Indlæg

Bolivia – Med bowlerhat, på marked og forbi miner

/1 Kommentar/i , ,

Efter lagunaruten har vi fået nok af grusveje for en stund, og vi vil gerne opleve kulturelle Bolivia, så vi cykler mod byerne Potosi, Sucre og Oruro, der alle summer af liv.

Se alle billeder fra Bolivia her

Vi ser mange kvinder, der går fra landsby til landsby i deres traditionelle tøj, bowlerhat, laksko og farverige kjoler. De går mange kilometer om dagen. Fordi mange i Bolivias landområder ikke ejer en bil, er det kutyme at give hinanden et lift for en skilling. En kvinde joker med os, at hun gerne vil med på ladet af cyklerne. Bolivianerne er ikke uden humor, og den mærker vi særligt, da vi stopper i byernes markeder, hvor vi ofte får en sjov kommentar eller et grin med på vejen. Vi bliver grint mere af, end med, fordi mange synes at det er sjovt at vi er så høje.

Der er ikke dét, der ikke bliver solgt på markeder i Bolivia og det er nærmest umuligt at finde et reelt supermarked andre steder end i storbyerne. Derfor køber vi næsten alle vores madvarer, sæbe og diverse på markederne. Markedet er opdelt i sektioner. Grøntsager, frugt, møbler og elektronik er normale sektioner, og blandt de mindre gængse er heksemarkederne, hvor vi finder naturmedicin, slanger i glas og indtørrede lamafostre. Lamafostrene giver held, og de brændes ofte ind i fundamentet af nye bygninger, for at give beboerne beskyttelse. Heksene sælger også kasser med ofringer, som Bolivianerne brænder af til ære for Pachamama (moder jord) for at takke for den frugt og mad, som er givet til os fra jorden.

Mineland

Bolivias største indkomst er fra deres miner og minerne sætter sit præg på både natur og mennesker i det smukke land. Særligt i de områder, hvor der ligger miner er folk fattige og lever under svære vilkår. Minerne forurener floder, og generelt er der vandmangel i Bolivia, fordi minerne bruger alt vandet til at udvinde de ressourcer, vi bruger i overflod i vesten. Vi besluttede hurtigt, at vi køber vores drikkevand, da vi ikke stoler på vandet fra bjergene. Vi bruger dog stadig vandet til at lave mad og flere gange har vi oplevet situationer, hvor vandet har været fyldt med sæbe, fordi folk længere oppe af bjerget vasker deres tøj, biler, tæpper i floden.

Byen Potosi er kendt for sin kæmpe sølvrigdom. Sølvet har de spanske kolonister sejlet til Spanien, og nu er det et sted som så mange andre, hvor håbet om rigdom er det eneste tilbage. Folk er slidte og man kan se at de lever et hårdt liv.

Frisk brød = lykken

”Hay pan” (Vi har brød) råber en ung boliviansk kvinde, der står ved en simpel bod langs hovedvejen til Sucré. Forførte af duften af friskbagt brød, stopper vi. Det er sen eftermiddag og vi er trætte og ømme i benene efter en lang cykeltur på 6. dag gennem det bjergrige landskab. Vi spotter røg nede ad bakken hvor en mand bakser med at få 100 nybagte brød ud af stenovnen og køber to friskbagte brød fra den smilende kvinde.

Mens vi spiser vores brød, fortæller, kvinden, der hedder Alinda, at familien bager og sælger brød hele dagen. Familien sælger 800 brød om dagen, fortæller hun med smil i de brune øjne. Det er tydeligvis en god forretning, selvom det er hårdt arbejde. Vi køber to brød mere og Alinda spørger hvor vi skal hen. Da vi fortæller at vi leder efter et sted at slå vores telt op, er hun hurtig til at tilbyde os et værelse i familiens hus.

Mens familien bager og sælger brød hele aftenen, laver vi vores egen mad. Deres to-årige datter bliver lagt i seng mens brødet er i ovnen. Der er ikke tid til leg med datteren eller hyggesnak med os, for der skal bages og når brødet er i ovnen bliver nye brød gjort klar. Sådan går hele aftenen indtil vi lægger os til at sove.

På vej mod Sucré taler vi om oplevelsen og om hvordan vi gentagne gange bliver mødt af venlige og hjælpsomme mennesker på vores vej. Mennesker, som tydeligvis har et hårdt arbejdsliv, men som stadig har et glimt i øjet, et smil på læben og som gerne vil hjælpe to tossede cyklister.

Ofring til Moder Jord

Bolivias folk er meget tro gamle traditioner. Vi hører ofte om Pachamama “moder jord” og en aften på vores hotel i Sucre kommer moder jord helt tæt på. Pludselig er vores værelse fyldt med røg og hele hotellet er dækket af røg. Martin løber ud for at se om der er noget der brænder og jo der er noget der brænder, en kæmpe ofring til Pachamama i hotellets gårdhave, så ingen farer bare en gave til moder jord.

Sucre en smuk by som er på UNESCOs verdensarvsliste og derfor bliver passet godt på. De smukke hvide huse pryder midtbyens smalle veje og der er storslåede klostre på næsten hvert et hjørne. Byen er meget idyllisk og man tror næsten man er i Spanien.

Hvor kan vi sove i nat?

Også i Bolivia cykler vi langs med Andes bjergene og det kræver mange højdemeter op og ned hver dag, vi møder mange små landsbyer og de fleste hilser pænt eller råber ”gringo” efter os. Gringo var oprindeligt et udtryk for den hvide amerikaner, men bruges nu også om folk fra Europa.

Gennem hele Bolivia har vi haft held med at finde et sted at sove. Enten et sted at sætte teltet op hos en familie, eller et lille værelse eller hotel. Derfor overrasker det os, da vi en dag bliver udfordret på at finde et sted for natten. Sent på eftermiddagen stopper vi i en landsby og spørger om vi må sætte vores telt op. Efter lang tids snakken frem og tilbage, er svaret at vi må cykle over til naboen og spørge dem. En lille dreng kommer løbende, han har fanget en fugl med sin slangebøsse. Fuglen skal familien spise til aftensmad fortæller han, før han stolt giver Martin lov til at tage et billede af ham og fangsten. Vi cykler over til naboen og får samme svar. Næste hus vi prøver er svaret spørg i næste by på den anden side af bjerget. Trætte cykler vi videre og vi er lidt pressede, fordi det næsten er mørkt og vi allerede har cyklet mange højdemeter den dag. Vi bliver hurtige enige om, at vi ikke kan nå over bjerget i dag.

Ikke alle vildcamperingssteder kan være lige fede, og vi finder til sidst et fladt sted på en grusgrav lige ved siden af den store vej. En fuld mand får forbi og råber ad os, og vi er ikke begejstrede for at ligge til fuldt skue, særligt efter at have mærket den trykkede stemning i landsbyen, der kun ligger en kilometer væk. Udover lastbilernes larm natten lang, endte vi med at få en okay nats søvn. Vi fandt aldrig ud af hvorfor vi ikke var velkomne i den lille landsby, men vi kunne læse os til at området vi var i et af de fattigste områder i Bolivia. Ikke at det har stoppet gæstfriheden før, men måske disse mennesker ikke kunne overskue at havde fremmede i nærheden.

Bolivia har indtil nu været det land på turen, der har overrasket os mest med mad, mennesker og natur. Da vi krydser ind over grænsen til Peru, har vi begge en følelse af, at vi ikke er færdige med at opleve det skøre, smukke land.

Magiske Machu Picchu og besøg fra Danmark

/0 Kommentarer/i , ,

Vi har parkeret cyklerne i Uyuni, Bolivia og stikker snuden mod Peru, hvor vi skal mødes med vores veninde Sabine og hendes søskende Anna og Jeppe.

Da vi planlagde besøget, troede vi, at vi allerede ville være i Peru på cyklerne, men fordi vi har valgt at cykle i det øde sydvestlige Bolivia, har vi brugt mere tid end forventet. Derfor lader vi vores cykler stå i Uyuni i Bolivia og rejser de 1500 kilometer til Cusco i Peru med bus. Det er en tur på godt 30 timer i fire forskellige busser.

Magiske Machu Picchu

Machu Picchu er Perus største turistattraktion. Det ses tydeligt på byen Cusco, som ligger ca. 80 kilometer væk fra den berømte ruin. Cusco bobler af liv, og vi ser flere turister end Peruvianere gå rundt i den gamle bys historiske gader. Allerede i Cusco får du et indblik i Inkaernes historie, da byen oprindeligt var Inkaernes hovedstad før Spanien koloniserede Peru og rev store dele af byen ned. Spanierne byggede kirker og andre bygninger på fundamentet af Inkaernes karakteristiske stenbygninger.

Turens højdepunkt er den fire dage lange vandretur ad Inkastien til Machu Picchu. Fordi vi er i en national park, er det et krav at alle turister følges med en guide og portere til at bære telte og mad. Det betyder at ca. 500 mennesker træder stien hver dag, 200 turister og 300 lokale guide og portere. Porterne bærer telt og mad og hele ni portere bærer vores mad og udstyr. Hver dag laver de frokost i spiseteltet, som de sætter op før vi kommer frem, og om eftermiddagen laver de vores lejr og serverer os tre retter til aftensmad. Det er luksus, men samtidig lidt for meget postyr for to cyklister som os, der er vant til at bære på vores egne ting og være fri til at slå teltet op hvor vi ønsker. Vi har det lidt svært med at se på, hvordan mændene slæber for os. På den anden side, skaber det arbejdspladser for mændene i lokalområdet. Vi må ikke gå Inkastien uden alt hurlumhejet, så vi får det bedste ud af det.

Inkastien er den oprindelige rute til Machu Picchu, som Inkaerne selv lavede og vi mærker historiens vingesus, da vi står oppe på det første bjergpas, den døde kvindes pas, på 4300 højdemeter og ser ned på de 3000 trin, der skal føre os næsten hele vejen ned til Machu Picchu. Passet hedder den døde kvindes pas, fordi det har udsyn til et bjerg, der ligner en kvinde, der ligger på ryggen. Vi ved ikke helt, hvorfor hun er død, men vi har en mistanke om, at det er alle de trapper vi netop har brugt næsten hele dagen på at gå op ad, der har taget livet af hende. Vi er i hvert fald alle medtaget efter at have gået, hvad guiden siger er rutens hårdeste etape.

På vandreturens andensidste dag, kommer vi rundt om hjørnet, og hører noget pusle i den tætte skov, hvor bladene bevæger sig. Bagbenene og halen af en stor bjergkat kommer til syne og med ét er vi alle musestille. Bjergkatten forsvinder dybere ind i skoven, men vi kan se den bevæge sig i en cirkel bagom os. I håbet om at få endnu et kig på det flotte dyr, følger vi efter lydene med bankende hjerter, men vi ser ikke bjergkatten igen.

Høje på naturoplevelsen går vi resten af vejen til aftenens lejr, som ligger ved indgangen til den sidste del af den fire dage lange vandresti. Den sidste dags vandring er kort, men dagen er lang, fordi vi står op kl. 3 om natten og stiller os i kø til indgangen til den del af vandrestien, der fører til Solporten, hvor vi for første gang har udsyn til Machu Picchu. Vi er de første, der sidder os i kø til indgangen, og det er vigtigt, fordi der er 200 andre turister, der også går på Inkastien til Machu Picchu den dag.

Vi er også de første, der når Solporten den morgen, og kan nyde den fantastiske udsigt over… skyerne. Det er overskyet, da vi forpustede kommer frem efter at have småløbet hele vejen gennem den mørke regnskov i lyset fra vores pandelamper. Kort efter letter skyerne dog og vi får det første kig på Machu Picchu. Vores guide Jorge, giver os en grundig rundvisning af området og vi er helt høje af at opleve dette fantastiske sted efter fire dages hård vandretur – og så med vores venner fra Danmark.

Efter et par dages velfortjent afslapning i Cusco siger vi farvel til Sabine, Anna og Jeppe og tager med bus tilbage til Uyuni. Vi pakker cyklerne og gør klar til eventyr i Bolivia.

Op i højderne det nordlige Argentina

/1 Kommentar/i , ,

Mulighederne er mange og vi vil se mere af Argentina. Vi sidder ved bordet på vores hostel i Salta, en smuk by i Argentina. Vi har cyklet gennem Argentina fra Patagonien og sidder nu her og skal vælge vejen videre.

Link til en masse billeder fra nord Argentina


Det var nødvendigt at komme til Salta, da Martin kort efter vi cyklede fra Mendoza på en nedkørsel slog sin tand, dette blev til en tandrod det havde taget skade og gik i betændelse. I Salta blev tanden fjernet og vi skulle vente på at det helede igen.
I Salta hyggede vi os gevaldigt med nye bekendtskaber, god mad og besøgte museer. Vi fik besked om, at vores ven fra vejen, Jace, havde nået sit mål Ushuaia og overvejede at komme til Salta. Så vi ventede på Jace og havde nogle hyggelige dage sammen.

Vi cyklede fra Salta med en halv aftale om at mødes med Jace på cyklerne i byen Jujuy. Vi skulle først forbi Ted, en amerikansk gut, som vi havde mødt i Salta og som havde inviteret os hjem til ham i La Caldera. Vi tilbragte en hyggelig dag hos Ted med snakke om livet og gadehunde. Han har 5 hunde, som han har taget ind fra gaden.

Uden for Jujuy har vi fundet et lille fint hostel hvor vi venter på Jace og Peter, Peter havde hørt om vores planer om at cykle op i nord Argentina og ville med, så han lejede en cykle og cyklede med Jace fra Salta.
Vi lavede masser af mad så da de kom kunne vi hygge og spise. Næste dag pakkede vi cyklerne og cyklede mod første stop, byen Purmamaca og det 7 farvede bjerg. Vi havde en dejlig dag med høj sol, fandt en lille frokostrestaurant i byen Volcan. Her grinte de af os høje danskere og lavede en joke med Katja. “Hvordan kan du stå, når det blæser så høj som du er med de små fødder” og så grinte alle endnu mere.

I Purmamaca fandt vi med besvær et lille værelse til os alle fire. Byen var fyldt med argentinske turister da det var en lang weekend så mange var på tur.

Peter cyklede tilbage til Salta og vi 3 videre mod Tilcara en nordargentinsk by med flotte adobehuse og masser af god mad. Her vandrede vi ud til djævelens hals en dal med et vandfald, først gik vi forkert og ville klatre op af klipperne, men på vej op ad den stejle klippevæg enige om at det var for skørt og gik tilbage til sporet og den rette vej.

Vi var på vej op mod den argentiske højdeslette og for at stille og roligt at vænne os til højderne, valgte vi at blive et par dage hvert sted så vi i små skridt gik fra 1000moh til 3000moh. I byen Humahuaca tog vi en bil op og så det flotte bjerg med 14 farver som ligger i 4500moh så den oplevelse var også med til at vænne os til højderne.

Fra humahuaca satte vi pilen mod vest og indover de flotte Andesbjerge, det betød at vi skulle op i 4200moh og meget øde landskab, så cyklerne blev godt pakket med mad og vand. Vi var heldige at finde frokost i en lille mineby oppe i 4000moh, hvor vi fik en bøf og ris til små penge.

Så skulle vi ned mod Argentinas saltsøer og videre mod vest her fandt vi asfalt igen, men også vores gamle ven – den stærke vind fra vest. Det krævede nogle dages cykling i stærk modvind mod grænsebyen Jama, hvor vi måtte sove i ruiner for at finde læ for vinden. Men heldigvis fik vi en vindstille dag mod byen Jama. Her havde vi forventet at tage en hviledag og Jace ville cykle alene videre. Men det viste sig at være en by uden noget som helst og de steder vi kunne have boet var optaget af arbejdere. Så vi fandt en forladt bygning og slog teltet op der.

Det var koldt i Jama nok -15 grader om natten. Så næste morgen blev vi enige om at tage turen mod Chile samme dag istedet for at tage en hviledag. Jace var taget tidligt afsted og ville cykle hurtigt mod San Pedro de Atacama, som var vores endemål i Chile. Vi skulle lige handle lidt ind og krydse grænseposten. Vi fik hurtigt købt mad til 3-4 dage som vi regnede med det ville tage at krydse ind i Chile og mod San Pedro de Atacama. Men grænsen tog os 5 timer at krydse, så vi kom sent afsted. Vi vidste at vi skulle op i 4800moh med en lang stigning med nogle små bjerge på vejen. Så vi var ikke glade for at starte sent, men heldigvis var der ikke så meget vind så vi kom derop og fandt et sted med lidt læ for den vind der kom om aftenen. Det var koldt og helt øde her, mere end vi havde oplevet før.

Om morgenen var alt iskoldt -15 grader og det at komme op var hårdt, men solen kom hurtigt på teltet og varmede op, det hjalp meget. Afsted videre vi havde første store stigning op til de 4800moh og ville gerne lidt ned inden vi skulle finde en plads til teltet. Vi kom godt over de 4800moh. Det var hårdt og tungt men ikke så slemt. Så kom vinden dog og gjorde resten af dagen et værre slid, vi kunne ikke finde læ og uden andre muligheder slog vi teltet op på et udsigts platform med en mur der gav lidt læ. Her mødte vi en gruppe på tur i området og guiden Filipe bød os på en varm kop te og et æble. Vi sov nogenlunde her i 4600moh koldt igen men det gik med en flaske med varmt vand i soveposen.

Herfra skulle vi igen op over 4800moh men med en lang stigning og stærk modvind det var en kold og hård dag. Katja punkterede om morgenen i modvind og -12 grader puha Martin var ikke superglad for at skulle lappe dæk der.

Pludselig stod vi og kiggede ud over Atacama ørkenen nede i 2600moh og vi i 4800moh det var vildt og vi var så glade for at skulle ned ad igen. Vi cyklede forbi grænsen til Bolivia som vi havde snakket om at krydse, men vel vidende at den tur ville være mere udfordrende, så vi aftalte at det måtte vi først snakke om efter en nats søvn og god mad i San Pedro de Atacama. Katja havde flere gange gennem de sidste dages stærke modvind tænkt at hun aldrig skulle op på det højplateu igen, men da vi dagen efter vågnede veludhvilede i San Pedro de Atacama, aftalte vi allerede før vi stod ud af sengen at vi selvfølgelig skulle krydse grænsen ind til det øde Bolivia.