Det med græsset er grønnere i Chile

Vi er kommet til Chile og cykler på rute 7, Carretera Austral, der er ombejlet af backpackere, cyklister og bilister på grund af den storslåede natur med bjerge, gletsjere og masser af floder. Vi drømte os væk fra modvinden i Argentina, og fandt ud af at græsset er grønnere på denne side af andesbjergene, men blot fordi det regner og regner.

Vi spiser varm havregrød med gojibær, kokos og en ordentlig smørklat for at forberede os til endnu en dag med heftig regn, mens regnen hamrer på vores telt. Vejret i Patagonien har igen overrasket os. I Argentina drømte vi os væk fra den opslidende modvind, og selvom vi vidste at det regnede på den Chilenske side af andesbjergene, var vi sikre på, at regn trods alt er bedre end modvind. Den holdning holdt stik i de første dage, hvor solen tittede frem fra skyerne, indtil vi en dag cyklede op ad et stejlt bjergpas i silende regn og kulde.

Totalt gennemblødte fra top til tå, ser vi os gang på gang slået af vejrguderne, og banker på døren til et lille hospedaje (bed and breakfast), hvor vi kan tørre vores tøj og få et varmt bad ovenpå turens måske hårdeste cykeldage indtil nu. Vi må lære at være påpasselige med, hvad vi ønsker os.

Det sværeste ved regnen er ikke kulden eller det gennemblødte tøj. Det er, at vi ikke i den grad, som vi ønskede, kan finde steder at campere i naturen på en strækning, som ellers er som skabt til netop vildcampering med de mange floder, søer og skønne grønne oaser. I stedet er vi nødsaget til at finde campingpladser med overdækning for regnen, eller bide i det sure æble, gå over budget, og finde et hospedaje at bo i.

På trods af regnen, nyder vi det bakkede, grønne bjerglandskab, som Carretera Austral snor sig igennem. Med kæmpe søer og floder, fyldt med ørred og laks. Lakseindustrien i Chile er verdens anden største. 

Martin har sat sig for at fange en laks til aftensmad og til den mission, har vi købt en fiskekrog og fiskegarn, som vi sirligt har snoet om en brugt colaflaske. Med kyndig vejledning fra et tilfældigt møde med en amerikansk fiskeriguide og fra nogle YouTube videoer, har Martin læst op på og kastet sig over disciplinen lystfiskeri. Det er en tidskrævende affære, som koster insektbid, våde sko og sågar en tur ud i floden for at redde fiskekrogen fra at sidde fast i en træstamme. Fiskekrogen måtte lade sit liv på en anden træstamme og vi har endnu til gode at fange en laks, så indtil vi kan købe en ny fiskekrog, må vi nøjes med plan B til aftensmad. Pølse, pasta og grøntsager.

Det er ikke kun os, som har kastet vores kærlighed på Carretera Austral. Hver dag møder vi andre rejsecyklister. En stor kontrast til Argentinas rute 40, hvor vi i over en måned kun mødte et par stykker. Generelt er turismen på denne rute overvældende. Det er tydeligt, at turismen er levevej for mange af de mennesker, som bor her på den chilenske side af Patagonien. I modsætning til Argentina er her masser af små byer på vejen, og mange byer er tæt pakket med campingpladser, hoteller, hospedajer og hostels, som huser de mange rejsende.

At vi pludselig er én blandt mange, kan mærkes. Vi oplever at chilenerne er venlige, men reserverede. Her er det ikke nok at være langturscyklist for at få positiv opmærksomhed, så vi må ty til andre metoder, for at vinde vores værters hjerter. I den henseende har vi stablet brænde og lavet mad til en af vores værter.

Den kraftige regn fik os til at søge indendørs for at tørre telt og tøj og det medbragte gode oplevelser med chilenerne. I landsbyen La Junta boede vi hos en ældre kvinde Maria, der bestyrer en campingplads og gæstehus helt alene. Maria arbejder dagen lang med alt fra rengøring til at hugge brænde til komfuret hvor maden laves. Om aftenen lavede vi en kæmpe omgang pasta med chorizo og inviterede Maria på aftensmad. Hun gengældte gestussen aftenen efter, og vi spiste lækker suppe med bøf og kartofler. Vi brugte aftenerne på at fortælle om vores liv i Danmark og Maria fortalte om sit liv i Chile.

Vi møder også naturens barske virkelighed, da vi cykler til den lille by Villa Santa Lucia. Da vi cyklede ind i byen kunne vi med det samme mærke at stemningen forandrede sig. Her var en trykkethed, som det grå vejr forstærkede. Vi blev ledt hen til et lille hotel, der lå i udkanten af byen sammen med huse, som var mere eller mindre ødelagte. Her var sket noget slemt. Senere fik vi det bekræftet. I december 2017, var her et mudderskred, der havde ramt halvdelen af byen. 22 mennesker var døde og 1 er endnu ikke fundet. Mange mennesker blev reddet, fordi en gaucho havde opdaget mudderskredet og reddet på hest ned til byen for at advare. Heldigvis var det sket om formiddagen og ikke om natten, hvor folk sov. Det satte tankerne i gang hos os. Hvordan kommer en by videre derfra? Vi blev mødt af søde, venlige mennesker, som nok alle har mistet nære for blot 5 år siden. Livet er uforudsigeligt. Og ligeså er naturen. I den ødelagte del af byen, er nu er museum til minde om de, der mistede livet.

Derefter fortsætter turen til Futaleyfú, hvor vi har skiftet pedalerne ud med padler og ror på livet løs på river rafting tur på en af de vildeste floder i verden til netop det formål; Futaleyfú. Efter nogle skønne hviledage i Futaleyfú fortsætter vi vores cykeleventyr og krydser grænsen til Argentina.