Galapagos – søløveleg, snorkling og hvide sandstrande

Søløven kigger nysgerrigt på os med sine dybe brune øjne. ”Flyt dig, flyt dig, den vil gerne hvile” råber et par lokale da søløven, på sin klodsede facon, kommer vraltende op ad vandet mod stenen. Katja må pænt overlade den sten, hun sidder på, til det trætte dyr.

Vi har fundet en strand, hvor vi kan snorkle, og Martin, Christian og Pernille bruger en halv time på at lege med søløverne under vandet. Lige så klodsede som søløverne er over vand, lige så elegante er de under vand, og det føles som om, at de nyder at vise sig med deres mange tricks. Martin griner højlydt ind i sin snorkel, hver gang søløven svømmer helt tæt på ham og i sidste øjeblik vender om og svømmer væk igen. Det gør søløven adskillige gange i træk. Nogle gange er det nødvendigt med en pause, og søløven sætter sig på havbunden og kigger forventningsfuldt op på Martin og Christian, det ligner at den tænker ”vi er ikke færdige med at lege, vel?”. En af søløverne er lidt for interesserede i tæer, og kigger drømmende efter Martins. En anden hapser forsigtigt efter Christians svømmefødder. ”Du kan godt glemme at hapse mig i tæerne” griner Martin, mens søløvelegen fortsætter.

Det er som om søløven vil sige tak for legen, og efter den har hvilet i fem minutter og har fået en lille snak med Martin, der fortæller den hvor god og dygtig den er, smutter den ned i vandet igen.

Sommer på Galapagos

Vi er kommet til Galapagos sammen med vores gode venner, Pernille og Christian, der er på besøg fra Danmark, og her er dyr overalt. Ved vores ankomst i lufthavnen, bliver vi hilst velkommen af en kæmpe øgle, der sidder og slikker sol ved stien fra flyet og ind til ankomsthallen. Vi beslutter at tilbringe det meste af vores tid på øen Isabella, netop fordi, vi har hørt at på denne ø kan vi se de fleste dyr. Vi skal med speedbåd fra øen Santa Cruz, hvor vi ankom med fly, og bliver hilst velkommen af en pingvin, der lystigt svømmer mellem bådende i havnen. Det er surrealistisk at gå rundt blandt de mange dyr, der slet ikke er bange for mennesker.

Galapagos er ikke helt, hvad vi havde forestillet os, men dyrelivet lever op til vores vildeste forventninger. De endeløse hvide sandstrande, det turkis blå hav og solens varme stråler giver os fornemmelsen af at være på badeferie. De sidste mange måneder har vi på vej op mod Ecuador ellers hørt fra andre turister om det overskyede vejr, om våd- og tørdragter og om blå læber og rysten af kulde efter snorkelture. Det er slut nu, fortæller datteren af den familie, der bestyrer vores hotel. Vi er ankommet til øerne på den første solskinsdag i lang tid, og nu bliver det kun varmere og mere solrigt fortæller hun på flydende engelsk.

Det nye liv på Galapagos

Til forskel fra børn på fastlandet i Sydamerika, lærer børn fra Galapagos faktisk at tale et brugbart engelsk i skolen, og derfor kan mange på øen tale et godt engelsk. Det er nødvendigt, fordi øernes lokale indbyggere primært lever af turisme. Sådan har det ikke altid været, og øernes befolkning har gennemgået en stor omvæltning, fra at leve af at fiske til at leve af turisme. For at beskytte miljø og natur er der strenge regler for, hvor meget der må fiskes. For de lokale betyder det, at deres arbejdsliv har udviklet sig, og mange, der før har fisket, bruger nu deres både til at sejle turister rundt eller bliver selv guides.

Vi mødte en ung kvindelig guide, der efter sin fars ønske, havde taget en uddannelse inden for turisme. Hun tog til Quito for at studere, bosatte sig i et par år i storbyen Guayaquil med sin mand og deres lille barn, og er lige vendt tilbage til Isabella for at arbejde sammen med sin far. Kvindens mand, som har arbejdet i flåden, flytter senere på måneden til øen Isabella og skal være med til at sejle turister rundt.

Af en ældre guide, fik vi fortalt, at de på øerne i hans barndom ikke havde strøm, og at de kun én gang om måneden fik sejlet forsyninger fra fastlandet til øerne. På mange måder mindede tiden under corona om hans barndom, fordi øerne var lukket helt af fra resten af Ecuador, og derfor flyttede mange af øens beboere fra kysten og ind i landet, hvor naturen er mindre barsk, og det er muligt at gro grøntsager og frugt.

Katjas første snorkel oplevelse

Fordi det nu ikke er muligt at leve af at fiske, har mange af de gamle fiskere taget titlen som guide til sig, og ikke alle er lige pædagogiske og tålmodige, når turister er en smule bange for at få sit hoved under vand. Det er bare med at komme ned i vandet, for hvad kan der ske? Det kan man jo sagtens sige, når man er vokset op på Galapagos og har fridykket siden man var helt lille. Den kvindelige guides far, var dog helt igennem hjælpsom og sød, da Katja skulle prøve at snorkle for første gang.

Guidens far, som også var tidligere fisker, hjalp os på første snorkeltur ved at trække Katja rundt efter sig. Hun holdt fast i en redningskrans, som var bundet fast til ham, og han gjorde sit allerbedste for at give Katja en god oplevelse, selvom hun er bange for at få sit hoved under vand. Guidens far gjorde sig så umage med at vise Katja, hvor dyrene var, at han fridykkede ned til havbunden for at udpege dyrerene. Til sidst på turen gjorde han tegn til, at Katja skulle tage fat i hans dragt, så han kunne tage hende med ned og dykke, men med lettere panik i øjnene måtte Katja signalere pænt nej tak, for det var allerede spændende nok at tumle rundt i vandet i forvejen.

Katja er blevet en haj til at snorkle og snorkler på næste tur selv rundt hvor vi svømmer mellem hajer og kæmpe havskildpadder. Da hun kommer op ad vandet igen, drømmer hun om at blive havbiolog, så hun for alvor kan undersøge den nye forunderlige verden, hun først lige har opdaget eksisterer.

Vi forlænger vores tur og besøger øen San Cristobal

Vi sidder en aften og snakker om hvordan vi snart skal flyve hjem og hvordan vi måske lige kan få presset tre ekstra dage på vores ophold. Vi og vores venner får ændret vores fly og købt en bådbillet til San Cristobal. Ved ankomsten til øen mødes vi af fem sort tippede hajer og to rokker. Christian og Pernille tager på en ekstra tur ud på en dykker og snorkel tur, men vores budget brænder og vi må blive hjemme. Galapagos er så dyrt, som rygterne lyder. De kommer tilbage med kæmpe smil, da de begge har set hammerhajer. Vi gemmer hammerhajer til en anden god gang – måske Costa Rica, hvor vi har fundet ud af, at de finurlige hajer også findes.

Efter 10 dage på øerne, er overraskelsen over at se kæmpeskildpadder, øgler og søløver overalt aftaget en smule. Vi kan dog stadig stå ved stranden i halve timer i træk, bare for at kigge på søløverne, deres magtkampe og brølen af hinanden.