på vores cykler.

Ganges floden

Efter 10 dages cykling og ca. 900 kilometer gennem Uttar Pradesh når vi en milepæl. Vi kommer til en ny delstat, Uttarakhand, og til byen Rishikesh, hvor vi har besluttet os for at holde hviledage. Rishikesh er Indiens yoga-by. Hvert år kommer mange tusinde turister for at tage et yoga-retreat eller en uddannelse som yogalærer. Vi havde oprindeligt planlagt at tage et retreat, men hedebølgen og de 45 + grader ændrer vores planer. Det er simpelthen for varmt til at lave andet end at ligge på et hotelværelse i aircondition og slappe af. Rishikesh er en af de helligste byer i Indien, fordi den ligger klos op ad Ganges floden, som er den helligste flod. Derfor valfarter tusinder af hinduistiske pilgrimme til byen, og alle skal bade i den hellige flod. Der er store ceremonier hver aften, hvor folk ofrer til floden. Floden skulle efter sigende være spirituelt ren og rensende, hvilket er ironisk, fordi det også er en af verdens mest forurenede floder. Men sådan er Indien, kontrasternes land.

Annapurna Circuit – over Thorang La (5416MoH)

/0 Kommentarer/i , ,

Vores rejse hedder Himalaya til Anatolien, men vi har ikke set et eneste snedækket bjerg, siden vi kom til Kathmandu med flyveren fra Danmark. Området er dækket af røg og forurening fra afbrænding af skov og marker i lavlandet. Røgen ligger over landet som et tungt tæppe, og udover at ødelægge udsigten (det mindste problem), påvirker røgen luftkvaliteten for de millioner af nepalesere, der bor i området. Nepaleserne venter på at regnsæsonen kommer i juni måned, og skyller røgen væk. Cyklister venter ikke så gerne på regnvejr, så vi beslutter os for at tage sagen i egen hånd. Hvis bjergene ikke kommer til os, må vi komme til dem, og der er kun én vej: det er nordpå, op i Himalaya.

Tynd luft og ekstase
Vi tager tre dybe indåndinger af den tynde luft, før vi fortsætter op ad det 5416 meter høje bjergpas Thorung La. Vi trækker cyklerne langsomt opad i endnu 10-20 højdemeter, før vi igen må stoppe op for at få vejret. Her er helt stille. Udover vores egen vejrtrækning er det eneste vi kan høre gruset, der knaser under cyklerne. Snedækkede bjergtoppe tårner sig op om os, og efterlader os med følelsen af at være bittesmå. De gigantiske kæmper har været her i mange millioner af år, og har troligt fulgt med, mens utallige eventyrlystne vandrere siden 1977 har sneglet sig over bjergpasset. Cyklerne – vores ellers trofaste venner – er nu 20-25 kilo dødvægt, som vi prustende kæmper med at trække op. Da vi efter fire timers skubben endelig spotter toppen, bliver vi ekstatiske. Farverige blå, hvide, røde, grønne og gule buddhistiske bedeflag markerer bjergpassets top. De rusker i vinden, der tager til hvert minut. Martin stopper op, og venter på Katja. Vi går de sidste højdemeter sammen. I 13 dage har vi cyklet, trukket og kæmpet os frem mod denne milepæl. Vi gjorde det! Vi har cyklet op til Thorung La, og står i svimlende 5416 meters højde.

De ”skøre” cyklister

Den 230 kilometer idylliske vandrerute Annapurna Circuit går gennem farverige nepalesiske landsbyer og videre op i Himalayabjergene, tæt på Tibet. Du går mellem buddhistiske klostre, stupaer og farverige bedeflag, alt sammen med høje snedækkede bjerge som kulisse. Vandreruten er så populær, at knap 200.000 mennesker i 2023 snørede vandrestøvlerne og drog ud på eventyr. Markant færre gør som os, og tager cyklerne med. Kæber falder på stribe, når vandrerne ser vores cykler. Hurtigt er vi berømte i vandrefællesskabet på stien. Vi er de ”skøre” cyklister; en identitet vi ofte tager på os. Men faktisk er vi langt fra de første, der sætter sig for at tackle vandreruten på cykel. Vi finder god information på internettet, der hjælper os med at planlægge de 17 dage det tager os at cykle runden fra og til Pokhara. Cykelruten er 386km lang, og indeholder hele 10.395 højdemeter. Vi kan cykle ca. 85 procent af turen, og resten af tiden må vi trække cyklerne. Der er ingen grund til at slæbe telt og køkkenudstyr med op på bjerget, for vandreruten er veletableret, og gæstehusene ligger sjældent længere end 10 kilometer fra hinanden. Vi efterlader en del bagage i Pokhara, og medbringer vores varme sovepose, varmt tøj, kamera og powerbank. Gennem en årrække har Nepal arbejdet på en vej fra Besishahar til Manang i 3500 meters højde. Vejen, som består af en blanding af Jeep-spor, beton og asfalt, løber langs med vandresporet, og er grunden til at vi kaster os ud i projektet. Men den er ikke populær hos alle. Vores vært på gæstehuset i Syange mærker tydeligt at det er lettere for turisterne at starte vandreturen i landsbyerne Chame og Manang, som ligger højere oppe i bjergene. Det går udover økonomien hos de gæstehuse og landsbyer, som turisterne nu springer over. Flere af dem, der plejede at leve af turismen fra vandrestien har svært ved at få enderne til at mødes.

Tættere på Tibet

Jo højere vi kommer op i bjergene, jo tættere kommer vi på Tibet, og vi mærker tydeligt den tibetanske indflydelse og kultur i landsbyerne. Kronragede munke går i gaderne iført røde og orange kapper. Munkeklostre dukker op på bjergsiderne, som også fyldes med blafrende bedeflag og hvide stupaer, der symboliserer selveste Buddha. På gaderne ser vi mani-sten og drejer flittigt hjulene på de lange rækker af bedemøller, der er indgraveret med buddhistiske mantraer. Vi husker at gå og cykle til venstre om de buddhistiske artefakter, da det er god kutyme og bringer held. I Manang holder vi tre hviledage og bruger en på at vandre op til Gumba Praka. Her bor en ældre buddhistisk nonne, som velsigner folk med en sikker krydsning af Thorung La. Hun bor i 4000 meters højde i et smalt hvidt kloster, der er bygget ind i klippevæggen. Da vi går derind, mødes vi af en fugtig kulde, men nonnen er alt andet end kold, da hun med smilende øjne og varme beder os komme tættere på. Vi knæler på puden foran hende, mens lyset vælter ind ad det lille vindue. Hun mumler et mantra, og giver os hver en gul snor om halsen. Det koster fem kroner pr. velsignelse. Turen op til nonnen, er udover hendes velsignelse, en måde at akklimatisere til de kommende dage. Vi sidder i solen, og spiser medbragte makroner fra det overraskende gode bageri i Manang, mens vi kigger på bjergene.

Drømmeudsigt
Da Tina Dickow skrev sin fantastiske sang ”Room with a view”, kunne hun sagtens have siddet i vores gæstehus i landsbyen Upper Pisang, hvor vi ud ad et stort vinduesparti har udsigt til det knap 8000 meter høje bjerg Annapurna II. Aldrig før har vi boet med en bedre udsigt end denne, og så endda til den nette sum af 0 kroner. På Annapurna Circuit er det kutyme hos lavbudgethotellerne, at vi betaler for den mad vi spiser, men ikke for værelset vi sover i. Af samme grund er priserne for maden skruet op til et – i nepalesisk standard – uset højt niveau. Vores stabile måltid, Dal Bhat, koster heroppe op til fire gange prisen end i lavlandet. For det meste får vi hvad vi (ikke) betaler for. F.eks. bliver sengetøj og håndklæder sjældent vasket, vi må undvære toiletpapir og håndvask på badeværelset, og toiletterne er i flere tilfælde blot et hul i jorden. Helt fair. Vi er glade for, at vi tog vores varme soveposer med, selvom det er ekstra vægt at slæbe på.

Akklimatisering
Det største samtaleemne på vandreturen er højdemeter og akklimatisering, og hver dag ser vi flere vandrere, som må tage turen tilbage ned ad bjerget, fordi de har symptomer på højdesyge. En ung israelsk kvinde bliver hentet af helikopter i 4000 meters højde, og bragt til et hospital i Kathmandu. Vandreturen er designet til at stige ca. 500 meter i højden næsten hver dag, hvilket gør det næsten umuligt at akklimatisere. Nogle vælger at tage højdesyge medicin for at forebygge og lindre symptomerne. Vi har god tid, og vælger i stedet at holde hviledage på vej op i højderne. Derudover går vi hver eftermiddag 200-500 højdemeter længere op, end den landsby vi sover i. I landsbyen Phedi, der ligger i 4500 meter, går vi som sædvanligt 200 højdemeter længere op, men denne gang sniger milde højdesygesymptomer sig ind på Katja, og tilbage i gæstehuset må hun lægge sig med hovedpine og kvalme. Vi beslutter os for at se situationen an til morgenen efter. Hvis symptomerne forbliver ved status quo, eller bliver værre, må vi tage en hviledag eller cykle ned til en lavereliggende landsby. Hvis hun får det bedre, er der to muligheder. Vi kan gå op til ”Thorung High Camp”, der ligger i 4800 meters højde og sove en nat deroppe, før vi krydser bjergpasset, eller gå hele vejen over det 5416 meter høje bjergpas og ned til byen Muktinath, der ligger i 3700 meters højde på den anden side af passet.

En nat i 4800 højdemeter

Næste morgen har Katja det bedre, men vi beslutter alligevel at forebygge risikoen for at genopleve symptomerne ved at tage en højdesygepille hver, og trækker vores cykler op mod High Camp i 4800 meter, hvor vi vil sove. Dagens rute er på sølle 1.5 kilometer, men med hele 300 højdemeter og stigninger på op til 30 procent, arbejder vi hårdt for at få cyklerne med op. Vi er trætte, da vi endelig triller ind i High Camp. Det er det sidste overnatningssted før bjergpasset, og det mest simple. Her er for eksempel ikke rindende vand. Mændene, der arbejder i lejren, må flere gange om dagen hente vand længere nede ad bjergpasset. De transporterer vandet i store dunke, som de løfter i en kurv på ryggen med et bånd om hovedet på traditionel nepalesisk vis. Vores værelse har set bedre dage. Sengetøjet lugter tungt af flere års sved, og døren er så utæt, at sne fyger ind i værelset. Om eftermiddagen indhyller en tung tåge lejren, og vi kan kun se fem meter frem. Det begynder at sne. Solens varme stråler er forsvundet, og i opholdsstuen kæmper vi med at holde varmen, selvom vi har alt vores varme tøj på. Hele stuen rumsterer med urolig energi, for alle – vandrere, portere såvel som guides – er spændte på dagen i morgen og vandrerutens klimaks; krydsningen af Thorung La.

Thorung La passet

For at undgå kraftig vind på bjergpasset sætter vandrerne ud mellem kl. 3.30 og 4.30 om natten. Vi er for magelige til at stå så tidligt op, for at fryse i flere timer, så vi beslutter os for at starte vores vandring kl. 6. Det er koldt og temperaturen er -10 grader, da vi sætter ud. Vores fingre fryser. Morgenmaden ligger tungt i maverne op ad de stejle stigninger og hjertet hamrer i brystet på os, mens vi trækker cyklerne få meter op ad gangen inden næste pause. Alt bliver bedre, da solen efter 30 minutter titter frem over bjergtoppen, og varmen vender langsomt tilbage i fingrene. Efter fire timers skubben og higen efter luft er det hårde træk slut. Vi tager de obligatoriske sejrsbilleder ved skiltet, der markerer toppen af passet, og suser hurtigt de første kilometer ned ad bjerget på cyklerne. Som forventet bliver stien snart så stejl at vi på ingen måde kan cykle, og i stedet må vi modvilligt stå af, og trække cyklerne hele vejen ned ad den stenrige bjergsti til landsbyen Muktinath. Vi glæder os til at få et varmt bad, lækker mad, og en meget tiltrængt hviledag, før vi fortsætter på cyklerne videre ned ad bakke til Pokhara på blot 3 dage.

Kathmandu til Pokhara: Gennem Nepals landsbyer

/0 Kommentarer/i , ,

“Caste-systemet er gammeldags” fortæller nepalesiske Depeesh os med et seriøst udtryk i sine brune øjne. Han er 19 år gammel, og ser meget ung ud med sit halvlange sorte pandehår, der går ned i øjenene. Vi sidder rundt om et bål på små flettede sivtaburetter i Nepals jungle i Deepeshs onkels baghave. Han fortsætter med at fortælle, at i skolen lærer man nu at caste-systemet ikke harmonerer med det moderne Nepal. Da Depeesh var barn fik han skæld ud af sine bedsteforældre, hvis han legede med børn af en caste lavere end sin egen. Depeesh har et liv med gode muligheder. Han har gået i gode skoler, taler flydende engelsk, og det er familiens håb at han skal tage en uddannelse I USA.

Depeesh afbryder samtalen, da hans far ringer fra Saudi Arabien, hvor han har arbejdet det meste af sin søns liv. Som mange andre nepalesiske børn, har Deepesh måtte undvære sin far i lange perioder ad gangen. Det er svært at skabe et godt liv i Nepal med den indkomst du kan generere i landet. Mange tusinder forlader hver dag Nepal for at finde arbejde eller studere i udlandet.

Hektiske Kathmandu

10 dage tidligere.

Duften af røgelse og krydderier omslutter os, men overdøver ikke lugten af kloak, bilos og sved fra den sværm af mennesker, der bevæger sig rundt om os. Vi står udenfor Tribhuvan Lufthavn i Nepals hektiske hovedstad Kathmandu, og bakser kasserne med vores cykler op på taget af en stor hvid taxa. Chaufføren snører cyklerne fast med en tynd sort snor, og vi krydser fingrer for, at de bliver på taget på den korte køretur til vores hotel. ”Slowly, slowly” siger Martin, mens vi på bagsædet forgæves rækker ud efter vores sikkerhedsseler. En refleks fra livet i Danmark. Rejsen fra Danmark til Nepal har været gnidningsfri, og vi sidder endnu engang på et farverigt og lettere ramponeret budget-hotelværelse langt væk hjemmefra. Det er kun fem måneder siden vi kom hjem fra vores 21 måneder lange cykelrejse gennem Syd-, Central- og Nordamerika. De sidste fem måneder har mildest talt været hektiske. Vi har balanceret den mentale ballast ved at komme hjem fra en 21 måneder lang rejse med arbejde og foredrag. Det har været skønt at være hjemme i København, og vi har nydt samværet med venner og familie. De fem måneder hjemme er en dejlig påmindelse om, at selvom eventyret trækker, så holder vi også af vores liv i Danmark. Tilbage I Kathmandu dytter scootere med venlige, men utålmodige nepalesere af os, mens vi slentrer rundt i de små gader i bydelen Thamel. De minder os om, at her kører man i venstre side af vejen. Der er ikke noget fortov, og det ser vi som en fordel, når vi om få dage skal ud på cyklerne. Vi ved, at biler og scootere er vant til at undgå lidt af hvert på de smalle landeveje. Vi spotter en abe, der kommer balancerende på ledninger. Byens mange templer er ofte gemt væk i små gyder og fungerer som oaser af ro i den ellers kaotiske og travle storby.

Nepalesisk gæstfrihed

Vi er på rejsens første cykeldag blevet inviteret hjem af en venlig nepalesisk familie. Depeesh susede først forbi os på sin motorcykel ned ad den stejle asfaltvej, men hurtigt tog nysgerrigheden over, og han vender om for at snakke med os og inviterer os hjem til sin landsby, blot 20 kilometer fremme. Han insisterede på, at landsbyen ligger lige ved vejen, men ak, efter 20 kilometer, ringer vi til ham, og får besked på at vi skal cykle ned ad en grusvej. Derfra starter noget af en farce, hvor vi først cykler flere kilometer ned i dalen ad en tvivlsom grusvej, hvorefter vi må stå af cyklerne og trække dem det sidste stykke ind i et tilvokset jungleområde. Vi må sågar bære cyklerne ned ad stejle stentrapper for at nå det sidste stykke frem til huset. Havde vi vidst, hvad vi skulle igennem for at komme til Depeeshs onkels hus, havde vi valgt at sove i et hotel langs landevejen. Men nu er vi her, og familien, ja faktisk hele landsbyen, tager imod os med åbne arme, og et spørgsmål, som vi ofte er blevet mødt med siden; “spiser I kød?”. Svaret ”ja” udløser en række begivenheder, heriblandt at Depeeshs anden onkel henter en kylling fra sin gård, og slagter den for øjnene af os. Herefter bliver der tilberedt et fantastisk måltid af Dal Bhat, som består af ris, linsesuppe og karry i det primitive køkken i familiens nybyggede træhus. Det er skik i Nepal at indtage maden med hænderne, og da Katja er færdig med at overveje, hvornår hun sidst har vasket hænder, overgiver hun sig til den kulturelle norm og skovler ris og karry op med sin højre hånd. Til maden får vi hvert et stort glas af det overskudsvand, der er tilbage fra processen med at lave fløde fra køerne, der står og græsser i baghaven.

Onklen er en spinkel og livlig mand med mange meninger, tydeligt vellidt blandt alle i landsbyen. Han taler højlydt, og får smil og grin frem på de fleste. Han ryger mindst en pakke cigaretter, mens vi er hos ham. Han kan ikke engelsk, men da Martin går på toilettet, bruger han alligevel anledningen til at fortælle Katja hvor smukke øjne hun har. En rigtig charmetrold. Vi er glade for vores beslutning om at tage et myggenet med på rejsen, for vi har knap lagt os til at sove i den lille træhytte, før myggene angriber Martin. De holder sig som regel fra Katja, når Martin er i nærheden. Ganske ofte går vi på kompromis med den gode nattesøvn for at få oplevelser som disse, og denne nat er ingen undtagelse. Vi ligger to høje mennesker i en alt for lille og stenhård seng uden madras i den varme, fugtige junglenat. Dagen før lå vi i vores komfortable seng i Kathmandu med en loftventilator. Livet på landevejen er uforudsigeligt. Det er netop en af grundene til at vi holder så meget af det.

Den fortabte landsby

Efter endnu en lang, fugtig og varm cykeldag, sidder vi igen i et familiedrevent gæstehus og spiser Dal Bhat i et primitivt køkken. Udover os, huser familien to nepalesiske mænd, der arbejder med mikrolån. Familiens kvinder – mor og svigermor – styrer gæstehuset, mens manden arbejder som guide. Mange guides er væk fra deres familier i flere måneder ad gangen i de to højsæsoner, forår og efterår. For tiden leder han en gruppetur til Everest Base Camp. Martin spiser sin Dal Bhat med hænderne, og Katja tager denne gang pænt imod den ske, hun får tilbudt. Mens Martin får kredit for at spise med hænderne, skuler mændene til Katjas ske, mens den ene højlydt forklarer at maden smager meget bedre når man spiser den med fingrene. Med fingrene er det lettere at røre maden sammen i et stort virvar, og det er – åbenbart – der Dal Bhat-magien opstår. Det argument får nu ikke Katja til at lægge sin ske fra sig. Vi falder i snak med mændene, og de fortæller os, at der snart skal bygges en stor dæmning, som kommer til at oversvømme landsbyen og området omkring. Alle i landsbyen har fået kompensation, og mange har brugt den til at starte et nyt liv et andet sted. Da vi spørger familien, hvornår de skal forlade landsbyen, griner de højt og trækker på skuldrene.  Vi prøver igen ”jamen, hvor vil I tage hen?”. Det ved de ikke. Ingen ved, hvornår dæmningen kommer. Samtalen bliver afbrudt, da noget stort rumsterer i muren bag ryggen på os. Vi får et chok. ”Det er bare rotten”, griner svigermoren, og kigger på os med et stort smil, der når hele vejen op til hendes levende brune øjne.

Nepals turisthovedstad

Efter otte dage på landevejen er vi fyldt op med møder med nepalesere, som for længst har vundet vores hjerter med deres milde temperament og imødekommenhed. Vi ankommer til storbyen Pokhara, som er kendt som “Nepals turisthovedstad”. I forhold til Kathmandu er Pokharas gader rene og pæne, og her er hoteller og restauranter overalt. Den flere kilometer lange promenade langs Fewa søen er et kæmpe trækplaster for turister fra hele verden, og særligt nabolandet Indien, og byen ligger med kort afstand til to af de mest populære treks i Nepal; Annapurna Circuit og Manaslu Circuit. Normalt ville vi kunne se flere høje bjerge fra Pokhara, blandt andet verdens 8. højeste bjerg det 8100 meter høje Manaslu. Men som resten af vejen fra Kathmandu til her, ligger byen indhyllet i en tæt tåge, som til vores store ærgrelse skygger for enhver bjergudsigt. Det er røg fra den afbrænding, der finder sted i Nepals lavland. Afbrændingen af skov er et problem i sig selv, ift. biodiversitet og dyreliv, men røgen er ligeledes et kæmpe sundhedsproblem for luftkvaliteten i Kathmandu, Pokhara og omegn, og den går mennesker syge.

I forhold til de lokales problemer, er vores lillebitte; vi vil gerne se bjergene. Vi erkender, at hvis ikke vi skal forlade Nepal uden at se bjerge, må vi cykle længere op i dem. Og vi ved, at det er muligt at cykle langs den berømte vandrerute Annapurna Circuit, der vil tage os op i svimlende 5416 højdemeter. Det er netop det, vi sætter os for. Men først efter, at vi har holdt nogle tiltrængte hviledage i Pokhara.

Himalaya til Anatolien – starten på et nyt eventyr

/1 Kommentar/i , ,

Duften af røgelse omslutter os, men overdøver ikke duften af krydderier, bilos og sveden fra den sværm af mennesker, der slentrende bevæger sig rundt om os. Det er duften af eventyr. Vi er i Kathmandu, Nepals summende og hektiske hovedstad.

Vi står udenfor Tribhuvan lufthavn og bakser kasserne med vores cykler op på taget af en stor hvid taxa. Chaufføren snører cyklerne fast med en tynd sort snor, og vi krydser fingrer for, at de bliver på taget på turen mod hotellet. ”Slowly, slowly” siger Martin, mens vi forgæves rækker ud efter vores sikkerhedsseler. En refleks fra livet i Danmark.

Rejsen fra Danmark til Nepal har været gnidningsfri, og vi sidder på vores hotelværelse i Kathmandu, blot fem måneder efter vi kom hjem fra vores 21 måneder lange cykelrejse gennem Syd-, Central- og Nordamerika. De sidste fem måneder har mildest talt været hektiske. Vi har balanceret den mentale ballast ved at komme hjem fra en 21 måneder lang rejse med arbejde, praktikker og foredrag. Samtidigt har vi forsøgt at se vores familie og venner så meget som overhovedet muligt. Det har været skønt at være hjemme i København, og det er dejligt at blive mindet om, at selvom eventyret trækker, så elsker vi også vores liv i Danmark.

Tilbage i Kathmandu dytter scootere med venlige, men utålmodige nepalesere af os, når vi går rundt i de små gader i bydelen Thamel. De minder os om, at her kører man i venstre side af vejen. Der er ikke noget fortov, og det er en fordel, når vi engang skal ud på cyklerne. Vi ved, at biler og scootere er vant til lidt af hvert på de smalle veje.

Langs gaderne hænger ledninger tungt fra pæl til pæl. Vi spotter en abe, der kommer balancerende på ledningerne, nok i færd med at lede efter et måltid i byen. Den kommer sandsynligvis fra abernes tempel Swayambhunath, der ligger et par kilometer væk. Ved templet bor den sammen med hundredvis af artsfæller, som alle anses for at være hellige.

Byens mange templer er enten gemt i små gyder, eller står frit fremme, og fungerer som små oaser af ro i den ellers kaotiske storby. Ved templerne finder du ofte også en Stupa. En hellig struktur, der oprindeligt stammer fra Indien i det 5. århundrede f.Kr. De blev brugt ved begravelser, og efterfølgende udviklede de sig til hellige steder dedikeret til Buddha.

Den varme fugtige luft får støvet fra gaden til at klæbe sig til huden. Efter en lang dag i byen, dufter vores skjorter af de mange indtryk, som vi er stødt på i løbet af dagen. De dufter som Kathmandu, af eventyr.

Det nye cykel set-up

Vores cykler står på hotelværelset. De glæder sig til at opleve Himalaya bjergene. Vi forbereder os på at skulle afsted igen. Mentalt og praktisk. Der er nogle praktiske ting, der skal ordnes. Vi har for eksempel ikke haft tid til at prøvepakke hjemmefra, og er lettede over, at alt kan finde sin plads i det nye taske setup. Denne gang har vi prioriteret at være lettere, og det betyder at vi har fået nye tasker, og at vi har efterladt ting derhjemme. Nogle af tingene var no-brainers, som f.eks. vores Helinox stole, som vi næsten kun brugte de tre uger vi cyklede i Chile. Andre er mere eksperimenterende, f.eks. har vi taget et to-personers-telt med og må derfor undvære den plads og bekvemmelighed vores tre-personers-telt gav os. Vi har sparet vægt, hvor det var muligt, uden at gå for meget på kompromis med komforten.

Cyklerne er også lettere. Santos Bikes byttede vores gamle cykler til to nye, og de nye cykler har blandt andet en mindre tung gearboks, hvilket betyder at vi på denne rejse har 12 gear i stedet for 18 gear. Dækkene er blevet en del større, klar til eventyr på grus langt ude i bjergene. Martin benytter tiden i Kathmandu til at give cyklerne lidt kærlighed med et olieskift til gearboksen, nye cykelcomputere og cykelspejle.

Planen – fra Nepal til Tyrkiet

Vi skal cykle fra Nepal til Tyrkiet. På denne rejse skruer vi op for de ting vi begge elskede allermest ved vores cykelrejse fra Argentina til Canada. Højere bjerge, flere og mere diverse kulturer, flere forskellige sprog, religioner og møder med oprindelige folk. Martin har før cyklet fra Rotterdam i Holland til Kathmandu i Nepal, og vi cykler gennem nogle af de lande, som ligger hans hjerte nært. Vi ender i Tyrkiet, som vi begge holder af, og hvor Katja har boet i to år. Denne rejse er på mange måder anderledes end den sidste. F.eks. kender vi ikke hele ruten hjemmefra på grund af lukkede grænser og visumregler, og må tage stilling til bureaukratiet, som vi kommer frem.

Vi cykler fra Nepal gennem Indien, Pakistan, Kina, Kirgisistan, Tajikistan og så Usbekistan. Fra Usbekistan er der to muligheder. Enten over det Kaspiske hav og gennem Kaukasus eller ned sydpå gennem Iran og den arabiske halvø. Begge muligheder er en drøm for os, men på grund af lukkede landegrænser ved Aserbajdsjan og vinteren, der lurer, er det mest sandsynligt at vi drejer mod syd fra Usbekistan og cykler ned gennem Turkmenistan, Iran og videre den vej. Vi regner med at det kommer til at tage os et år at cykle fra Nepal til Tyrkiet.

I morgen cykler vi afsted efter godt en uge i Kathmandu. Vi er meget spændte på hvad året kommer til at bringe af oplevelser.