Indlæg

Mexico – Mayaruiner, mole og mezcal

/0 Kommentarer/i ,

Vi går rundt blandt storslåede ruiner i Palenque i den hede eftermiddagssol. Den gamle by blev bygget i år 200 før Kristus og var en af de vigtigste byer for det oprindelige folk, Mayaerne. I 900 efter Kristus blev byen forladt, og vores guide, der selv er efterkommer af Mayafolket, fortæller at det er lidt af en gåde hvorfor byen bliver forladt, men at det sandsynligvis skyldes mangel på mad eller tørke.

Palenque måtte overgive sig til junglen, der begravede byen under flora, og da byen blev fundet i det 20. århundrede, var den overdækket af vildt buskads. I dag er ca. 10 procent af byen udgravet, men af hensyn til naturen, ligger de sidste 90 procent stadig gemt af træer, lianer og planter i junglens dyb.

Mayafolket stammer fra det sydlige Mexico og det nordlige Mellemamerika, og som stadig eksisterer i dag. De kan bryste sig ad en 3000-år lang historie, og det er magisk at gå rundt blandt ruinerne i Palenque. Junglen, der skaber rammerne om Palenques ruiner, forstærker følelsen af at være tilbage i fortiden, tænk at bo så langt ude i junglen i de store stenpaladser med brøleabernes hyleri som soundtrack.

Cyklerne står i den charmerende og turistvenlige by San Cristobal og vi er på en-dagstur til Palenque, der ligger 200 kilometer væk. På turen besøger vi to vandfald, Agua Azul & Misol Ha. Det er en lang og hæslig tur i en for lille minibus. Vi kører ad en snorklet bjergvej ca. 2000 højdemeter ned fra det kølige bjerglandskab, der omgiver San Cristobal og til junglens tætte og fugtige varme. Vi kigger skeptisk på en medpassager, der pludselig tager en pose op til munden. Han sætter sig på forsædet, og man skulle tro han smitter, for snart rammer den værste gang køresyge Katja. Minibussen stopper, så hun kan komme af med sin morgenmad ved siden af vejen. Heldigvis har én af vores medpassagerer været så betænksom at tage køresygepiller med, og de virker.

Koloniale San Cristobal de las casas

Få byer på vores lange rejse tryllebinder os, og vi ender med at blive længere end planlagt. San Cristobal er ikke en af dem, selvom det er hyggeligt at slentre rundt langs de snævre brostensbelagte gader i den charmerende koloniale by. Vi bliver længe i byen, fordi vi holder online-foredrag på the Adventure Festival i København, og på dagen, hvor vi skal afsted rammes vi af en slem omgang salmonella. San Cristobal har et stort problem med deres kloaksystem og Salmonella er endemisk i området. Vi var blevet advaret, for allerede da vi stod med vores cykler ved grænsen fra Guatemala til Mexico, fortalte andre turister, at vi skulle passe på med at spise på restauranter i San Cristobal og at vi ikke kan bruge vandet fra hanen, selvom vi koger det.

Umiddelbart sælger vi ikke San Cristobal særligt godt, men det er en by, der er værd at besøge, og som ligger i et spændende område af Mexico, Chiapas regionen. Regionen huser blandt andet Den Nationale Zapatistiske Befrielseshær eller Zapatisterne, som er en revolutionær gruppe, der er i krig mod den mexicanske regering, men som har lagt i dvale de sidste mange år.

Der er også spor fra Danmark i San Christobal. Den danske opdagelsesrejsende og arkæolog Frans Blom boede i byen fra 1950 til sin død i 1963. Han og hans kone grundlagde Na Bolom kulturcentret i byen som huser et hotel og museum. Det er et besøg værd.

10 dages strabadser i det øde syd Mexico

Lettere afkræftede og et par kilo lettere, cykler vi fra San Cristobal. Vi cykler langs en uofficiel cykelrute, South Trans Mexico. Vi drømmer om at ruten tager os langs idylliske farverige landsbyer og smuk natur på stille landeveje. Bilerne udebliver, men drømmen afløses af køer, landbrug og 40+ graders varme.

Efter en hed dag, kommer vi til en overraskende travl by, hvor vi håber at finde et hotel for natten. Vi længes efter aircondition. Hotellet er optaget. Vi sidder på kantstenen og ser opgivende ud – det er en taktik, der af og til giver pote. Og denne gang virker det. Manageren kommer og tilbyder, at vi må sætte vores telt op i hotellets restaurant. Vi slår til og spiser en omgang kylling i restauranten, før vi lægger os til at sove til lyden af Mexicansk festmusik.

Bakkerne på ruten er stride, og da vi næste dag finder ud af at vi kan skippe 20 hårde kilometer med en båd, tager vi chancen. Vi skal dog hæve penge først, så vi cykler ned til banken, og ser til vores skræk en kø, der består af mindst 50 mennesker. Der er kun én hæveautomat i byen, så vi stiller os i kø den næste 1.5 time. Tålmodighed er ikke vores største dyd, men her får vi en smag på, hvor frustrerende det kan være at være lokal.

Ventetiden betyder, at vi ankommer til båden fem minutter efter at den er sejlet og kan vælge at vente tre timer på den næste båd eller cykle afsted. Vi cykler afsted, og inden længe stirrer vi ind i en mur – eller sådan føles den 20% stigning ud af byen, som vi nu skal op ad.

Efter hårde 20 kilometer vinker vi til en mand, der står oppe ved sin gård. Han vinker tilbage og vi falder i snak. “Vil I op og slappe lidt af?”. Der er ikke noget vi hellere vil, og vi bliver modtaget af Marcello og hans kone, der stikker to kokosnødder i hænderne på os. Vi ender natten med at sove hos det søde ældre par, og snakker om, hvordan der kun var skov i dette område, da parret flyttede hertil for 40 år siden. Næsten al skov er nu fældet til fordel for landbrug, og Marcello har selv et stort et af slagsen. Efter en dejlig og rolig nat, vinker vi farvel til vores værter. Endnu en hård dag venter os.

Vi kommer til mezcal regionen, hvor de dyrker en kaktusplante, der hedder Agave, og laver den til brændevin. Vi stopper ved en lille vejsiderestaurant og bestiller quesadillas og kold sodavand. Solen bager og det er nødvendigt at holde pause, når vi har mulighed for det. Det er en sød familie, der ejer stedet, og de fortæller, at vi kan prøvesmage deres mezcal, hvis vi har lyst. Det bliver til et par søde shots med brombær og ananas likør, men ikke noget, der er kraftigere, da vi stadig har et bjerg vi skal bestige i den varme hede.

Mexicos madmekka Oaxaca

Høje på mezcal og møder med lokale, ankommer vi lettere udmattede til byen Oaxaca, der er guleroden for enden af de sidste 10 dages svedige strabadser. Oaxaca er kendt for sin stærke madkultur og vi spiser os gennem adskillige slags mole, enchiladas, chapulines (græshopper), tacos og andre lækkerier. Alle restauranter i Oaxaca vi besøger lever op til forventningerne og mere til. Udover sin lækre mad og chokolade, er Oaxaca en utrolig flot by at vandre rundt i, og vi får besøgt zapotekernes ruin Monte Albán, der ligger blot 10 kilometer fra centrum. Efter 5 gode hviledage i Oaxaca er vi mere end klar til at udforske resten af Mexico.

At cykle i Mexico, er et festfyrværkeri af smage, farver og møder med utroligt imødekommende mennesker. Alle vil have en snak, og det giver os følelsen af at være særdeles velkommen. De fleste er optagede af, hvad vi synes om deres land, Mexico, velvidende om at landet – med rette – har et plettet ry. Det føles som om, at mexicanerne gør en ekstra indsats for at få os til at føle os godt tilpas, fordi de er glade for at vi rejser i deres land.

Centralamerika – vulkaner, venner og Martins fødselsdag

/0 Kommentarer/i ,

Vi vågner på en brandstation i Guatemala På Martins 42-årige fødselsdag. Før Corona, var det alment kendt blandt rejsecyklister at brandstationerne i Syd- og Centralamerika tilbyder et sikkert sted at sove. Mange brandstationer lukkede ned for det tilbud under Coronapandemien, og derfor har vi ikke opsøgt det som en mulighed indtil nu. I byen Nahuala er der ingen hoteller, og gode råd bliver dyre, da vi ankommer til byen sent om eftermiddagen. Vi bliver enige om at prøve lykken og spørge hos byens frivillige brandvæsen. Heldigvis byder de os velkomne med åbne arme. ”Stil bare cyklerne her” siger brandmanden Jose med et stort smil og gestikulerer at vi skal stille cyklerne foran den store røde brandbil i garagen. Vi spørger ham, om han er sikker. ”Ja, ja, det er fint”. Vi beslutter at stille cyklerne op ad muren i stedet. Vi vil nødig vækkes af en brandalarm midt om natten og vide at vores cykler står i vejen. Da vi vågner beslutter vi os for at forlade brandstationen, så vi ikke er i vejen. Martin har fødselsdag, og det skal vi fejre, men det er svært at finde et sted at spise morgenmad i byen, og vi ender med at købe mælk og spise vores havregrød koldt. Dagen byder ikke på den mest spændende cykling, da vi cykler på motorvejen. Her ligger skrald, flasker og patronhylstre. Vi holder os dog optimistiske, og dagen ender godt, da vi cykler ind på mindre landeveje, hvor vi ser mere af Guatemala. Vi er overraskede over, hvor befolket landet er, og ender i en by med et kæmpestort marked, hvor vi næsten ikke kan få cyklerne igennem, fordi alle gader er fyldt til randen med varer og mennesker.

Vulkanlandet Nicaragua

Det er længe siden, at Corona har spillet et puds i vores rejse, men overraskende bliver vi bedt om at vise bevis for Corona vaccination ved grænsen til Nicaragua. Vi finder de gamle, slidte papirer fra Danmark frem fra taskens dyb, og er glade for at vi ikke har smidt dem ud i løbet af de sidste 14 måneder.

Nicaragua overrasker os med smil og masser af vink når vi cykler gennem landskabet. Folk er tydeligt fattigere her end i Costa Rica og Panama. I Nicaragua kører folk i hestevogne og bruger okser i marken. Vi ser mænd til hest, der driver deres kvæg gennem landskabet og bruger lassoer, når de skal have styr på de store dyr. Kontrasten til Panamas mange McDonald´s og Costa Ricas turistparadis er stor, men i Nicaragua føler vi os bedre tilpas. Her bliver vi modtaget som gæster og ikke som turister. Folk er nysgerrige på, hvem vi er som mennesker, og er ikke så optaget af, hvor mange penge de kan tjene på os.

Nicaragua er et geologisk hotspot med ikke mindre end 19 vulkaner, og vi cykler forbi mange af dem. Flere er aktive og sender kraftig røg op i himlen. Vulkanøen Ometepe stiger op af Centralamerikas største sø. Øen består af to smukke vulkaner, der former den som et ottetal. Vulkanerne fremstår som man kender dem fra tegneserier, trekantede og med et stort krater i toppen. Øens tiltrækningskraft er stærk og selvom vi har planlagt at cykle forbi, beslutter vi i sidste øjeblik at tage en færge ud på øen. Vi ankommer ved solnedgang og finder ud af, at alle hoteller inden for vores budget er bookede. Øens tiltrækning virker ikke kun på danske cyklister, men tilsyneladende på alle rejsende i hele Central Amerika. Vi cykler ud af havnebyen og ud i mørket til vi finder et sted, der har plads. Det lykkedes, og en ældre nabo ringer til ejeren, der er taget på bar. Han kommer hjem og lugter stærkt af alkohol, men giver os en meget fordelagtig pris.

Gensyn med venner

Mikkel, vores ven fra Danmark cykler fra Mexico til Panama sammen med sin kammerat Gustav. Det viser sig, at de også er på øen. Vi bruger en dag på at dele røverhistorier fra vejen og give hinanden gode anbefalinger til den videre færd. Ved solnedgang bliver vi enige om at cykle ud og bade i søens magiske grålige vand, da solen går ned og farver himlen rød. En smuk afslutning på en dag sammen med venner. I morgen skal vi afsted igen, vi mod nord og Mikkel og Gustav mod syd.

En nat hos engelsklæreren

Vi kommer til en lille landsby og spotter et grønt hus, hvor vi spørger om vi kan slå teltet op. Elvin byder os velkommen. Først bliver vi tilbudt en plads til teltet i deres stue, men ved nærmere eftertanke, har de et værelse vi må låne for natten.

Kom siger Elvin vi skal op og bade, eller børnene skal. Senere finder vi ud af, at familien ikke har et bad, og besøget ved søen var vores invitation til at tage et bad, som vi efter flere dage på cyklerne nok også så ud til at trænge til. Vi følger med ned til landsbyens vandhul, som mest er en mose. Børnene springer med glæde i. Elvins datter Brittany er frygtløs og springer i fra det højeste sted på kløften, mens vi alle gyser og griner på samme tid.

På vej tilbage til familiens hus, har Elvin samlet mod til sig og spørger os på engelsk “where are you from?”. Vi har forklaret det på spansk, men spørgsmålet er begyndelsen på, at vi kan samtale på engelsk. Han har indtil da holdt det hemmeligt, at han taler engelsk. Det viser sig, at vi ved et tilfælde har banket på døren til regionens eneste engelsklærer. Resten af aftenen taler vi en blanding af engelsk og spansk. Før vi går til køjs, aftaler vi, at vi besøger Elvins skole, før vi cykler afsted næste dag.

Skolen ligger nede af en grusvej og består af fire små huse. Elvin møder os med et stort smil og åbner døren for os. Eleverne er låst inde i det store hegn hele skoledagen, og det er kun lærerne, der har nøgler. Elvin introducerer os til alle klassetrin og eleverne fniser og er fjollede. Alle skal have billeder med de høje mennesker fra Europa. Danmark kender de ikke noget til, men de har lige haft undervisning i Nicaraguas geografi. Vi cykler fra skolen med en masse god energi.

Centralamerikas sikreste land

Allerede i Colombia hører vi rygter om den nye præsident i El Salvador, der for alvor ”rydder op” i bandemedlemmer og kriminelle. Om de fængsles eller slås ihjel, er underordnet, bare de kommer væk fra gaden. El Salvador har længe været kendt som et af de farligste lande i Centralamerika, men har på få år vendt sit ry 180 grader, og nabolandene fortæller nu vidt og bredt om hvor sikkert El Salvador er. Samtidig fortæller mange, at banderne nu er flyttet til nabolandene, som allerede har nok at se til.

Vores tid i El Salvador er præget af sygdom, først bliver Martin syg og så Katja. I 40+ graders varme, virker det underligt at have influenza, og vi finder et par hoteller med blæsere, hvor vi kan slå sygdommen ud af kroppen. Vi drømmer om at campere på stranden med udsigt til Stillehavet, og finder en fin campingplads, men idyllen spoleres fordi det er påske, og påsken bruger hele El Salvadors befolkning ved stranden. Påsken mærker vi også på vejen, hvor alle køber øl på tankstationerne og kører åbenlyst påvirkede af alkohol. Tankstationerne har ofte lige så mange køleskabe med øl som med alkoholfrie læskedrikke.

Stejle bakker og sprogkursus

Guatemala har vi længe set frem til, fordi vi er blevet fortalt om smukke bjerge og de sødeste mennesker, men også advaret om de stejle bakker. Selv bilerne har det svært på de stejle stigninger og pludselig råber en modkørende bilist at vi skal skynde os væk. Tankerne flyver, og vi tænker om det kan være et opgør eller noget andet farligt. Vi stopper og Martin cykler om hjørnet, hvor der står en familie med deres bil i brand, den er overophedet på grund af den stejle stigning. Martin løber ind til en gård for at finde vand og flere stopper op og hjælper. Der bliver smidt vand på bilen, men vi beholder dog vores drikkevand. Da ilden er slukket, cykler vi videre med adrenalinen pumpende i blodet.

Sprogkursus med Lydia

”Hablas Espanol?” spørger vores spansklærer Lydia. For tredje gang på vores rejse tager vi et sprogkursus i spansk. Efter 4 dage sammen med Lydia lærer vi en masse, ikke kun sprogligt, men også om hendes liv og hverdagen i Guatemala. Hun er en rar kvinde, der gør sit bedste på at holde sammen på familien med to teenagebørn og en mand, der er væk uger ad gangen som lastbilchauffør. Telefonen ringer hver formiddag, det er hendes søns chef, der fortæller at han ikke er kommet på arbejde. Han er 19 år og arbejder i en bilvask. Han får 20 quetzales om dagen. Det svarer til 16 danske kroner. En cola koster 8 quetzales i kiosken. Vi bliver hurtigt enige om, at vi heller ikke ville orke at arbejde hele dagen for 2.5 colaer. Lydia fortæller, at det er vilkårene her at chefen tager pengene og betaler meget lidt til sine ansatte. Sønnen har ingen uddannelse og intet ønske om at uddanne sig, fortæller Lydia. Lydia drømmer om at flytte til stillehavskysten med sin datter og starte en fiskerestaurant. Mand og søn kan blive boende i Antigua, siger hun med et alvorligt smil.

Vores sprogkursus er arrangeret af en mand ved navn Marco. Han er desværre et eksempel på en, der tager det meste af fortjenesten selv. Under sprogkurset bor vi hos Erica, der har et pensionat for lokale studerende på udskolingstrinnet. Vi sover i en seng, der nærmere er en enkeltmandsseng end en dobbeltseng, og Erica skal stå for tre måltider om dagen, men hun serverer langt fra nok mad til et par sultne cyklister som os. Vi finder ud af, at hun kun får meget lidt for at have os boende, og faktisk ikke har råd til mad til os. Det er vi kede af, og derfor aftaler vi, at hun står for morgenmad og så køber vi selv mad til frokost og aftensmad. At hun også skal fodre de syv hunde, hun har taget ind fra gaden, har nok lidt at gøre med, at hun ikke har råd til at fodre os. Men vi ved, at Marco har taget de fleste af de penge, vi har betalt ham, og fordelt en lille slat mellem Lydia og Erica. Følelsen af uretfærdighed fylder os, og vi bliver vrede over at samfundet er indrettet sådan. Det er desværre bare et af mange eksempler på, at de mere velstillede udnytter de mindre velstillede i Latinamerika.

IMG_3939-2
20230420_211845
IMG_3866-2
IMG_3861
IMG_4087
IMG_3934-2
20230421_172627
20230403_172600
IMG_4007-2
20230411_155304
20230327_105604
20230327_083952
20230405_144253
20230415_092940
IMG_3966
20230331_093324
IMG_4096
20230419_095745
20230324_153453
20230324_132920
20230404_094712
20230409_190522
IMG_3951
20230408_152054

1 2 ... 6

Dyrenes paradis Costa Rica

/0 Kommentarer/i ,

Vi er netop cyklet ned ad grusvejen, da vi stopper og kigger op i de grønne trætoppe. Junglen og dens summen omslutter os, og vi lytter til en særpræget fuglesang. Tre tukaner hilser os velkommen til Costa Rica. Mødet med den ikoniske sorte fugl med det gule/orange næb er længe ventet. Vi ved at Costa Rica er stedet at spotte dyr, men det overrasker os at tukanerne dukker op samme dag vi har krydset grænsen fra Panama.

Tukanoplevelsen kommer på et godt tidspunkt. Vi er trætte i krop og hoved efter 10 dage i træk på cyklerne og endnu en dag igen badet i sved i de næsten 40 graders varme. Varmen er hverdagskost i Centralamerika, og en følgesvend vi lærer at leve med. Dyreoplevelsen giver point på energikontoen og vi suser de sidste 10 kilometer hen ad den caribiske kyst mod byen Puerto Viejo. Puerto Viejo er en festlig turistby. Vi vælger at bo i et roligere område uden for byen. Her mødes jungle og strand i en cocktail, der fungerer lige så godt som jordbær med fløde på en dansk sommeraften.

Martin elsker når han har tid til at finde spejlreflekskameraet frem, men vi fandt ud af, at selvom det er let at spotte dyr i Costa Rica, er det en anden sag at tage et godt billede af dem. Særligt dovendyret giver ikke meget af sig selv som fotomodel.

Pamelas Jungle Lodge

Vores budget på 350 kroner om dagen rækker ikke til meget i Costa Rica, og vi får brug for gode forhandlingsevner for at finde et hotel, der ikke sprænger budgettet. Heldet tilsmiler os, og vi forhandler os til et værelse i Pamelas Jungle Lodge til 25 dollars pr. nat for 3 nætter. Hotellet bestyres af amerikanske Pamela, der flyttede hertil for 25 år siden. Dengang var her ikke elektricitet og det træ hotellet er bygget med, er hentet i junglen på æselryg. Alt er anderledes i dag, hvor Puerto Viejo har udviklet sig til en turistmagnet. Turisterne valfarter ikke til Pamelas hotel, som er gammelt og slidt.

Jaguar Rescue Center

Vi er spændte på at besøge Jaguar Rescue Center (JRC). Det er et redningscenter for vilde dyr på den caribiske kyst. Det startede med et par indhegninger i haven hos parret, der grundlagde det. De er begge biologer og har arbejdet mange år i zoologiske haver. Nu er JRC en stor organisation, der laver projekter til gavn for dyr. Fx laver de i samarbejde med lokale regeringer chokfrie zoner, hvor dovendyr kan kravle uden at få stød fra elnettet. Vi besøgte centeret, hvor de hver dag modtager dyr og masser af turister. Det er en oplevelse værd. Vi er dog i tvivl om, hvorvidt det bedste for dyrene er at drive et dyrt redningscenter og hospital, eller det ikke er bedre at bruge pengene på at redde den natur, dyrene lever i. Trods navnet, har centret sjovt nok aldrig haft en jaguar. Alligevel blev det spanske par kendt som jaguarmenneskene blandt de lokale. Da de senere skulle bestemme sig for et navn, blev det Jaguar Rescue Center. Til stor forvirring for de turister, der dukker op og forventer at se det store kattedyr.

Junglen lige uden for døren

Tilbage hos Pamela, finder vi på sengen en gave fra de insekter, der er ved at spise loftet. Vi børster det ellers rene sengetøj fri fra træfnuller, og Martin henter en kost, så vi kan feje gulvet. Vi er klar til tre nætter i junglen. Uden aircon, men med et koldt brusebad og kakerlakker på badeværelset. Begge er vi vant til. Om morgenen bliver vi vækket af brøleaberne skrig. Det kan høres på 2 kilometers afstand. Det er brøleaber, der bruges til dinosaurernes brøl i Jurassic Park filmene, og det siger noget om, hvor højt den lille abe kan skrige.

Junglen er udenfor døren til vores værelse. Det samme er dyrene, herunder gnaveren, Nutria, der ligner en forvokset rotte med sine op til 17 kilo. Den er glad for de madrester beboerne i det lille hotel-kollektiv, smider i junglen. Vi finder de finurlige brune dyr med store rumper sjove og nyder at se dem vimse rundt efter mad.

Du skal passe på, hvor du går, hvis du ikke vil gå direkte ind i et kæmpe spindelvæv med den store giganthjulspinder, der kreerer et smukt og kraftigt spindelvæv. I modsætning til andre hoteller, lader Pamela edderkopperne være i fred. Det er vigtigt for hende at bevare naturen, og den får lov til at gro vildt på området ved hendes hotel.

Overnatning i junglen

Budgettet rækker ikke til mange overnatninger på hotel, men vi bliver forkælet med skønne naturrige campingpladser hele vejen gennem Costa Rica, og får mod forventning brugt vores telt på trods af varmen. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at vi sover med et dovendyr i træerne ovenfor, og hilser på en flok aber om eftermiddagen og morgenen. En aften vi laver aftensmad på vores benzinbrænder, ser vi en kuglemyre, som efter sigende lever op til sit navn; det skulle gøre lige så ondt at blive bidt af sådan en, som det gør at blive skudt.

Costa Rica er på grund af høje priser ikke det letteste land at cykle i med vores budget, men det er et paradis for dyreelskere, og vi nyder hver en dyreoplevelse i det frodige grønne landskab.

Vi har krydset Sydamerika på cykel – Næste stop Panama

/0 Kommentarer/i , ,

Vi står i Colombia og kigger ud over det caribiske hav, en mild brise danser ind over stranden. Vi sveder og vores fugtige tøj klynger sig til kroppen, men vi smiler stort. 13 måneder efter vi startede vores tur, har vi cyklet hele vejen op gennem Sydamerika. Sikke en milepæl!

Nu fejrer vi vores bedrift i en hængekøje i strand byen Capurgana, hvor vestlige turister kommer for den caribiske stemning, strand og sol. Byen er som lavet af hostels, hoteller og restauranter. Her finder du frisklavede juice og iskaffe, og turister slentrer gennem byen i bikini og badebukser. Hvis man ikke vidste det, ville man ikke tro på at blot få kilometer derfra, er virkeligheden en hel anden.

The Darien Gap og migranterne

Mulighederne for at krydse fra Colombia til Panama er ikke mange, da de to lande kun er forbundet af et lovløst jungleland, kaldet the Darien Gap. For de fleste er the Darien Gap omgivet af mystik. Hvad sker der i junglen, hvor lovløshed råder sammen med narko- og menneskesmuglere? Vi har svaret, for selvom vi ikke har taget turen ind i junglen, møder vi mange, der forbereder sig på netop det.

Selvom vi kender til problematikken, er det en overraskelse for os, da vi ankommer til havnebyen Necocli på Colombias caribiske kyst og med egne øjne ser, hvordan byen lever af at huse mennesker, der forbereder sig på vandreturen gennem the Darien Gap.

Vi, og de få andre turister, skiller sig ud i den kaotiske havneby. “Har I pas?” Spørger damen i hotellets reception. Det er ikke en selvfølge at gæsterne vil registreres. Vi er heldige, at vi har danske pas, og at vi er på en helt anden rejse. Vores krydsning af the Darien Gap, kommer til at ske med både, og bliver et eventyr i modsætning til migranternes junglevandring, som snarere kan beskrives som et mareridt.

Bådkrydsningen

Der er to måder, turister med pas typisk krydser fra Colombia til Panama. Den ene er med fly. Den anden er med tour firmaer, der udbyder sejlture og speedbådsture gennem det caribiske paradis bounty-øerne San Blas, der ligger i Guna Yala provinsen. Det stemmer ikke overens med vores budget, og da vi vil undgå at flyve, må vi finde vores egen vej og bruge de lokales transportbåde.

I Guna Yala provinsen bor Gunafolket og målet for os er at arrangere en række både, der kan hjælpe os til fastlandet i Panama, hvorfra vi kan cykle videre.

Det er let at komme med den første båd fra Necocli til Capurgana. Og videre fra Capurgana til vores første stop i Panama, Obaldia. Ved havnen, hvor vi køber billetter, venter hundredvis af migranter. Der er små boder, der sælger alt, du har brug for til at krydse vandet og vandre 5-7 dage gennem junglen – gummistøvler, myggespray, vand, vandtætte poser til mobilen, liggeunderlag og sågar telt. Det er ikke alle, der har råd til at købe et “junglekit”, men for de heldige kan rejsen blive en anelse mere komfortable. Vi er – måske lettere naivt – forbløffede over den kæmpestore pengemaskine, en migrantrute er på så mange niveauer.

Gunafolket og stormen der raser

I Obaldia er der ikke en havnefront, så vi må vade ud i vandet til naglen og op i den næste båd, der skal sejle os til Anachucuna. De unge mænd, der sejler båden, er så venlige at bære vores cykler ud i båden, og vandet når dem op til halsen. Gunafolket har en stærk sejlkultur, fordi de bor langs kysten og på øer. Efter en vild sejltur med flere meterhøje bølger, ankommer vi til Anachucuna. bliver vi budt velkommen af Ricardo, som skal sejle os videre dagen efter.

Landsbyen består af huse lavet af strå med tage af palmeblade. Vi spiser kylling og ris og nyder den lækre mad, mens vi snakker med kvinderne i deres flotte farverige dragter. Guna kvinderne går traditionelt klædt med perlekæder op ad arme og ben og flotte røde kjoler med et hjemmelavet broderet korset.

Bountyøen Atidub

Efter en uplanlagt hviledag i Anachucuna på grund af storm, er vi klar til at tage af sted til næste stop; øen Atidub, og Martin rækker cyklerne ud i båden over et rækværk. I et uheldigt øjeblik flytter båden sig, og modtageren får ikke fat, så Martin står med cyklen i udstrakte arme og rammer det lille træværk med brystet. Vi hører begge knækket. Det viser sig at være et brækket ribben, men smerten kommer først et par dage senere. Vi sætter os til rette i båden sammen med hvad virker som resten af landsbyen, og kigger med rædsel på, hvordan vores cykler bliver brugt til at stå på af bådens to hjælpere. Men vi kan ikke gøre meget, vi sidder som sild i en tønde.

Efter fire timer ankommer vi til Caladonien, som er en samling øer i Guna Yala provinsen. Her har vi en aftale med Ati. Ati ejer øen Atidub, som normalt er et stop for turisterne på turistbådene. Han har en hytte, som vi kan bo i. Det er en rigtig bounty ø med hvide sandstrande, palmer og turkisblåt vand. Fordi her kommer turister, findes der et toilet på øen. Der har ellers ikke været kloakering eller toiletter andre steder i Guna-yala. Den slags ordnes i havet eller i de små sandede gader. Vi spiser sammen med Ati og hans familie de tre dage vi er på øen og hygger os med at lave bananjuice, slænge i hængekøjen og tage på små udflugter til de omkringlæggende øer.

Ati sejler os rundt i området, og vi besøger hovedøen i Caladonien. Her bor alle meget tæt i små kvadrater med hele familien i flere generationer. Gunafolket har en stærk tro på deres måde at leve på og holder på deres traditioner. De har økonomisk og politisk selvstyre fra Panama, og det er de tydeligt stolte over.

Efter tre dejlige dage på hvad der nu føles som vores egen øde ø, vinker vi farvel til det skønne område og Ati og hans familie. Det har været en stor oplevelse at bo hos Gunafolket og vores krydsning af Darien Gap kunne ikke være bedre, selvom vi måske er blevet snydt en smule, når vi ved bådene skulle prutte om prisen.

Vi kommer til havnen Carti på fastlandet, hvor vi pakker cyklerne og cykler fem meter, da vi ser at Martins baghjul er ekset – det var alligevel ikke så smart at cyklerne blev brugt som skamler i båden og vi finder et lift de 100 km til Panama City.

Panama City – kontraster

Efter flere uger i mindre landsbyer med mudderhuse med palmetage og kokosnødder, er det en stor kontrast at ankomme til Sydamerikas svar på Dubai. Kæmpe højhuse tårner op omkring os, og vi er kommet til bilernes by. Det er ikke meningen at du kan gå rundt i Panama, det er infrastrukturen ikke sat op til.

Vi prøver dog alligevel, og går byen rundt for at besøge cykelhandlerne, så vi kan få fixet Martins bagdæk. Vi kommer til den rigtige cykelforhandler, der hamrer dækket ned i betongulvet indtil det er nogenlunde rettet til. Vi bliver enige om, at vi godt kan cykle videre på det eksede dæk, og så få tilsendt et nyt dæk – måske til Costa Rica.

Vi bliver et par dage ekstra i Panama City, fordi Martin har smerter. Det brækkede ribben får lidt ro, mens vi nyder et par dage på et hostel og laver god mad. På vej ud af byen cykler vi over Panamakanalen, og det er utroligt, hvad den menneskeskabte kanal betyder for verdenshandelen. Kanalen blev bygget færdig af USA i starten af 1900-tallet, men havde allerede været længe undervejs. Franskmændene, der oprindeligt påbegyndte arbejdet, blev dog så plaget af sygdom og ulykker at de måtte opgive. Det siges at godt 27.000 mennesker døde i forbindelse med byggeriet. Det var først i 1999 at Panama overtog kanalen, inden da, styrede USA den med hård hånd.

Panama Highway og Besøg hos Claus

Igennem meget af Panama, cykler vi på Panama Highway, og det er ellers lastbilernes domæne. Vi kan ikke sige, at vi nyder at cykle langs hovedvejen, særligt ikke fordi det er over 40 grader varmt, og bilernes osen forfølger os hvor end vi kommer. Efter at have cyklet gennem hele Sydamerika, hvor vi kan tælle på hænderne hvor mange fastfoodkæder vi har set, er det næsten for meget af det gode, at der ligger en MacDonalds eller andre fastfoodkæder hvert 10-30 kilometer. Vi (mis)bruger dem lidt, fordi vi så gerne vil ud af varmen og ind i aircondition, så de første dage i Panama får MacDonalds og Subway hyppigt besøg af os. En anden træls ting ved at cykle langs hovedvejen, er, at lastbilernes dæk springer og derfor ligger der en masse små metal-splinter, der elsker at bore sig ind i vores – nu ret medtagede – dæk. Vi kan nemt lappe cykelslanger op til tre gange om dagen… I 40 graders varme…

En af Martins kammerater fra Eventyrernes Klub, Claus, bor i Panama med sin kone Carla, og vi besøger dem i deres dejlige hjem ved Stillehavet, hvor vi får et dyb i Stillehavet og nyder godt af deres hospitalitet og Carlas lækre mad inden vi cykler videre ud i varmen.

På vej til Claus, cykler vi forbi en Starbucks, hvor et par vinker til os. Vi cykler først forbi, men bliver enige om, at vi må tilbage og se, om det er nogen vi har mødt på vejen før. Det er det ikke, men de tilbyder en Frappechino og en god snak. Det er et ungt par, Katjas navnesøster, og hendes kæreste, der bor i Panama og arbejder remote, men som før Corona cyklede i Sydamerika, og endte i Uruguay i over et år under Pandemien. Vi elsker at blive inspirerede af andre menneskers livsstil, og vi møder så mange spændende mennesker på vejen.

Panamas oprindelige folk

Panama overrasker os, fordi vi finder ud af, at der lever flere oprindelige folk, der har kæmpet for deres rettigheder og har en form for selvstyre fra Panama. Guna-folket er et eksempel, men vi møder også Ngöbe folket, da vi cykler op mod den Caribiske kyst. Vi cykler ind i en lille landsby, hvor vi har hørt, vi måske kan få lov til at sove, og møder den sødeste familie, der inviterer os til at sove i deres brors næsten-færdigbyggede hytte på stylter. Vi sætter teltet op på øverste etage og tager hjem til familien for at spise aftensmad. Lækker kylling med ris og varm kakao. Landsbyen lever af at sælge kakao, og har store kakao marker tæt på, hvor de fleste mænd arbejder. Vores skønne værtinde er for nyligt blevet skilt fra sin mand, fordi han fandt en anden kone. Hun er dog mest af alt lettet, fordi det er meget arbejde at holde en mand i live. Hun har allerede nok at se til med sin bror, der bor hos familien, og sine to teenagesønner, som hun er blevet nødt til at få til at flytte – ellers er der ikke økonomi til at brødføde familien.

Efter kun 2-3 uger i Panama, finder vi os selv ved grænsen til Costa Rica. Det næste lange stykke tid i Centralamerika skal vi vænne os til at vi kun er i landende i et par uger, før vi krydser ind i næste land. Vi glæder os!

Farverige Colombia – dødens trampolin, kaffe og migranter

/0 Kommentarer/i , ,

”Putumaya er den farligste region i Colombia, der er mange problemer med narkokarteller”. Nå okay, tænker vi begge og Martin spørger ”hvor er det?”. Manden kigger overraskende på os og peger på jorden ”jamen, det er jo her”. Vi griner alle tre. Hotelejeren skynder sig at tilføje at selvfølgelig er netop denne landsby ikke farlig, her har der altid været stille og roligt. Derudover var det værst for 5 år siden, alting er meget bedre nu.

Hele vejen op gennem Sydamerika og før vi tog afsted, har vi hørt to ting om Colombia. Dem, der har rejst eller boet i landet, omtaler ofte Colombia som deres yndlings rejsedestination. Dem, der ikke selv har været der, advarer os om, hvor farligt landet er.

Efter over 50 års borgerkrig, og med status som det land, der producerer størstedelen af verdens kokain, er det forståeligt, at landet har et dårligt ry. Det har længe været sandhed, at det er farligt at rejse i Colombia, men den tid er forbi og vi nyder vores 5-6 uger i det smukke land.

Dødens Trampolin

Apropos fare, så er en af vores første oplevelser i Colombia en tur på Dødens Trampolin. Vi cykler forbi den kilometer lange kø med lastbiler, personbiler, scootere og motorcykler, der mere eller mindre tålmodigt venter på at passet åbner, så de kan krydse den berygtede Trampolina de la Muerte, på dansk oversat Dødens Trampolin. På den vestlige hovedvej i Colombia er sket et mudderskred, der har spærret to kilometer af vejen, og da landets to hovedveje ikke er forbundet i syd, bliver trafikken dirigeret ad mindre omveje.

Navnet har vejen fået, fordi der sker rigtig mange dødsulykker. Det er et stykke grusvej på 60 kilometer, hvor du kører på bjergvej med bjerg på den ene side og afgrund på den anden. Vejen er til tider meget snæver, og den er ikke i særlig god stand.

Cyklister ynder at cykle Dødens Trampolin på grund af naturoplevelsen, for vejen er supersmuk og fra bjergpassene ser du ud i det uendelige landskab med bølgende grønne bjergtoppe så langt øjet rækker. Normalt er der ikke mange biler, og slet ikke lastbiler, der tager den besværlige vej over passet, men med jordskredet, har det ændret sig. Hvad der skulle være en naturoplevelse, bliver to dage i et bilfyldt mareridt.

Efter en lang dag i bilernes os, begynder det om eftermiddagen at styrtregne, og vi når længere op ad bjergpasset, da tågen lægger sig om os som blødt bomuld og vores udsyn forsvinder. Biler og lastbiler suser forbi, mens vi drivvåde cykler i usigtbart vejr. Heldigvis er passagererne søde, og hele dagen er vi blevet jublet ad og har fået en masse smil med på vejen. Vi beslutter os for at spørge en lille vejsiderestaurant om vi kan sætte vores teltet op der, for det er eftermiddag, og det er ikke forsvarligt at cykle i den tunge tåge.

I restauranten, som er en åben bygning med bliktag, er der travlt. Man siger, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nogen. I mudderskredets tilfælde er det de små vejsiderestauranter på Dødens Trampolin, der har gavn af alt den ekstra trafik. Uden tvivl tjener de flere penge disse dage, end de normalt gør på måneder. Vi køber en Aqua de Panela, som er en varm drik bestående af vand blandet med sukker fra sukkerrør.

Vi får lov til at sove i vores telt bag en grøn presenning, som afskærmer os fra restauranten og menneskemylderet på den anden side. Vi hopper tidligt i soveposerne, for vi er trætte, og vi ved at vores søvn kommer til at lide under de mange lastbiler, der fortsætter med at køre forbi i løbet af natten. I morgen er der endnu en bilfyldt dag, torden og masser af regn før vi kan slappe af i byen Mocoa.

Finca Floridas varme kilde

Vi står forpustede og kigger på den hvide havelåge. På det sorte skilt ved siden af, står der ”Finca Florida” sirligt malet i hånden. Vi har netop gået 200 højdemeter op gennem skov og krat ad en stejl vandresti med vores tasker og cykler. Det tog to timer, og alt vores energi er fuldstændig væk allerede fra morgenstunden.

Da vi dagen før kom cyklende, kunne vi se gården, eller Fincaen, som det hedder på spansk, ligge et godt stykke nede ad bjerget. Stedet, der har sin egen varme kilde, har vi fået anbefalet af vores cykelvenner Coralie og Natan, et fransk par, vi flere gange har mødt på vejen. De fortalte, at vi kan stille vores cykler ved den lille butik overfor havelågen. Det er sent om eftermiddagen, og butikken er lukket. Solen går snart ned, og vi er flade efter en lang cykeldag. Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan stille cyklerne oppe ved vejen, for selvom det er en lille grusvej, kommer der biler forbi. Vi har heller ikke tid til at cykle videre og finde et andet sted at sove og beslutter os for at tage cyklerne med ned til gården.

Det er en tur på 200 højdemeter ned ad en 1 kilometer lang og stejl vandresti. Turen nedad er besværlig, men ikke slem, for vi bliver godt hjulpet af tyngdekraften med vores tunge cykler. Nede ved gården finder vi den belønning, vi vidste ville komme: et fint sted at campere og en varm kilde til de ømme cykelben. Vi møder en ung mand, der fortæller, at det par, der bestyrer stedet er taget til byen. Han kan ikke tilbyde det måltid mad, vi havde drømt om, så vi må selv i gang med pasta og tun. Den varme kilde skuffer ikke og vi nyder at slappe af i det varme vand. Vi glemmer næsten, at vi skal slæbe cykler og udstyr op igen næste dag…

Kaffebonden Carlos

Colombia er verdens tredje største eksportør af kaffe og indtil for nyligt har kaffe været den vigtigste colombianske eksportvare. I dag er det olie, som i så mange andre sydamerikanske lande, men kaffen er stadig en vigtig eksportvare for Colombia og kilden til levebrød for mange tusinde kaffebønder.

Vi cykler i kaffedistriktet i Colombia, og beslutter os for at tage en rundvisning på en kaffegård for at blive klogere på de sorte dråber. Mens vi bliver vist rundt, fortæller ejeren Carlos stolt om de tropiske frugter han gror blandt kaffeplanterne, alt fra ananas til mango og eksotiske frugter fra Amazonas. Han viser os planter, som bruges til naturmedicin mod forkølelse, feber og dårlig mave. Vi joker med, at han har et helt supermarked i sin baghave. Hvad frugt og naturmedicin har med kaffe at gøre, kommer vi tilbage til.

Mange colombianske kaffebønder stadig passer sin egen gård, og sælger kaffebønnerne til et nationalt kaffecooperativ, der håndterer ristningen og eksporten af kaffen. Kaffeproduktionen er ikke i samme grad som f.eks. bananen eller sukkerrøret ejet af stenrige investorer, der laver kæmpe produktioner, men kan sammenlignes med det danske andelsselskab Arla. Det er i hvert fald, hvad Carlos fortæller.

Det har stor betydning for den enkelte kaffebondes velstand at være en del af cooperativet, fordi bonden ejer sin egen gård og land. Derfor har gruppen af kaffebønder formået at udvikle sig væk fra fattigdom til middelklasse i de 200 år, kaffen er blevet dyrket i Colombia.

Carlos’ familie er et eksempel på dette, og han er efterkommer af nogen af de første kaffebønder i Colombia. Carlos fortæller, at der i kaffedistriktet ikke er så mange sociale problemer, som i mange andre områder i Colombia. Han har f.eks. selv haft mulighed for at tage en universitetsuddannelse.

Carlos dyrker kaffe på en naturvenlig måde, hvor den vilde natur forbliver en del af kaffeplantagen, og derved holder en bedre balance med biodiversitet og samtidig sænker behovet for forbrug af pesticider. Derfor dyrker han alverdens tropiske frugter blandt sine kaffeplanter.

Carlos ser rundvisningerne på sin kaffegård, som en mulighed for at uddanne colombianere og vestlige forbrugere til at vælge kaffe, der er dyrket bæredygtigt. For selvom det er dyrere, som han siger, så giver det ham og andre mulighed for at bevare biodiversiteten på kaffegårdene.

Vi slutter af med en lækker kop espresso, som holder os vågne resten af dagen. Klogere på kaffeproduktion, og lidt skeptiske om den romantiske fortælling om biodiversitet og forbedrede arbejdsforhold i Colombias kaffeproduktion. Vi har trods alt cyklet forbi mange kaffeplantager, hvor monokulturen trives og hvor arbejdere sprøjter med pesticider.

Det Caribiske hav og Darien Gap

Efter lange cykeldage i fugtig varme mod den caribiske kyst og havnebyen Necocli, begynder vores søgen efter den række af både, hvori vi skal krydse det famøse Darien Gap, et lovløst område af jungle, der forbinder Colombia og Panama på land.

Helt fra før vi startede vores rejse, er vi blevet spurgt, hvordan vi krydser the Darien Gap, som for de fleste er omgivet af mystik. Hvad sker der i junglen, hvor lovløshed råder sammen med narko- og menneskesmuglere? Vi har svaret, for selvom vi ikke selv har gået turen ind i junglen – det ville være både uforsvarligt og meget besværligt med vores cykler – har vi mødt mange, der har, eller som forbereder sig på at gøre det.

Hundredetusindevis af migranter og flygtninge fra hele verden tager hvert år turen gennem junglen i søgen efter et bedre liv i USA. Det er en kostbar og farlig affære, der indebærer nattevandringer, bådture under grumme omstændigheder og risiko for at blive udnyttet på alle tænkelige måder af de menneskesmuglere, hvis hænder, migranterne for en tid ligger deres liv i.

Hele vejen gennem Colombia, har vi mødt flygtninge fra Venezuela, der vandrer langs hovedvejene. Men det er alligevel en overraskelse, da vi kommer til Necocli og ser, hvordan byen lever af at huse migranter og flygtninge, der forbereder sig på at vandre gennem the Darien Gap.

Migranterne har vidt forskellige vilkår, udover at de alle er flygtet fra deres hjem. Vi møder en kinesisk familie, der er flygtet fra Kina på grund af politiske årsager. De har penge til at bo på et fint hotel og spise på restauranterne i byen og har betalt 10.000 dollars pr person for at blive smuglet gennem de mange lande. Vi møder også en familie, der er halvt fra Venezuela og halvt fra Cuba. De sover på stranden og tigger til dagens fornødenheder, samtidig med at de tigger for at skaffe penge til bådturen over til Capurgana, hvor junglevandringen starter. Billetten til Capurgana koster omkring 15 dollars pr person.

Vi, og de få andre turister, skiller sig ud. “Har I pas?” Spørger damen i hotellets reception. Vi er heldige, at vi har danske pas, og at vi er på en helt anden rejse. Vores krydsning af the Darien Gap, kommer til at ske med både og bliver et eventyr, i modsætning til migranternes junglevandring, som snarere kan beskrives som et mareridt.

Colombia er farligt

Sloganet ”Det eneste risikable ved at rejse til Colombia, er at du får lyst til at blive” kan vi nu nikke til. Vi er blevet mødt af hjertevarme mennesker, der med smil og gratis frugt har gjort Colombia til en vidunderlig rejse. Colombia er ikke farligt for turister, men der er stadig lang vej til at alle føler sig sikre.

Galapagos – søløveleg, snorkling og hvide sandstrande

/0 Kommentarer/i , ,

Søløven kigger nysgerrigt på os med sine dybe brune øjne. ”Flyt dig, flyt dig, den vil gerne hvile” råber et par lokale da søløven, på sin klodsede facon, kommer vraltende op ad vandet mod stenen. Katja må pænt overlade den sten, hun sidder på, til det trætte dyr.

Vi har fundet en strand, hvor vi kan snorkle, og Martin, Christian og Pernille bruger en halv time på at lege med søløverne under vandet. Lige så klodsede som søløverne er over vand, lige så elegante er de under vand, og det føles som om, at de nyder at vise sig med deres mange tricks. Martin griner højlydt ind i sin snorkel, hver gang søløven svømmer helt tæt på ham og i sidste øjeblik vender om og svømmer væk igen. Det gør søløven adskillige gange i træk. Nogle gange er det nødvendigt med en pause, og søløven sætter sig på havbunden og kigger forventningsfuldt op på Martin og Christian, det ligner at den tænker ”vi er ikke færdige med at lege, vel?”. En af søløverne er lidt for interesserede i tæer, og kigger drømmende efter Martins. En anden hapser forsigtigt efter Christians svømmefødder. ”Du kan godt glemme at hapse mig i tæerne” griner Martin, mens søløvelegen fortsætter.

Det er som om søløven vil sige tak for legen, og efter den har hvilet i fem minutter og har fået en lille snak med Martin, der fortæller den hvor god og dygtig den er, smutter den ned i vandet igen.

Sommer på Galapagos

Vi er kommet til Galapagos sammen med vores gode venner, Pernille og Christian, der er på besøg fra Danmark, og her er dyr overalt. Ved vores ankomst i lufthavnen, bliver vi hilst velkommen af en kæmpe øgle, der sidder og slikker sol ved stien fra flyet og ind til ankomsthallen. Vi beslutter at tilbringe det meste af vores tid på øen Isabella, netop fordi, vi har hørt at på denne ø kan vi se de fleste dyr. Vi skal med speedbåd fra øen Santa Cruz, hvor vi ankom med fly, og bliver hilst velkommen af en pingvin, der lystigt svømmer mellem bådende i havnen. Det er surrealistisk at gå rundt blandt de mange dyr, der slet ikke er bange for mennesker.

Galapagos er ikke helt, hvad vi havde forestillet os, men dyrelivet lever op til vores vildeste forventninger. De endeløse hvide sandstrande, det turkis blå hav og solens varme stråler giver os fornemmelsen af at være på badeferie. De sidste mange måneder har vi på vej op mod Ecuador ellers hørt fra andre turister om det overskyede vejr, om våd- og tørdragter og om blå læber og rysten af kulde efter snorkelture. Det er slut nu, fortæller datteren af den familie, der bestyrer vores hotel. Vi er ankommet til øerne på den første solskinsdag i lang tid, og nu bliver det kun varmere og mere solrigt fortæller hun på flydende engelsk.

Det nye liv på Galapagos

Til forskel fra børn på fastlandet i Sydamerika, lærer børn fra Galapagos faktisk at tale et brugbart engelsk i skolen, og derfor kan mange på øen tale et godt engelsk. Det er nødvendigt, fordi øernes lokale indbyggere primært lever af turisme. Sådan har det ikke altid været, og øernes befolkning har gennemgået en stor omvæltning, fra at leve af at fiske til at leve af turisme. For at beskytte miljø og natur er der strenge regler for, hvor meget der må fiskes. For de lokale betyder det, at deres arbejdsliv har udviklet sig, og mange, der før har fisket, bruger nu deres både til at sejle turister rundt eller bliver selv guides.

Vi mødte en ung kvindelig guide, der efter sin fars ønske, havde taget en uddannelse inden for turisme. Hun tog til Quito for at studere, bosatte sig i et par år i storbyen Guayaquil med sin mand og deres lille barn, og er lige vendt tilbage til Isabella for at arbejde sammen med sin far. Kvindens mand, som har arbejdet i flåden, flytter senere på måneden til øen Isabella og skal være med til at sejle turister rundt.

Af en ældre guide, fik vi fortalt, at de på øerne i hans barndom ikke havde strøm, og at de kun én gang om måneden fik sejlet forsyninger fra fastlandet til øerne. På mange måder mindede tiden under corona om hans barndom, fordi øerne var lukket helt af fra resten af Ecuador, og derfor flyttede mange af øens beboere fra kysten og ind i landet, hvor naturen er mindre barsk, og det er muligt at gro grøntsager og frugt.

Katjas første snorkel oplevelse

Fordi det nu ikke er muligt at leve af at fiske, har mange af de gamle fiskere taget titlen som guide til sig, og ikke alle er lige pædagogiske og tålmodige, når turister er en smule bange for at få sit hoved under vand. Det er bare med at komme ned i vandet, for hvad kan der ske? Det kan man jo sagtens sige, når man er vokset op på Galapagos og har fridykket siden man var helt lille. Den kvindelige guides far, var dog helt igennem hjælpsom og sød, da Katja skulle prøve at snorkle for første gang.

Guidens far, som også var tidligere fisker, hjalp os på første snorkeltur ved at trække Katja rundt efter sig. Hun holdt fast i en redningskrans, som var bundet fast til ham, og han gjorde sit allerbedste for at give Katja en god oplevelse, selvom hun er bange for at få sit hoved under vand. Guidens far gjorde sig så umage med at vise Katja, hvor dyrene var, at han fridykkede ned til havbunden for at udpege dyrerene. Til sidst på turen gjorde han tegn til, at Katja skulle tage fat i hans dragt, så han kunne tage hende med ned og dykke, men med lettere panik i øjnene måtte Katja signalere pænt nej tak, for det var allerede spændende nok at tumle rundt i vandet i forvejen.

Katja er blevet en haj til at snorkle og snorkler på næste tur selv rundt hvor vi svømmer mellem hajer og kæmpe havskildpadder. Da hun kommer op ad vandet igen, drømmer hun om at blive havbiolog, så hun for alvor kan undersøge den nye forunderlige verden, hun først lige har opdaget eksisterer.

Vi forlænger vores tur og besøger øen San Cristobal

Vi sidder en aften og snakker om hvordan vi snart skal flyve hjem og hvordan vi måske lige kan få presset tre ekstra dage på vores ophold. Vi og vores venner får ændret vores fly og købt en bådbillet til San Cristobal. Ved ankomsten til øen mødes vi af fem sort tippede hajer og to rokker. Christian og Pernille tager på en ekstra tur ud på en dykker og snorkel tur, men vores budget brænder og vi må blive hjemme. Galapagos er så dyrt, som rygterne lyder. De kommer tilbage med kæmpe smil, da de begge har set hammerhajer. Vi gemmer hammerhajer til en anden god gang – måske Costa Rica, hvor vi har fundet ud af, at de finurlige hajer også findes.

Efter 10 dage på øerne, er overraskelsen over at se kæmpeskildpadder, øgler og søløver overalt aftaget en smule. Vi kan dog stadig stå ved stranden i halve timer i træk, bare for at kigge på søløverne, deres magtkampe og brølen af hinanden.

Ecuador – kød på pind, vulkaner og jul i Quito

/0 Kommentarer/i , ,

Ly for regnen og kød på pind

Regnen siler ned og det er sent om eftermiddagen. Solen, der skinnede for en time siden, er afløst af mørke skyer og torden. Martin er gået på jagt efter et sted til teltet nede ved en flod, der ligger ca. 100 meter nede af en sidevej.

Tito kommer kørende på sin scooter og stopper ved Katja, der står alene i vejkanten, mens biler og lastbiler racer forbi. ”Velkommen til Ecuador” siger han med et stort, men forsigtigt smil. ”Har I brug for et sted at sove i ly mod regnen?”. Vi bliver enige om at følge med Tito hjem. Han byder os velkommen og vi kan slå teltet op under halvtaget to meter fra hovedvejen.

Vejen er travl med masser af lastbiler, og vi ved, at vi kan se frem til endnu en søvnløs nat, for i Sydamerika er der ikke noget, der hedder støddæmpere på lastbiler, og i teltet er der ikke noget, der hedder lydisolering. I vores tid i junglen har vi haft svært ved at finde steder at sove, der ikke ligger lige ud til vejen, fordi alt er bevokset, så vi har allerede en del søvnløse nætter bag os.

Vi takker ja til at spise aftensmad sammen med familien. De spiser om to timer. Vi kigger på hinanden, for vi er godt nok sultne allerede. Klokken er 18 og vi har cyklet hele dagen i Ecuadors bakkede landskab, men vi takker sjældent nej til et tilbud om at være sammen med lokale, og det er ikke ofte vi bliver budt på mad, så selvfølgelig venter vi.

Vi er overraskede, da vi ser at der er et stort bål i baghaven. På bålet står en gryde med noget vi tror er grisekød, det er i hvert fald meget fedt. Vi finder først ud af, at indholdet i gryden ikke er vores aftensmad, da vi hver får stukket en pind i hånden med et råt stykke oksekød. Det er meningen at vi selv skal lave det over bålet.

Efter maden takker vi af for i aften og går ned i teltet. I teltet spiser vi et par bananer og en peanutbutter mad. Et stykke kød og to bananer er ikke nok energi i til at klare endnu en hård cykeldag i morgen, men sådan er det, når vi siger ”ja” til tilbud fra lokale. Vi ved aldrig helt, hvad vi takker ja til og vi er altid taknemmelige for oplevelsen.

Næste dag vinker vi pænt farvel og fortsætter cykelturen i Ecuadors grønne bølgede landskab mod hovedstaden Quito, hvor venner fra Danmark venter os.

Quito, Cotopaxi og Galapagos

Vi ankommer til Quito på cyklerne blot 2 timer før Pernille og Christian kommer med flyet fra Danmark, og vi synes selv det er ret blæret, at vi har kunne koordinere en dato og ramme den så præcist, selvom vi også har rejst rundt i Amazonas i tre uger på små både, som vi ikke havde nogen idé om, hvornår afgik.

Det er utrolig dejligt at se gode venner fra Danmark, og det er ikke dårligt at de tilmed har alt den lakrids med vi kan spise samt har taget en lille julegave med fra Katjas familie. Udover det, har de en masse udstyr med til vores cykler, så vi føler at julen starter tidligt i år.

Sammen med Pernille og Christian går vi på opdagelse i Quitos gamle bydel og booker to overnatninger hos hostellet Secret Garden i Cotopaxi Nationalpark, hvor vulkanen af samme navn befinder sig. Som de tosser vi er, har vi lokket Christian og Pernille til at tage deres telt med hele vejen fra Danmark, og derfor skal vi jo også bruge det! Så vores overnatninger foregår på hotellets campingområde med fornem udsigt til den flotte kegleformede vulkan. At vågne i teltet om morgenen og se direkte ud på vulkanen fylder os alle med den største lykkefølelse! Vi beslutter os for at vandre op til den aktive vulkan, men fordi den er aktiv, kan vi ”kun” komme 5000 meter op. Det er dog også nok til at påvirke os alle, så dagen efter slapper vi af, spiller Rummikub og hygger os på hotellet.

Hovedårsagen til at Pernille og Christian er kommet, er at vi skal besøge Galapagos sammen, men det kan du læse om i et blogindlæg for sig selv.

Jul i Quito

Pernille og Christian er taget hjem, og vi lejer en lejlighed på Airbnb, fordi vi tager et ugelangt sprogkursus i spansk og bagefter skal holde jul med vores cykelvenner amerikanske Jace og franske Coralie og Natan.

Julen skal fejres, selvom vi er på rejse. Vi laver mad hele dagen, alt fra dansk risalamande og brune kartofler til crepes og Tart de Tatin. Efter hovedretten spiller vi en amerikansk pakkeleg som Jace præsenterer os for kaldet white elefant. Vi har en dejlig aften og glæder os over de venner vi har fået på denne rejse. Selvom vi alle cykler hver vores vej, ved vi, at vi kommer til at se dem igen.

El Angel – i ly for regnen

”Sagde han, at der havde været et jordskælv for 3 uger siden”? Vi ser på hinanden, da parkbetjenten leder os hen til en bygning ved siden af parkkontoret. ”Sin responsibilidad” siger han til os, da vi når frem til indgangen af en hvid bygning, der umiddelbart ser helt tilforladelig ud. Han tager intet ansvar, er det han siger. Martin griner lidt, mens han spørger om ikke det er sikkert nok. Betjenten trækker på skuldrene, det vil han ikke kommentere på. Det er op til os at bedømme.

Udenpå er det ikke til at se, at der er noget galt med huset, udover den orange tape, der engang har blokeret indgangen, men nu ligger på jorden med skriften ”pas på, fare”. Men da vi kommer ind, kan vi se hvordan murene er revnet gennem hele bygningen. Huset er ikke bygget til at modstå jordskælv, hvilket er uforståeligt i et land som Ecuador, hvor jordskælv er ganske almindelige.

Vi kan vælge at sove i bygningen i ly for regnen, som har stået ned i tre stive timer hver dag den sidste uge. Alt vores tøj er vådt og vores telt er vådt. Vi kigger på hinanden, og beslutter os for, at hvis bygningen ikke er styrtet ned indenfor de sidste 3 uger, så er sandsynligheden for at den gør det i nat nok ikke så stor. Vi sætter teltet op i et af rummene, og håber på, at det kan tørre en smule. Efterhånden har vi sovet så mange steder på vores rejse, at det ikke tager lang tid at abstrahere fra at vi sover i et hus, der potentielt kan styrte sammen, og vi sover begge fint den nat.

Vi er kommet frem til parkkontoret i det nationale reservat El Angel, hvor plantearten frailejones vokser. Parkbetjenten fortæller os, at dette er det eneste sted i verden, netop denne type af plantearten findes. I Colombia og Venezuela vokser planten også, men ikke så højt som her.

Planterne har en stor betydning for den lokale vandforsyning, fordi de kan indtage den tåge, der ofte er i området, og opsamler så meget vand, at de laver floder. Det er en cool plante, og området ligner et overjordisk sted med de titusindvis af planter, der lever side om side på de mange bjergskråninger.

Området fascinerer os og vi er tilfredse med vores beslutning om at cykle ud i det mudrede terræn for at opleve dette magiske sted. Det har ikke været let at komme hverken hertil eller fra. Vejen til området er op, op, op på grusvej og i silende regn. Vi søger læ i en forladt bygning, hvor vi kolde nyder vores medbragte frokost, som består af daggamle boller, peanutbutter og marmelade. I flere dage har vi ikke kunne tørre vores tøj, fordi der ingen tørring er i den fugtige luft i området. Det er regnsæson i Ecuador, skyernes land, som vi kalder det, fordi vi ofte ikke ser andet end skyer og sommetider tæt tåge.

Vejen væk fra parkkontoret og gennem parken er i så dårlig stand, at det er umuligt for biler at køre på den på grund af store jordskred. Så vejen har vi for os selv, men vi skal knokle for at komme over jordskredene, der flere steder blokerer vejen og gør den til en stor mudderpøl. Vi trækker cyklerne gennem vandpytter og mudder, der af og til går os til knæene, men med den smukke udsigt, er det svært ikke at nyde turen alligevel, og vi griner begge, hver gang vi nærmer os et mudderbjerg, for, for en gangs skyld er vejret solrigt og noget af det vi elsker allermest, er at være ude i den store natur, kun os og cyklerne.

Mod grænsen til Colombia Vi cykler videre mod grænsen til Colombia og glæder os over at vi snart skal cykle i det sidste land i Sydamerika.

Flere tusind kilometer ind i Amazonas

/0 Kommentarer/i , ,

Vi står ved havnen i storbyen Pucallpa og kigger fascineret på de mange forskellige både, der ligger til. Transportskibe, træbåde og hurtige speedbåde ligger side om side. Vores mission er at finde en båd, der kan fragte os og cyklerne længere ind i junglen til byen Iquitos.

Masser af billeder her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/jungle-tur-amazonas

Vi slentrer ned ad de små sandbelagte havnegader og får et indblik i sømændenes liv. Et hårdt liv. Flodfisk og slagtede kyllinger ligger på borde i den hede sol, klar til at blive tilberedt. Kyllingefødder ligger på grillen, en god og billig snack. Vi ser flere mænd, der sover rusen ud på fortovet. Prostituerede med korte nederdele og røde læber venter på gadehjørnerne. Mad, alkohol og sex, det er det sømændene har lyst til, når de kommer i havn. Det lyder som en gammeldags kliche, men her i Peru ser det ud til at være dagligdag i Pucallpas havn.

Vi ender med at købe en billet til en hurtig bådbus. Det tager 36 timer at komme fra Pucallpa til Iquitos uden nogen stop undervejs. Båden sejler dag og nat. Cyklerne spænder personalet fast på taget af båden og vi krydser fingrer for, at de kommer sikkert frem til Iquitos. Spændingen bliver ikke mindre, efter kaptajnen med et smil på læben siger at hvis vi ikke betaler 200 dollars, forsvinder vores cykler under turen. Vi giver ham to colaer og et smil og håber at det går.

Seks mennonitter, en abe og to danskere. Det lyder som starten på en dårlig joke, men det er virkeligheden i båden. Mennonitterne bor i kolonier i junglen, de taler plattysk og er flyttet til Peru i 2015 i søgen efter et sted, hvor de kan leve efter deres overbevisning i fred. Efter sigende missionerer de ikke. Vi forstår ikke, hvordan de kan holde varmen ud i deres overalls, skjorter og store støvler, men de ser ikke synderligt påvirkede ud. Vi sveder allerede før båden forlader havnen.

Udover passagerer fungerer båden som transport for pakker til de små landsbysamfund, der lever langs floderne i Amazonas, og vi stopper konstant for at levere pakker, alt fra bananklaser til en computer og en fodbold, til stor glæde for to små drenge, der spændt venter på flodbredden. Hver gang vi rammer en flodbred, kommer kvinder og børn fra landsbyerne ombord og sælger mad og drikkevarer. Nogle gange kommer de i både. Vi køber ris og kylling pakket ind i palmeblade og avokadoer, som vi spiser til frokost og aftensmad.

Amazonas regnskov er den største regnskov i verden, og vi har store forventninger til plante- og dyrelivet. Som det så ofte er gennem vores rejse, bliver vores idé om hvordan junglen er, nuanceret da den møder virkeligheden. Vi forventer at se dovendyr, tukaner og papegøjer i hvert et træ, men bliver hurtigt klar over, at også i det dybeste af junglen har mennesket gjort sit indtog.

Der er spor efter mennesket overalt. Skrald flyder på Amazonas floder, og der ligger flasker og mundbind i junglen. For ikke længe siden blev en båd med 70 turister taget til gidsel af et af de lokalbefolkninger, der bor ved floden i Amazonas. Det blev gjort i protest mod regeringens håndtering af et olieudslip i floden. 80.000 tons olie var blevet dumpet i den flod, de lokale bruger som bade- og drikkevand. De lokale oprindelige folk i Amazonas kæmper en meget ulige kamp for deres ret til at bo på den jord, som de har boet på i mange generationer i træk. Det er en kamp mod gigantiske oliefirmaer og et korrupt politisk system.


Iquitos


Iquitos er en peruviansk by dybt inde i junglen. Godt 500.000 mennesker bor her, hvor man kun kan komme med båd eller fly, afskåret fra resten af Peru. Byen har været rig, fordi den har produceret gummi, og fortidens rigdom afspejles i de flotte bygninger af kolonistil, der pryder den indre del af byen.

Nutidens fattigdom er tydelig. Tiggere går rundt i gaderne blandt de forfaldne bygninger. Den flotte skole trænger til en kærlig hånd. Tiggerne ved, at turisterne holder til ved promenaden, hvor fine og dyre restauranter ligger side om side, og de kommer trofast hver aften for at spørge om småpenge eller madrester.

Ofte bliver vi spurgt, om vi vil købe hash eller kokain, og det har vi ingen interesse for. Cyklen er vores narkotika, men selvom vi havde lyst, er det en dum idé at takke ja, for bare det at spørge om narkotika er ulovligt i Peru, som har en meget stram lovgivning, når det drejer sig om euforiserende stoffer – og med god grund. Der er en kæmpe produktion af coca planter i Peru og markedet for kokain er kæmpestort.

Vi holder os til en øl sammen med vores nye cykelvenner. Et fransk par, der cykler fra Argentina til Columbia. Dem mødte vi på et bjergpas i Peru, hvor de havde slået lejr i 4700 meter. Siden da, har vi mødtes flere gange på vejen. Det er altid hyggeligt at mødes med andre cyklister, som virkelig forstår, hvad det vil sige at leve på cyklen. Vi deler historier, frustrationer og glæder ved livet på landevejen.


Belen markedet


Her er mennesker overalt mellem de små boder og lugten af kød og fisk, der har lagt lidt for længe i den brandvarme sol, fylder vores næsebor. Det kræver sin mand eller kvinde at gå gennem boderne med kød, uden at være ved at kaste op af den klamme varme lugt. Heldigvis er her også andre mere behagelige dufte af frisk frugt og blomster.

Belen markedet er et af de ting, du bør besøge som turist i Iquitos. Her finder du alt fra skildpadder og eksotiske junglefrugter, f.eks. den lille sure Camo Camo, til hjemmelavet tobak. Skildpadde og krokodille er truede dyrearter og det er ulovligt at fange og sælge dem, men det går mange af de lokale ikke op i, og på markedet kan du købe det hele. En delikatesse er skildpaddeæg, men du skal tage dig i agt, for æg fra store firben ligner det samme og bliver solgt til forveksling og smager ikke lige så godt.

Af princip smager vi ikke på dyr, der er truede, men vi vil ikke dømme lokale, der hele livet har levet på denne måde. Derfor går vi nysgerrigt rundt og ser på de mange interessante boder.

Vi snakker med kvinden, der ruller cigaretter af tobak, der bliver groet i området. Stak på stak af cigaretter står side om side ved hendes bod. Hun beder os snuse til tobakken, og selvom vi ikke selv ryger, så dufter frisk tobak altså godt. Vi må gerne få en smagsprøve, men den takker vi pænt nej til. Ligeledes takker kvinden nej til at blive fotograferet, men vi er velkommen til at fotografere tobakken.


Jungleturen

På cykelturen ned til Pucallpa har vi ikke set særligt mange dyr. Det første større dyr vi ser, er et dødt dovendyr, der har måtte lade livet på grund af arbejde med elnettet. Det kan vi selvfølgelig ikke leve med, så vi booker en overnatning i en hytte længere inde i junglen og håber at vi er mere heldige der. Vi bliver hentet i en lille båd, der sejler os ud af en af bifloderne til Amazonas floden.

Vores guide hedder Danny. Han er vokset op i junglen, og ved meget om dyrene og planterne. Han deler gerne ud af sin viden, men da han fortæller at der er 100.000 mennesker i Iquitos (hvor der er 500.000), bliver vi opmærksomme på, at vi nok ikke kan stole på alle de fakta han præsenterer.

På turen ud i junglen ser vi alverdens fugle, kryb, pink delfiner og aber. To oplevelser, der skiller sig ud, er nattevandring og fiskeri efter piratfisk.

Nattevandringen er egentlig en aftenvandring, men det er bælgmørkt i junglen om aftenen og vi må have pandelamper på. Junglen er levende, særligt om aftenen og natten, hvor insekterne er mest aktive. Det summer, bipper og kravler overalt.

Vi leder efter tarantel, og Danny ved, hvor den store edderkop findes. Da hele gruppen står og beundrer en særligt flot en af slagsen, som er blå og har pink “sutsko” på, spotter Katja en sort skorpion på træstammen tæt ved Martins hoved. Hun foreslår roligt, at han lige træder et skridt tilbage, og alle gisper. Danny griner nervøst, mens han fortæller at et stik af den ville gøre ondt i 24 timer og derefter ville det stoppe med at gøre ondt, fordi man ikke ville være her mere. Han gør smerte op i timer, og har tidligere fortalt os, at et stik af en bi ville gøre ondt i 3 timer.

Piratfiskeri er sjovt, og hele gruppen bliver grebet af det, da vi får pinde i hånden med en krog og et stykke kyllingefedt. Lige så snart vi kaster krogen ud i vandet, kan vi mærke at piratfiskene begynder at gumle løs på maddingen og det kræver god timing at hive pinden op på det rigtige tidspunkt. Da en fra gruppen fanger den første fisk beundrer vi de små skarpe tænder. Katja må have arvet sin fars talent for fiskeri, for hun fanger hele tre af slagsen. Til aftensmad får vi serveret stegt piratfisk.

Turen går til Ecuador

Fra Iquitos må vi endnu engang ud på Amazonas’ floder, for nu går turen til Ecuador, det 5. land på vores rejse, og efter to dage i tre både rammer vi byen Coca og begynder den 300 kilometerlange cykeltur til Ecuadors hovedstad Quito, hvor venner fra Danmark venter på os.

Vandring på Santa Cruz trekket i Cordillera Blanca

/1 Kommentar/i , ,

Vi tager en uges pause fra cyklerne og vandrer den velkendte vandrerute Santa Cruz, som er en 42 kilometer lang tur i den snebeklædte bjergkæde Cordillera Blanca.

Masser af billeder her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/santa-cruz-vandring

Rygsækkene er pakket, cyklerne har vi parkeret i byen Huánuco og vi sidder i en privat passagerbil på vej til byen Huaraz, der ligger 300 kilometer væk. Ruten betjenes ikke af busser, fordi vejen er i dårlig stand. Efter 12 timer i en bumlende og varm bil, ånder vi lettet op da vi ankommer til byen Huaraz og priser os lykkelige for, at vores primære transportmiddel er cyklen og ikke bilen.

Næste dag har vi det som om vi har tømmermænd, og det hjælper ikke at Katja har fået dårlig mave af den omelet, vi spiste da vi ankom sent om aftenen. Vi hviler to dage på hotellet, så Katja kan komme over sin madforgiftning, før vi gør os klar til at tage på vandretur. Madforgiftning er desværre en af de ting, vi må tage med, når vi rejser i Peru. Lige nu er scoren 2-3 til Katja…

Det er muligt at vandre Santa Cruz trekket med en guide, kok og æsler, der kan bære tasker, telt og mad, men vi foretrækker at vandre selv. Derfor fylder vi rygsækkene til randen med mad til 4 dage, gasblus, gryder, soveposer, telt og hele molevitten. Vi elsker den frihed det giver at holde pauser, når vi vil, spise hvad vi vil og sætte teltet op, hvor vi vil.

Afsted

Det er helt mørkt og lidt køligt, klokken er 5 om morgenen og vi skal med en bus ud til starten af vores trek. I Peru bliver 3 1/2 time hurtigt til 6 timer, og chaufføren bliver ved med at udskyde tidspunktet for ankomsten. Klokken er over 11 da vi når til den lille bjerglandsby, hvor sporet op imod bjergene starter. Første udfordring er at finde sporet, som til at starte med bevæger sig ned til en flod gemmen små bjerglandsbyer, hvor der ingen skilte er. Vi får hjælp af en flink mand, der råber ud ad sit vindue at vi skal gå op bagom hans hus.

Nu er det bare opad på den lille sti, som er nem at følge, fordi de æsler turgrupperne bruger efterlader et spor af æselpærer. Vi følger en lille flod op gennem en fin dal og snart åbner dalen lidt op og vi ser for første gang de smukke snedækkede bjergtoppe i det fjerne.

Maverne kilder og smilene er store ved synet, men hurtigt husker vores kroppe os på, at cykelmuskler ikke er vandremuskler. Vores rygge, hofter og lægmuskler beklager sig mere og mere for hver kilometer vi går og den tunge rygsæk gnaver i skuldrene.

Den ubudne gæst

Helt færdige i kroppen, slår vi sidst på eftermiddagen teltet op ved en lille flodbred, og starter med at lave mad. Menuen står på pasta, tun, gulerod og masser af løg og ingefær. Vi får øje på et sæt øjne udenfor teltet. De stammer fra et gråt æsel, der ser så bedrøvet ud, at det er som taget ud af historierne om Peter Plys.

Æslet bliver mere og mere nærgående, og da vi giver det gulerodsskræller, får det lyst til at undersøge hvad der er i vores telt. Det stikker hele sit store hoved ind i teltet og kigger nysgerrigt på Martin, der sidder og filtrerer vand. Det er altid hyggeligt med selskab, men da æslet gentagne gange napper ud efter slangen til vores vandfiltersystem, må vi trække en grænse og Katja går ud i mørket for at jage æslet væk.

Det høje bjergpas

Den største udfordring på ruten er et 4700 meter højt bjergpas. Efter mange måneders cykling i de høje bjerge, er vi akklimatiserede og vant til at være oppe i den højde, men alligevel er det hårdt de sidste 300m op mod bjergpasset. Vejen går stejlt op ad på store klippeflader, hvor vores efterhånden slidte sko, har svært ved at få fat. Overalt er der udsigt til store flotte bjerge. Vi kan se de mørke skyer samle sig uden foran dalen, og vi ved at der er uvejr på vej, så vi skynder os op til passet. Oppe på passet tager vi et par billeder og så er det ned igen, for bag os kommer mørke skyer tættere på.

Ubeskriveligt smukt

Det absolutte højdepunkt på vandreturen er, da vi sætter teltet op lige neden for ét af de smukke sneklædte bjerge. Teltpladsen har vi for os selv, fordi vi går ruten uden for turistsæsonen. Vi må dog vente med at nyde den gode udsigt til morgenen efter, fordi uvejret har indhentet os og regnen begynder at styrte ned. Det er som altid hyggeligt at ligge i teltet og spise chokolade og drikke te, mens regnen hamrer løs på yderteltet og vores trætte ben får et velfortjent hvil.

Vi elsker at cykle, men vi er også helt pjattede med at vandre, og den smukke tur gennem bjergene giver os fornyet energi. Vandring bringer andre tanker frem, og vi bruger meget af turen på at snakke om fremtiden og lægge eventyrlige planer. Men for nu, skal vi videre på vores cykeltur, hvor Amazonas regnskov venter.

Peru Great Divide – Oppe i bjergene, over skyerne

/0 Kommentarer/i , ,

4994 meter står der på vores GPS. Det er det højeste vi har og kommer til at være på turen, og tanken om, at vi selv har bragt os op i knap 5000 meters højde på cykel, gør os stolte og glade. Vi cykler i Perus bjerge langs små grusveje på en cykelrute, der hedder Peru Great Divide.

Se masser af billeder fra peru her: https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/titicaca-til-great-divide og her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/great-divide-til-junglen

4994 meter oppe

Bjergpasset op til knap 5000 meter er særligt hårdt med masser af nålesving og stejle stigninger. Da vi tror vi endelig er oppe, gemmer der sig en lille nedkørsel og to nålesving om hjørnet, før vi når den rigtige top. En snydetop, som vi kalder de toppe, hvor vi overraskes af endnu en top. Puha, vi pruster. Vi bliver nødt til at tage det stille og roligt og cykle 20 højdemeter ad gangen for derefter at få vejret igen. Selvom vi har cyklet i bjerge og på højsletten i flere måneder, og er godt akklimatiserede, mærker vi manglen på ilt i den svimlende højde.

Vi fejrer ”sejren” med et kys, en kiks og et billede af os begge taget med spejlreflekskameraet. Martin kravler det sidste stykke op af klipperne for at sætte kameraet, og vi jubler, da han højst sandsynligt står i 5000 meter.

Legendarisk cykelrute

Peru Great Divide er en uformel cykelrute gennem Perus bjerge, udarbejdet af et engelsk par, og er nu så velkendt, at det er et trækplaster for eventyrlystne cyklister fra hele verden. På trods af det, mødte vi blot 3 andre cyklister på de 380 kilometer vi fulgte den 1200 kilometer lange rute. Ruten er kendt for at være øde og den følger mindre grusveje gennem Perus bjerge. Du cykler derfor i smuk natur, uden at møde alt for mange biler. Enhver cyklists drøm. Den del af ruten vi har cyklet, indeholder intet mindre end 8500 højdemeters cykling. Ikke alle cyklisters drøm, men vi elsker det. Vi cykler op ad et bjergpas på mellem 4400 og 5000 meter og så helt ned til 3000 højdemeter igen. Det gentager vi ca. én gang dagligt, udover et par dage, hvor vi konstant cykler i over 4300 meters højde.

Kolde nætter

Vores varme handsker, jakker og soveposer ligger øverst i cykeltaskerne, for om natten er det koldt oppe i højderne. Vi stopper tidligere en dag – ved 15tiden. Vi er begge trætte efter mange dages hård cykling, og vi finder en fin sø at stoppe ved i 4500 meters højde. Vi sætter teltet op, synlig fra vejen denne dag, fordi vi ikke kunne finde et godt gemmested. En bil stopper og en mand i joggingtøj kommer gående ned mod os. Han giver os et sødt anisbrød, og spørger os om vi er sikre på, at vi vil sove der, fordi det bliver meget koldt om natten. Vi forsikrer ham om, at kulden er vi vant til, og at vi har gode soveposer. Da solen går ned et par timer senere, mærker vi, at han har ret. Dette sted er koldere end de andre steder vi har sovet og vi må krybe ned i både allroundsoveposen OG sommersoveposen for at holde varmen. Allerede da vi går ud for at børste tænder senere på aftenen er der frost på teltet og natten er bidende kold.

Aldrig alene

Vi har lært, at I Peru er vi aldrig alene. Lige meget hvor langt ude i bjergene vi cykler, møder vi mennesker, små landsbyer eller hyrder, der trofast passer deres lamaer, alpakaer og får. Selvom vi selv synes at vi gemmer os godt, når vi camperer, sker det, at vi vækkes af et ”Buenos Dias” (på dansk godmorgen) af en morgenfrisk rytter, der er på vej hen til sine dyr.

En morgen, får vi uanmeldt besøg af en gut på scooter, som er på vej til sit arbejde ved en nærtliggende dam. Vi står og børster tænder, da han kører helt hen til vores telt, som ligger bag nogle bakker godt 200 meter fra den lille grusvej vi kommer fra. Han tager som det første fat i vores telt og spørger ”Er teltet til salg?”. ”Hvad koster det?”. Vi forklarer at teltet ikke er til salg, da vi selv skal bruge det. Hvilket burde være åbenlyst, set i lyset af situationen. Men han insisterer på at få prisen på teltet. Teltet koster lige så meget som hans scooter og han erkender, at det nok ikke lige er vores telt han skal købe.

Ørredfarmen

Efter alt for mange dage med pasta og tun til aftensmad, bliver vi forkælet af Jennie. Vi er stoppet på en ørredfarm, hvor vi har fået nys om at andre cyklister har fået lov til at slå teltet op. Det er gratis, hvis vi køber aftensmad hos den lille restaurant, der er på området. Vi går all in og bestiller to retter ørred hver. Jennie stiller ikke spørgsmålstegn ved vores bestilling. Hun må have prøvet det før, for cyklister, der cykler bjergpas dagligt, er sultne. Vi spiser friturestegte ørreder og en ørred-”chicharron”, som er en ret med stykker af ørred med ris og kartofler. Om aftenen går vi mætte og glade i soveposerne til lyden af den rislende flod.

Vores eventyr på Peru Divide er færdig efter 10 dage i nogen af de smukkeste omgivelser i Sydamerika og junglen venter os.