Grusvej, cowboys og friturestegte boller på grusvejen rute 41

”Vand?”. ”Det finder I ikke før om 90 kilometer” var svaret fra den argentinske gaucho, da Martin på sit bedste spanske spurgte om der var vand i floderne længere fremme.

Kort forinden var vi drejet af asfaltvejen og ind på en 183 km lang grusvej. Gauchoen på hest er den første og eneste person vi møder den dag. Vi er cyklet ind på den berygtede grusvej rute 41, som fører os tættere på andesbjergene. Udover løs grus, finder vi her argentinske cowboys, friturestegte boller og et 1500 m højt bjergpas.

Rute 40, som vi har cyklet på de sidste uger, er en rute, som motorcyklister og campervans fra hele verden drager til Argentina for at køre. Ruten er normalt ikke et trækplaster for cyklister, som i stedet foretrækker den legendariske grusvej i Chile, Carretera Austral. Vi skulle have cyklet i Chile nu, men Corona restriktioner og lukkede landegrænser satte en kæp i hjulet for os.

Vi drømmer os væk fra asfaltvejen og bilerne. Selvom bilisterne som regel er søde og for det meste kører i en bue udenom os, er det ikke rart at cykle på en vej med biler, der drøner forbi med 100 km i timen.

Derfor og fordi vi trængte til at se anden natur end steppe, valgte vi at cykle ad den mindre besøgte rute 41, der er berygtet blandt motorcyklister og bilister for sin grusvej i dårlig stand, om end flotte og varierede natur. En stor del af Rute 41 løber ved andesbjergene og har væsentlig flere højdemeter, bl.a. et større bjergpas, end rute 40.

Løs grus og stejle stigninger lyder ikke som opskriften på en cyklists drøm, udover måske de, der kører mountainbike. Vores cykler er designet til at cykle på svært terræn og vi har gode dæk, men vi er tunge med vores oppakning og den ekstra vand, vi som regel må bære på. Derudover er grusvejen fyldt med vaskebræt, og her mener vi ikke dem, du ser på stranden en varm sommerdag, men det fænomen der opstår på grusvej, når bilerne kører hurtigt i det løse sand. Så kommer der bump på bump efter hinanden, nogle gange flere kilometer ad gangen. Tilsæt et bjergpas på knap 1500 højdemeter og du har opskriften på, hvordan vi tester formen på cykelbenene efter godt 1000 kilometers cykling i Patagonien.

Vi har fundet ud af, at hvis hundene ikke gøer, så er menneskene oftest søde og gæstfri. Den regel fik vi endnu engang bekræftet, da vi cyklede forbi en lille estancia (gård), som holdt får. Vi fik først øje på de nysgerrige hunde og dernæst fårehyrden, som var i gang med at fodre får. Stolt af sine får, inviterede han os ind i folden for at se, hvordan de lystigt spiste af det grønne græs. Efter en snak, cyklede vi videre og hen til gården, hvor fårehyrdens kone, Natalie, var i gang med at ordne vasketøj med technomusik i baggrunden. Hun tilbød os frisk vand fra en lille kilde i baghaven og alle de hjemmebagte friturestegte boller, eller på spansk torta fritas, som vi kunne spise.

I Patagonien lever vi med masser af vind. Men det betyder ikke at 90km i modvind ikke trækker tænder ud. Vi var fremme ved starten af bjergpasset og i et lille kryds fandt vi læ for vinden, som var blæst kraftigt op. I krydset lå en bygning. Den husede to unge mænd, der var ansat af vejvæsnet, men det var ikke nemt at se hvad arbejdet bestod af, da der ingen køretøjer eller redskaber var i nærheden. De havde Wifi og var mere optaget af deres videospil end os. Vi fik lov til at bruge deres Wifi og kunne se, at vinden var endnu kraftigere dagen efter med vindstød over 25m/s mod og fra siden op af bjergpasset. Vi besluttede at slå lejr og blive en dag ude i ingenting. Vi havde lige præcis nok mad med til den ekstra dag, så frokosten blev til pulverkartoffelmos og aftensmaden den sædvanlige pasta. Vi var i tvivl om, om teltet kunne klare den første nat i stormvejr, men trods rusken i teltet og en søvnløs nat gik det og vi fik hvilet os til dagen hvor bjergpasset skulle cykles. Det gav pote at vente en dag, da vi kunne cykle op ad bjergpasset på en kølig, men vindstille dag. Før frokost var vi over toppen og i godt humør.

Da vi fandt asfalt igen og kom til byen Los Antiguos, sad vi, høje på vores bedrift, på et lille pizzeria og ventede med længsel på en pizza med skinke og ost og drak en cola. Det er rart at få den kudus man selv føler, man fortjener, og efter 5 dage på grusvej, inkl. en tvungen hviledag ved foden af bjergpasset på grund af vind, uden bad, men med masser af grus, sved og sol og med kun nok mad til lige at klare os igennem, passede det os meget godt at de to motorcyklister, vi faldt i snak med ved bordet ved siden af vores, udbrød at cyklisterne var vejens rigtige helte. Kudus, pizza og cola er bare bedre efter 5 dage på grusvej.