Indlæg

Pakistan – politieskorte og Karakoram Highway

/0 Kommentarer/i , ,

Tøjet klamrer sig til vores kroppe, og den trykkende varme får sveden til at løbe ned ad ryggen, mens vi venter på grænsevagten. Han skal eskortere os fra Indiens immigrationskontor til grænsen til Pakistan. Wagah-Attari grænsen er den eneste landegrænse mellem Indien og Pakistan, der er åben for turister. Meget få krydser grænsen, og vi er alene i det store hvide venteværelse. Det er vanskeligt at få et visum til Pakistan, hvis du er Indisk statsborger, og visa versa. Det til trods for, at det blot er 70 år siden de to lande var ét. Siden separationen i 1947 har landene været i krig flere gange, og på politisk niveau er forholdet domineret af spænding og konflikt. Derfor er det ekstra interessant at vagtskiftet ved grænsen er blevet til en stor turistattraktion med tusinder af tilskuere hver dag. Vi krydser grænsen om formiddagen, så vi ser ikke grænseshowet, men vi cykler forbi de mange tilskuerpladser, der får området til at ligne et stadium.

Se alle billeder her Gennem Pakistan

Ankomsten til Pakistan

Vi er spændt på at cykle ind i Pakistan. Pakistan er et land, der for mange i vesten er synonymt med terrorisme og sikkerhedsrisici. Det er landet, der husede Osama Bin Laden. Blandt rejsende, der har været i landet, er det et land, der er kendt for smuk natur, høje bjerge og endeløs gæstfrihed. ”Welcome to Pakistan” råber folk efter os, og efter de 40 kilometer ind til Lahore, er vi blevet budt på te mindst fem gange. Venligheden fortsætter hele vejen op gennem Pakistan. Hver dag bliver vi tilbudt te, frugt, sodavand, chips og får endda betalt to overnatninger af det pakistanske politi. Der er ingen tvivl om, at dette folk gør alt for at få os til at føle os velkomne.

Lange dage og sygdom

Efter en overnatning i Lahore cykler vi nordpå mod vores mål; Pakistans høje bjerge. Vi ærgrer os over at forlade charmerende, pulserende Lahore, men i august er vejret så varmt og fugtigheden så høj at det næsten er ubærligt. Varmen motiverer os til at cykle lange dage på op til 120 kilometer, men det bliver der sat en stopper for, da vi efter et par dages cykling får en slem madforgiftning. Vi er i Gujrat, en større by, hvor det aftenen forinden tog os flere timer at finde byens eneste hotel. Hotellet viste sig at være møgbeskidt; et ulideligt sted at være syg. Vi beslutter os for at vi ikke kan blive i Gujrat, og i en kraftpræstation får Martin arrangeret et lift med en minibus 175 kilometer til Islamabad. Det er en fire-timers lang, varm og ukomfortabel tur, men med kun ét stop for at kaste op. I Islamabad finder vi et hotelværelse, hvor vi kan komme os. 10 dages hvile og en antibiotikakur senere cykler vi videre.

Mødet med politiet

Længe før vi kom til Pakistan har vi drøftet, hvorvidt vi skal tage et lift fra Islamabad og de næste 500 kilometer nordpå til byen Chilas. På denne strækning får vi følgeskab af en politieskorte. Dermed går vi på kompromis med det vi elsker mest ved at rejse på cykel; friheden og mødet med lokale. Politimænd med AK47ere hængende over skuldrene er ikke et godt udgangspunkt for interaktioner med lokale. Men samtidig er vi stædige, og det betyder meget for os at cykle hele ruten. Vi har netop taget et 175 kilometers lift, og vi vil faktisk hellere cykle 500 kilometer, end vi vil sidde i en bus i 16 timer. Valget er taget, og vi cykler ud af Islamabad på en særdeles regnfuld dag. Monsunen er startet, og det gør os en anelse bekymret, for jordskred og oversvømmelser er normalen i Pakistan, som ifølge FN er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af klimaforandringerne. Mens vi cykler mod Abbottabad, byen hvor Osama Bin Laden blev dræbt, undrer vi os over at politiet ikke har fået færden af os. Men efter et par timer venter to politimænd på os ved siden af vejen, resten af dagen følger de efter os på motorcykel. Fem kilometer før Abottabad bliver vi bedt om at vente på to andre cyklister. Efter en halv time ankommer to unge tyske mænd; Jonne og Johnny. De har brugt to dage på at flygte fra politiet. Vi synes det er spild af energi at modsætte os eskorten, og tager det i stedet som en oplevelse. Der er fut i de unge mænd, og politiet får grå hår af at skulle følge efter dem, samtidig med at have et øje på os. Vi har fortalt politiet, hvilket hotel vi vil bo på, og da de kører forbi gaden, hvor vi skal dreje af, er der ikke andet for os at gøre end at cykle hen til hotellet. Efter et par uger møder vi Jonne og Johnny, som fortæller os, at politiet opholdt dem i halvanden time, mens de ledte efter os. Det endte med at være os, som havde fortalt politiet hvor vi ville bo, der ”flygtede” fra politiet. Vi blev dog fundet om natten, hvor to politimænd indlogerede sig i værelset ved siden af vores.

Frihed i bjergene

Politieskorten skifter for hver politikreds, og da vi ankommer til byen Naran, bliver vi taget ekstra godt imod. Politiet indlogerer os på et hotel, hvor vi kan bo gratis. Som sædvanligt, når vi tager afsked med politimændene, bliver vi bedt om at tage en selfie eller optage en video, hvor de spørger os hvad vi synes om Pakistan. Et par dage senere er vi blevet en anelse trætte af politiet, som ihærdigt har forsøgt at få os af cyklerne og ind i deres minibus, så de i stedet kunne køre os til næste politidistrikt. Denne dag er vi ekstra irriterede, fordi politimanden ikke ville lade os stoppe og spise frokost; sultne cyklister, der lige har cyklet over et 4200 meter højt bjergpas, er ikke at spøge med. Heldigvis ankommer vi til Chilas og dermed grænsen til distriktet Gilgit-Baltistan, hvor politieskorten stopper. Dagen efter cykler vi videre nordpå på egen hånd.

Karakoram Highway

Vi cykler ad legendariske Karakoram Highway, og humøret stiger i takt med at bjergene dukker op i horisonten. Den 1200 kilometer lange hovedvej blev etableret i et samarbejde mellem Pakistan og Kina, og løber fra Hasan Abdal i Pakistan til Kashgar i Kina. Det er en af verdens højest asfalterede veje, og en stor turistdestination på grund af vejens flotte beliggenhed mellem store bjerge. Vi cykler forbi et udsigtspunkt til Nanga Parbat, verdens 9. højeste bjerg på 8126 meter. Betaget af udsigten, beslutter vi os for at bo på ”Nanga Parbat Viewpoint Hotel”, hvor vi har udsigt til bjerget. Ahmed, hvis onkel ejer hotellet, taler flydende engelsk. Han har studeret Engelsk Litteratur på universitet i Islamabad, og holder særligt af Shakespeare. Han er netop færdig med sine studier, og familien arbejder på at skaffe ham et job som embedsmand i regeringen. Det har Ahmed ikke lyst til, han vil hellere blive i landsbyen og arbejde på hotellet. Han elsker at snakke med udenlandske turister, men der er ikke mange. De plejede at komme i hobetal i hans barndom, men efter 9/11 er de vestlige turister meget få.

Misa fra Minapen

Regnen har indhentet os, og bjergene langs Karakoram er indhyllet i et tæt lag tåge, der får landskabet til at ligne en scene fra et mytisk eventyr. Vi havde planlagt at vandre op til Rakaposhi basecamp, men det kan ikke betale sig, for udsigten til det 7800 meter høje bjerg er gemt væk bag skyer. I stedet tilbringer vi en ekstra dag hos vores vært Misa. Misa lever et markant anderledes liv end de fleste kvinder i Pakistan. Hun kommer fra en konservativ familie i Sindh regionen, men har altid drømt om bjergene i det nordlige Pakistan. Mod sin fars vilje drog hun ud på en to måneder lang backpacker rejse i Nordpakistan, hvor hun blev den første pakistanske kvinde til at vandre til Rakaposhi basecamp alene. Det gav medieomtale, og hun startede sin rejsekanal på Youtube, hvor hun i dag har 200.000 følgere. Hendes succes fik faderen til at bløde op, og i dag har de et godt forhold til hinanden. Misa har valgt at leve sit liv i bjergene, og har i Minapen fundet sin mand Selman, som har de samme ønsker om fremtiden. Nu drømmer de om at cykle verden rundt, men som de fortæller os over den hjemmelavede biryani (risret) er Pakistans pas et af de værste i verden, kun overgået af Afghanistan, Irak og Syrien. Vi sender en varm tanke til de rødbedefarvede pas i cykeltaskerne.

Lokale møder

Hunza dalen er anderledes, noget særligt. Det siger alle vi taler med op gennem Pakistan. En velkendt myte går på, at Hunza-folket er så tilfredse med livet, at de har verdens højeste gennemsnitlige levealder. Kvinderne går frit på gaden med løst hår, og de arbejder i marken. En kontrast til store dele af resten af landet, hvor kvinderne primært er i hjemmet. Vi har indtil nu set få kvinder i gadebilledet og det offentlige rum. Ja, Hunza dalen er anderledes, og vi sænker både skuldrene og tempoet. Regnen siler fortsat ned, så vi tager to hviledage i Karimabad og venter på, at det klarer op. Vi går en tur til nabobyen Altit og bliver inviteret på te hos en lokal familie. De plejer at bo i et af mudderhusene i den gamle bydel, men har bygget et nyt hus i udkanten af byen med penge, som faderen har tjent på at arbejde i Saudi Arabien. Huset er bygget på den grund, hvor de tidligere havde have, men de har dog stadig æble- og abrikostræer, og vi får to poser æbler og en pose tørrede abrikoser med til vores videre færd.

Chapursan dalen

I 2018 vandrede Martin ud i Wakhan Korridoren i Afghanistan i 12 dage med 40 kilo udstyr og mad i rygsækken. Så da vi ser på kortet, at Chapursan dalen fører os meget tæt på det sted i Afghanistan, han har vandret, beslutter vi os for at cykle derud. Vi cykler afsted fra Sost, grænsebyen til Kina, og ud ad grusvejen, der skal tage os ud i dalen. De første 40 kilometer er vi omgivet af høje klippevægge på begge sider, og vi må tage en omvej for at undgå et stenskred, hvor sten på størrelse med fodbolde ruller ned ad klippeskrænten, ud på vejen og ned i floden. Efter de 40 kilometer begynder vi at forstå, hvorfor Chapursan oversættes ”dalen, der har alt” på det lokale sprog Wakhi. Vi cykler forbi hyggelige landsbyer, grønne oaser i det ellers golde terræn, hvor livet stadig leves meget traditionelt, og alle er ude i marken for at høste. I landsbyen Kirmin ligger et te-hus, hvor vi køber te, hjemmebagt brød og frisklavet yoghurt. Rashmina og hendes søster ejer caféen, og det er usædvanligt at kvinder ejer forretninger, selv i Hunza dalen. Om eftermiddagen ankommer vi til den sidste landsby i dalen, Zodkhun, som på Wakhi betyder ”det første hus”. Det har – historisk set – været det første hus, fordi man tidligere ankom til dalen fra den afghanske side. Men i mange år har grænsen været lukket for andre end de lokale, og for to år siden blev grænsen også lukket for dem. Wakhi folket er spredt udover Afghanistan, Pakistan, Tajikistan og Kirgistan, og udover at være afkoblet fra sit folk, giver grænselukningen problemer i Chapursan dalen. Her græsser nu flere tusinde yak-okser, som plejede at græsse i Afghanistan om sommeren. ”Nu æder okserne vores afgrøder i og omkring landsbyerne” fortæller Alam Jan, der ejer gæstehuset Pamir Sarai i Zodkhun. Vi føler os hurtigt trygge ved Alam, som taler flydende engelsk, og har arbejdet med turister i mere end 30 år, men det viser sig at han har en mørk fortid. Han er ligesom os en eventyrlig sjæl, og har blandt andet rejst på yak-okse gennem Afghanistan til Tajikistan og Pakistan. Vi bor hos Alam og hans familie i to dage, og bruger hviledagen på at cykle 20 kilometer længere ind i dalen mod grænsen til Afghanistan til det hellige sted Baba Ghundi, hvor mange pilgrimme kommer.

Dårlige nyheder

Høje på god energi cykler vi tilbage til Sost. Vi skal med en bus fra Pakistan til Kina, for vi må ikke krydse grænsen på cykel. I Sost ankommer vi til to dårlige nyheder. Vi hører rygter om at Alam Jan har voldtaget og forulempet flere kvinder. Som cyklister er vi afhængige af hjælp fra andre. Derfor udviser vi stor tillid til de mennesker vi møder på vores vej, men vores tillid led et lille knæk med denne viden. Det fik os til at reflektere over, hvor lidt vi egentlig ved om de mennesker, vi møder på vores vej. Den anden dårlige nyhed er, at grænsen til Kina er lukket på grund af strejke hos transportmændene, og ingen køretøjer, heller ikke vores bus, kan forlade Pakistan. Med grænselukningen hængende over os og nyheden om Alam Jans anklager i baghovedet, er en ting dog klar: vi er stadig på vej. Pakistan har givet os uforglemmelige oplevelser, og vi glæder os til næste etape af eventyret.

12...4

I Ladakh og Kashmir med mangfoldighed og Silkevejens historiske vingesus

/0 Kommentarer/i , ,

Vi cykler i det nordligste Indien, i staterne Ladakh og Jammu/Kashmir, der grænser op mod Kina i øst og Pakistan i vest. Her navigerer vi i sikkerhedsrisici og militære checkpoints, men er mest af alt betaget af områdets kæmpe bjerge og storslåede natur, enorme gæstfrihed og mangfoldige kultur.

Find alle billeder her Ladakh og Zanskar dalen

Vi står med cyklerne i 5356 meter over havets overflade og smiler fra mund til øre. Luften er tynd, men vi er godt akklimatiserede efter knap fire uger i bjergene. I horisonten står en mur af snedækkede bjergtoppe. Tanglang La er med sine 5356 højdemeter et af verdens højest tilgængelige bjergpas. Passet ligger på Leh-Manali hovedvej, der snor sig gennem Himalayabjergene i Nordindien. Efter sigende har en berømt Bollywood film (De 3 idioter), sat strækningen på landkortet blandt indiske turister, og hvert år besøger mange hundredtusinder det bjergrige landskab på motorcykel eller i bil.

BROs på vejen

Selvom Ladakh er et af de mindst befolkede områder i Indien, mærker vi ikke til det. De lokale turister kommer i titusindvis, og udover dem, deler vi også den snævre plads på vejen med millioner af soldater, som er indsat på grund af grænsekonflikt. Militæret har en organisation kaldet Border Roads Organisation, forkortet BRO. BRO har ansvaret for at vedligeholde og bygge veje ved Indiens grænser, og ansætter tusindvis af Indere fra lavlandet til opgaven. Vi bliver hurtigt dus med BRO-folket, fordi de arbejder overalt langs vejene. De lever typisk under kummerlige forhold i telte på bjergsider, og arbejder med deres bare hænder i barskt terræn seks dage om ugen. Deres tilstedeværelse betyder, at vi ikke har mange muligheder for at slå teltet op, fordi der er en lejr med vejarbejdere alle egnede steder i det øde golde ørkenlandskab. Det er moderne blandt de lokale turister at sige ”bro”, altså ”bror”, til hinanden, og til Martin. ”Hallo bro” er måske den sætning vi hører allermest, og det bliver vores hilsen til vejarbejderne, som jo er de ægte ”BROs”.

Hovedet koldt

Det er regnsæson, og vi bliver fanget af en stor byge, mens vi cykler op ad et 4500 meter højt bjergpas. Vi stopper i landsbyen Zing-Zang Bar, der ligner en stor BRO-lejr. I byens restaurant fortæller de, at her ikke er noget sted vi kan at sove. Stemningen er trykket, og vi føler os ikke helt velkomne, men vi har ikke lyst til at fortsætte på cyklen op ad bjerget, hvor mørke skyer omslutter toppen. Vi holder hovedet koldt, og mindes utallige situationer, hvor vi har stået i vanskelige situationer, der altid er endt godt. Martin finder en tom bygning, der engang skal huse toiletter. Vi tager chancen, og får hurtigt bakset cyklerne ind i bygningen. Det er ikke optimalt at sove i en bygning omringet af hundredvis af vejarbejdere, men det er et bedre alternativ, end at fortsætte op ad bjerget i uvejr. Vi skubber nogle fliser foran døren for ikke at blive forstyrret, men en mand tager kort tid efter fat i dørhåndtaget, og vi er opdaget. Martin går ud for at se, hvem det er. Der står en gruppe mænd og ryger uden for bygningen. Om natten sover vi med et halvt øre åbent, men der er ikke flere forstyrrelser, og vi vågner til en ny fredelig dag.

Leh–gendarisk

Musestille sidder vi i skrædderstilling på gulvet i det tibetanske tempel i byen Leh, og lytter til munkens chanting. I baggrunden kalder byens knap 400 år gamle moske Jama Masjid til bøn. I Ladakhs største by Leh bor muslimer og hinduer fredeligt side om side med buddhister, og har gjort det siden det 8. århundrede. Vi udforsker den gamle bydel, og går på opdagelse i de historiske gader omringet af robuste mudderstenshuse. Tronen på værket er Leh Palads, der tårner op på en klippeskråning over byen. Leh har historisk været et vigtigt stop for handlende på Silkevejen. I dag er basarerne mere moderne, men handelsmænd sælger stadig tørrede abrikoser på gaden, som de har gjort i mange hundrede år. Vi besøger det centralasiatiske museum i byen, og bliver betaget af de gamle fotografier fra 1800- og 1900-tallet med karavaner af kameler og mennesker, der krydser bjergene. Det kilder i maverne på os, når vi kigger på de gamle kort, og kan se, at den rute vi har lagt herfra og gennem Centralasien følger i fodsporet på de gamle silkevejsruter.

Gæstfrie Zanskar

Efter syv dage løber vi tør for undskyldninger for at blive i Leh. Vi har 2-3 ambitiøse måneder foran os, hvis vi skal nå ud af bjergene i Tajikistan inden vinteren for alvor sætter ind, og vi er spændte på at tage hul på den næste del af vores rejse; Zanskar dalen. Den lokale masseturisme har endnu ikke gjort sit indtog i Zanskar, men det er kun et spørgsmål om tid, for BRO er i fuld gang med at bygge en asfalteret vej ind til dalens største by Padum. Allerede kort efter afkørslen til Zanskar er vi ganske alene. Efter lang tid med asfaltvej, er vi tilbage på grusvej. Der er noget ved grusvej, der forstærker følelsen af eventyr. Vi fejrer det ved at sætte teltet op i et græsgrønt område kort før landsbyen Wanla. Dagen efter, cykler vi ind i landsbyen i søgen efter morgenmad, men finder de eneste to restauranter lukkede, fordi det er søndag. Katja spørger en mand på gaden, om han kender til en åben restaurant. Kort efter sidder vi i mandens have med en kop te, og venter på, at han kommer med chiapatti og en omelet med krydderurter fra sin have.

Uendelig gæstfrihed

Vi cykler videre op til et te-stop, hvor vi har hørt at vi kan slå teltet op. Der møder vi Sonam, som serverer en kop varm mælke-te. Han giver os lov til at slå teltet op ved sine bedsteforældres gamle gård længere oppe ad bjerget, og forklarer, hvordan de i sin tid dyrkede den golde jord ved at lave flere kilometer lange irrigationskanaler for at få vand. Sonam bor selv i et telt, mens han om sommeren varetager arbejdet i te-teltet, men han er i gang med at bygge et hus på grunden, så han kan leve mere komfortabelt. Vi er imponerede over, hvor driftig Sonam er, mens han bærer træstamme efter træstamme op ad bjerget, det bliver husets tag. Han fortæller os, at han forventer at bygge huset færdigt næste år. I år har han støbt mursten og fundet træstammer til taget, og næste år sætter han det sammen. Bjergpasset Sir Sir La tager os over 4800 højdemeter og ned til landsbyen Photoksar. Da vi ankommer til landsbyen, summer byens kloster af liv. Byens ældre mænd har netop færdiggjort en fire-dages lang seance, hvor de fra morgen til aften har læst buddhistiske scripter, og nu fejrer byen med hjemmelavet vin og dans, og vi er inviteret.

Frokost hos nonnerne

I landsbyen Zangla har vi hørt fra en anden rejsende, at man kan sove i byens nonnekloster. Vi ankommer til klostret midt i frokosten, og bliver uden spørgsmål budt velkommen indenfor i et lokale fyldt med nonner, børn og en gruppe franske turister. Rummet summer af energi, og vi sidder lidt forlegne i vores beskidte tøj. Børnene i aldrene 5-12 år er iklædt de traditionelle røde munkerober, og er som de voksne nonner karseklippede. Vi bliver bedt om at sætte os på gulvet på puder, og får straks stukket en tallerken med dal og ris i hænderne. Vi takker nej til en portion mere, fordi vi kan se, at flere af nonnerne ikke har fået noget at spise endnu. Børnene vasker selv deres tallerken og bestik og lægger det fint på plads på hver deres hylde. Efter maden går de sammen med den franske gruppe turister tilbage til skolen, som ligger et par hundrede meter væk. Vi sidder alene tilbage med nonnerne, og får en kop smør-te. Vi kan desværre ikke sove på klostret, fordi de ikke har plads, men vi cykler derfra opløftet af den dejlige oplevelse.

Madforgiftning

Morgenen efter en tiltrængt hviledag i Padum pakker vi cykeltaskerne. Katja har en underlig fornemmelse i maven, og må skynde sig på toilettet. Efter næsten fire måneders rejse i Nepal og Indien sker det uundgåelige; madforgiftning. Der er en grund til at begrebet ”Delhi Belly” er berygtet blandt udenlandske turister i Indien. Hygiejnen er mildest talt ringe, og der er store problemer med vand- og kloaksystemer. Heldigvis slipper Martin, så han kan hente og lave mad. Det er frustrerende at være syg, men vi priser os lykkelige for at vi er på et hotelværelse i en by, hvor det trods alt er muligt at købe det mest nødvendige, og ikke ligger i teltet et sted i bjergene. De næste fem dage lever vi af havregryn, kiks og pasta, mens Katja kommer sig nok til at vi kan cykle videre, dog en del kilo lettere.

Sikkerhed frem for alt

”Vejen er lukket af sikkerhedsmæssige årsager” siger politimanden til os. Vi bliver stoppet fem kilometer efter byen Sonamarg i staten Kashmir. Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til Jammu/Kashmir provinsen på grund af sikkerhedsrisiko. Vi tager selvfølgelig UVMs anbefalinger seriøst, men er også opmærksom på, at det netop er anbefalinger. Vi laver vores egen risikovurdering, når vi vælger at cykle i områder, som på den ene eller anden måde udgør en sikkerhedsrisiko. Her vægter vi beretninger fra andre cyklister, der netop har cyklet i området, højt. Over sommeren kommer tusindvis af hinduer til det muslimske Kashmir på pilgrimsrejse for at besøge en hellig grotte. Få uger tidligere blev en af deres busser udsat for et angreb med ni døde til følge. Derfor kører pilgrimsbusserne nu med militæreskorte, og de må ikke køre om natten; det samme gælder for os. Vi kan vælge at campere i teltet ved militærcheckpointet, eller at cykle de fem kilometer tilbage op ad bakke til pilgrimspakkede Sonamarg. Efter en lang dag er teltet det bedste valg. Vi finder et halvskjult sted nede ved floden. Klokken seks næste morgen er vi frie til at cykle afsted igen. Hele vejen mod storbyen Srinagar står der soldater ca. hver 300 meter. Det er en anelse intimiderende at se dem stå med deres AK47 i fuldt skue, men de smiler og hilser på os, når vi cykler forbi.

Briternes sommerparadis

På vej til hotellet, cykler vi forbi Srinagars primære trækplaster; søen Dal. Under det britiske styre tog briterne på sommerferie i Srinagar, men området var underlagt lovgivning, som gjorde at de ikke måtte eje land. Briterne, snu som ræve, begyndte derfor at bygge husbåde på søen. Mange af husbådene fungerer i dag som gæstehuse og er blevet så populær en turistattraktion at der er gået inflation i dem. Højdepunktet i Srinagar er, da vi går en tur hen til et mindre turistet område af byen, og bestiller en gang kebab fra en af de mange streetfood restauranter. Vi sætter os under loftsventilatoren i det lille baglokale, som er fyldt til randen med plastikborde og stole. På de hvidmalede vægge hænger billeder af Kashmirs smukke moskeer. Som tilbehør til kebabben er blandt andet raita, som er yoghurt rørt op med mynte og hvidløg, rødløg, samt fermenterede grøntsager, der oser af chili. I baghovederne overvejer vi om maverne er friske på sådan en omgang, men vi bliver enige om at vi også skal leve livet… Så må vi se, hvordan maverne har det i morgen, når vi skal cykle videre ned mod grænsen til Pakistan.

12...9

Mod Indiens bjerge – Kinnaur og Spitidalen

/0 Kommentarer/i ,

Vi cykler i Kinnaur- og Spitidalene i de høje Himalaya bjerge i Nordindien, kun 10 kilometer væk fra grænsen til Tibet. Det kræver en særlig tilladelse at cykle i området på grund af Indiens grænsekonflikt med Kina. De lokale husker tydeligt tiden, hvor de kunne krydse grænsen til Kina og handle med tibetanerne. Den tid er forbi, men den tibetanske indflydelse på kultur og religion i området består.

Vi sidder i det traditionelle køkken hos en buddhistisk familie i landsbyen Chichem i Spiti dalen i Nordindien. Ud ad vinduet kan vi se bjergtoppe; Himalaya omslutter os. Det bliver køligt om natten i 3500 højdemeter, og midt i køkkenet står en gammeldags sort brændeovn. Familiens ældste datter, Pema, tænder op i ovnen med tørret yak-afføring. Her er intet træ, kun sten, klipper og sand. Vi sidder i skrædderstilling på madrasser langs muren. Pemas 80-årige bedstemor sidder i hjørnet med et brunt sjal og langt sort hår flettet ned over skuldrene. Hun er traditionelt klædt i en rød kjole, og i sine rynkede hænder holder hun om en halskæde med træperler. Hun nulrer træperlerne med pege- og tommelfinger én ad gangen, mens hun mumler det buddhistiske mantra ”om mani padme hum”, der på det sidste er blevet vores rejses kendingsmelodi.

Vi er i Kinnaur- og Spitidalene, men kunne lige såvel være i et andet land. Landskabet forandrer sig drastisk, da vi cykler væk fra det indiske lavland, og op i bjergene. Kulturen er unik med tydelig tibetansk indflydelse. Jo længere ind i Kinnaur-dalen vi kommer, desto mere buddhistisk bliver befolkningen og lokalsproget minder mere om tibetansk. Det eneste, der minder os om, at vi stadig er i Indien, er de mange lokale indiske turister, der kommer for at køre i Himalayabjergene i bil, eller på den lokale stolthed; motorcyklen af mærket Royal Enfield.

Gæstehuse og hjertevarme

At være gæst i de buddhistiske gæstehuse i Nordindien er en fornøjelse. Familiernes hjertevarme og omsorg får os til at føle os som venner af huset. Besøget i Chichem er ingen undtagelse, og vi er heldige at 19-årige Pema er hjemme på sommerferie, for hun taler flydende engelsk. Modsat sin bedstemor, er Pema moderne klædt i jeans og en pastelgrøn sweater. Hun har fine guldsmykker om hals og håndled og i øret. Hendes tunge sorte hår hænger i en løs knold, som hun har sat op med et stort hårspænde. Hun arbejder videre med ilden i brændeovnen, mens hun fortæller at hun læser til civilingeniør, men at hun ikke forventer at bruge sin uddannelse. Arbejdsløsheden i Indien er tårnhøj. 90 % af arbejdsstyrken er daglejere eller uformelt ansatte, og det er meget vanskeligt at finde fast arbejde inden for ens faglighed. Desuden forventes det, at Pema eller hendes lillesøster flytter ind i familiens hjem og passer forældrene, når de bliver ældre. Pemas mor kommer med vores mad; ris, brød og en karryret, som Pema gavmildt fordeler på vores tallerkener. Hun vil ikke have en mand fra lokalområdet, fordi deres forventning til hende er at passe ind i de traditionelle kønsroller. Den rolle kan hun ikke se sig selv i. Vi er sultne efter en lang cykeldag i bjergene, og slubrer maden i os, mens Pema skærer agurkeskiver til os. Efter en tænkepause deklarerer hun, at hvis hun ikke har fundet en mand inden hun bliver 30, må familien gerne arrangere et ægteskab til hende. Vi nyder at snakke med Pema, som gavmildt deler ud af sit liv, og vi bliver i køkkenet hele aftenen, mens hun fortæller om, hvordan det er at leve i landsbyen om vinteren. Indtil for få år siden var vejen lukket om vinteren, og hun husker tydeligt, hvordan familien rationerede og hovedsageligt levede af yak-kød, smør-te og grød af bygmel. Nu er livet herude helt anderledes, for kun to år siden fik området adgang til mobilsignal.

Masseturisme

Efter etableringen af vejen er udviklingen i Kinnaur-Spiti dalene eksploderet i løbet af de sidste 5-7 år og det samme er masseturismen. Det er særligt lokale turister fra Indien, der i juni og juli besøger himalayabjergene. Mængden af lokale turister overrasker os. Vi vidste, at her var mange, men vi er meget overraskede over den påvirkning turismen har på lokalområdet. Området kan ikke følge med i den store efterspørgsel, og der arbejdes i højtryk på at blive bygget hoteller til de mange nye besøgende. Det er trist at se, hvordan landsbyer, der førhen bestod af unikke traditionelle hvide mudderhuse, nu er omringet af kæmpe hotel-betonklodser. I nogle landsbyer er der næsten ikke andet end gæstehuse. Andre åbenlyse problematikker er vandmangel, manglende kloakering og skraldehåndtering. Naturen lider under de mange hundredtusindvis af besøgende i højsæsonen. Ifølge Pema – og mange andre lokale vi snakker med – er udviklingen både god og dårlig. Turismen er en velkommen ny indtægtskilde. Det er blevet sværere at leve af landbrug. Der er for lidt vand. Den eneste vandforsyning i området leveres af de mange gletsjere, men gletsjerne bliver mindre, og derfor er der mindre smeltevand om sommeren. Det påvirker høsten.

Munkeklostre

Udover fantastisk natur huser Spitidalen flere spektakulære klostre. Blandt vores favoritter er klostret i landsbyen Tabo, som er Indiens ældst-fungerende kloster og over 1000 år gammelt. Det siges, at Dalai Lama overvejer at pensionere sig netop i dette kloster, hvor der bor 45 aktive munke. Vi kunne desværre ikke komme ind i klosteret, da vi var i Tabo, fordi de holdt en tre-dages ceremoni, men ved siden af klosteret kører munkene et gæstehus, hvor vi var heldige at få det sidste værelse. Munken, der tog imod os var begejstret for at se os på vores cykler, fordi han stod i den uheldige situation at han havde problemer med sin cykels bremseklodser. Ikke længe efter vi var tjekket ind, fixer Martin munkens cykel, og efter det, kan vi ikke gå forbi ham uden at han takker os. Det må give god karma. Værelset er det reneste vi nogensinde har haft i Indien. Det virker til at der endda er rent sengetøj, og vi kan ovenikøbet tage et varmt bad. Uventet luksus.

Familien Nyma

Et andet favoritkloster er det gamle kloster i landsbyen Dhankar, som på grund af beliggenheden er et imponerende syn. Den gamle by og kloster ligger oppe på en kæmpe klippevæg. Byen var i gamle dage Spiti-dalens hovedsæde, og huser også et fort. Som mange af de landsbyer, der er interessante at besøge i Kinnaur/Spiti, ligger Dhankar 500 meters stigning over hovedvejen, og vi bruger eftermiddagen på at cykle op ad de mange hårnålesving. På vej op til byen stopper en lille bil os. Det er Nyma og hans kone, der inviterer os til at bo i deres ”nye” gæstehus. Vi accepterer, og aftaler at vi finder dem, når vi kommer op til landsbyen. Da vi endelig kommer op, finder vi ud af at Nyma bor i den gamle bydel, som ligger helt oppe på toppen af klippevæggen. Vi går op ad snørklede gader, og slæber cyklerne op ad stejle stigninger. Puha. Strabadserne er dog hurtigt glemt, da mor og datter byder os velkommen med store smil og en kop sort te. Datteren taler en smule engelsk og på trods af sin unge alder tager hun rollen som vært på sig. Hun guider os op på taget af familiens traditionelle hvide mudderhus, hvor de har bygget et ekstra værelse. Det er guderummet, og her er alle familiens religiøse affekter samlet. Rummet bruger de, når de skal bede og meditere. Familien har fire børn. To studerer på universiteter i andre byer, datteren går i skole og den yngste søn er munk. Han blev sendt i kloster, da han var fem år gammel, og nu er han 12. Et liv som munk betyder et liv uden mulighed for at eje jord eller stifte familie.

Fødselsdagsfejring

Om morgenen vågner vi til Katjas fødselsdag, og til den sædvanlige morgenmad; en omelet, chiapati og lidt kartoffel. Det er Katjas tredje fødselsdag væk fra Danmark. Hun blev 33 i Argentina, 34 i Mexico og nu 35 i Indien. Alderen afføder – også i disse verdensdele – spørgsmålet ”har I børn?”. Nymas familie er ingen undtagelse, og det er for de fleste indere helt uforståeligt at vi i vores alder ingen børn har, for her er kulturen at få børn i start 20erne. Vores svar er altid ”måske senere”, mens vi fortæller at det i Danmark er normalt at få børn som 30-årig. For første gang i flere dage kommer vi om eftermiddagen til en større by, Kaza, hvor vi efter over en uge, hvor vi har levet af ris og dahl får et velfortjent festmåltid; tandori-kylling, ris og hvidløgsnaan.

Kunzum La bjergpas

Vi er for alvor kommet op i højden, og skal nu cykle op over et 4500 meter højt bjergpas Kunzum La. Det første store bjergpas af rigtig mange i de næste to måneder af vores rejse, hvor vi skal videre til Ladakh, Zanskar og Kashmir dalene. Kunzum La har ry for at være vildt at køre gennem på grund af vandkrydsninger, der spærrer vejen. Mens inderne i deres biler og motorcykler kæmper med de mange vandkrydsninger, er vi mere agile på cyklerne, og kan bedre finde alternative veje rundt om. Vi stornyder dagen, og det hårdeste er nedkørslen, som føles som om den varer for evigt. Men det er en af de dage, hvor naturen bliver ved med at give god energi. Landskabet ændrer sig fra goldt og bart bjerglandskab til et stort snelandskab til frodigt og grønt, og vi må finde regnjakkerne frem, da det begynder at styrtregne. Vi cykler i et frodigt grønt landskab, der minder os om Schweiz, og sidst på eftermiddagen finder vi en gård, hvor vi får lov til at slå vores telt op i regnen, mens ejeren kommer med varm masala-te til os. En perfekt afslutning på Kinnaur- og Spitidalene, og vi ser nu frem mod Ladakh, hvor mere buddhistisk kultur og svimlende høje bjergpas venter os.

n

12...10