I Ladakh og Kashmir med mangfoldighed og Silkevejens historiske vingesus

Vi cykler i det nordligste Indien, i staterne Ladakh og Jammu/Kashmir, der grænser op mod Kina i øst og Pakistan i vest. Her navigerer vi i sikkerhedsrisici og militære checkpoints, men er mest af alt betaget af områdets kæmpe bjerge og storslåede natur, enorme gæstfrihed og mangfoldige kultur.

Find alle billeder her Ladakh og Zanskar dalen

Vi står med cyklerne i 5356 meter over havets overflade og smiler fra mund til øre. Luften er tynd, men vi er godt akklimatiserede efter knap fire uger i bjergene. I horisonten står en mur af snedækkede bjergtoppe. Tanglang La er med sine 5356 højdemeter et af verdens højest tilgængelige bjergpas. Passet ligger på Leh-Manali hovedvej, der snor sig gennem Himalayabjergene i Nordindien. Efter sigende har en berømt Bollywood film (De 3 idioter), sat strækningen på landkortet blandt indiske turister, og hvert år besøger mange hundredtusinder det bjergrige landskab på motorcykel eller i bil.

BROs på vejen

Selvom Ladakh er et af de mindst befolkede områder i Indien, mærker vi ikke til det. De lokale turister kommer i titusindvis, og udover dem, deler vi også den snævre plads på vejen med millioner af soldater, som er indsat på grund af grænsekonflikt. Militæret har en organisation kaldet Border Roads Organisation, forkortet BRO. BRO har ansvaret for at vedligeholde og bygge veje ved Indiens grænser, og ansætter tusindvis af Indere fra lavlandet til opgaven. Vi bliver hurtigt dus med BRO-folket, fordi de arbejder overalt langs vejene. De lever typisk under kummerlige forhold i telte på bjergsider, og arbejder med deres bare hænder i barskt terræn seks dage om ugen. Deres tilstedeværelse betyder, at vi ikke har mange muligheder for at slå teltet op, fordi der er en lejr med vejarbejdere alle egnede steder i det øde golde ørkenlandskab. Det er moderne blandt de lokale turister at sige ”bro”, altså ”bror”, til hinanden, og til Martin. ”Hallo bro” er måske den sætning vi hører allermest, og det bliver vores hilsen til vejarbejderne, som jo er de ægte ”BROs”.

Hovedet koldt

Det er regnsæson, og vi bliver fanget af en stor byge, mens vi cykler op ad et 4500 meter højt bjergpas. Vi stopper i landsbyen Zing-Zang Bar, der ligner en stor BRO-lejr. I byens restaurant fortæller de, at her ikke er noget sted vi kan at sove. Stemningen er trykket, og vi føler os ikke helt velkomne, men vi har ikke lyst til at fortsætte på cyklen op ad bjerget, hvor mørke skyer omslutter toppen. Vi holder hovedet koldt, og mindes utallige situationer, hvor vi har stået i vanskelige situationer, der altid er endt godt. Martin finder en tom bygning, der engang skal huse toiletter. Vi tager chancen, og får hurtigt bakset cyklerne ind i bygningen. Det er ikke optimalt at sove i en bygning omringet af hundredvis af vejarbejdere, men det er et bedre alternativ, end at fortsætte op ad bjerget i uvejr. Vi skubber nogle fliser foran døren for ikke at blive forstyrret, men en mand tager kort tid efter fat i dørhåndtaget, og vi er opdaget. Martin går ud for at se, hvem det er. Der står en gruppe mænd og ryger uden for bygningen. Om natten sover vi med et halvt øre åbent, men der er ikke flere forstyrrelser, og vi vågner til en ny fredelig dag.

Leh–gendarisk

Musestille sidder vi i skrædderstilling på gulvet i det tibetanske tempel i byen Leh, og lytter til munkens chanting. I baggrunden kalder byens knap 400 år gamle moske Jama Masjid til bøn. I Ladakhs største by Leh bor muslimer og hinduer fredeligt side om side med buddhister, og har gjort det siden det 8. århundrede. Vi udforsker den gamle bydel, og går på opdagelse i de historiske gader omringet af robuste mudderstenshuse. Tronen på værket er Leh Palads, der tårner op på en klippeskråning over byen. Leh har historisk været et vigtigt stop for handlende på Silkevejen. I dag er basarerne mere moderne, men handelsmænd sælger stadig tørrede abrikoser på gaden, som de har gjort i mange hundrede år. Vi besøger det centralasiatiske museum i byen, og bliver betaget af de gamle fotografier fra 1800- og 1900-tallet med karavaner af kameler og mennesker, der krydser bjergene. Det kilder i maverne på os, når vi kigger på de gamle kort, og kan se, at den rute vi har lagt herfra og gennem Centralasien følger i fodsporet på de gamle silkevejsruter.

Gæstfrie Zanskar

Efter syv dage løber vi tør for undskyldninger for at blive i Leh. Vi har 2-3 ambitiøse måneder foran os, hvis vi skal nå ud af bjergene i Tajikistan inden vinteren for alvor sætter ind, og vi er spændte på at tage hul på den næste del af vores rejse; Zanskar dalen. Den lokale masseturisme har endnu ikke gjort sit indtog i Zanskar, men det er kun et spørgsmål om tid, for BRO er i fuld gang med at bygge en asfalteret vej ind til dalens største by Padum. Allerede kort efter afkørslen til Zanskar er vi ganske alene. Efter lang tid med asfaltvej, er vi tilbage på grusvej. Der er noget ved grusvej, der forstærker følelsen af eventyr. Vi fejrer det ved at sætte teltet op i et græsgrønt område kort før landsbyen Wanla. Dagen efter, cykler vi ind i landsbyen i søgen efter morgenmad, men finder de eneste to restauranter lukkede, fordi det er søndag. Katja spørger en mand på gaden, om han kender til en åben restaurant. Kort efter sidder vi i mandens have med en kop te, og venter på, at han kommer med chiapatti og en omelet med krydderurter fra sin have.

Uendelig gæstfrihed

Vi cykler videre op til et te-stop, hvor vi har hørt at vi kan slå teltet op. Der møder vi Sonam, som serverer en kop varm mælke-te. Han giver os lov til at slå teltet op ved sine bedsteforældres gamle gård længere oppe ad bjerget, og forklarer, hvordan de i sin tid dyrkede den golde jord ved at lave flere kilometer lange irrigationskanaler for at få vand. Sonam bor selv i et telt, mens han om sommeren varetager arbejdet i te-teltet, men han er i gang med at bygge et hus på grunden, så han kan leve mere komfortabelt. Vi er imponerede over, hvor driftig Sonam er, mens han bærer træstamme efter træstamme op ad bjerget, det bliver husets tag. Han fortæller os, at han forventer at bygge huset færdigt næste år. I år har han støbt mursten og fundet træstammer til taget, og næste år sætter han det sammen. Bjergpasset Sir Sir La tager os over 4800 højdemeter og ned til landsbyen Photoksar. Da vi ankommer til landsbyen, summer byens kloster af liv. Byens ældre mænd har netop færdiggjort en fire-dages lang seance, hvor de fra morgen til aften har læst buddhistiske scripter, og nu fejrer byen med hjemmelavet vin og dans, og vi er inviteret.

Frokost hos nonnerne

I landsbyen Zangla har vi hørt fra en anden rejsende, at man kan sove i byens nonnekloster. Vi ankommer til klostret midt i frokosten, og bliver uden spørgsmål budt velkommen indenfor i et lokale fyldt med nonner, børn og en gruppe franske turister. Rummet summer af energi, og vi sidder lidt forlegne i vores beskidte tøj. Børnene i aldrene 5-12 år er iklædt de traditionelle røde munkerober, og er som de voksne nonner karseklippede. Vi bliver bedt om at sætte os på gulvet på puder, og får straks stukket en tallerken med dal og ris i hænderne. Vi takker nej til en portion mere, fordi vi kan se, at flere af nonnerne ikke har fået noget at spise endnu. Børnene vasker selv deres tallerken og bestik og lægger det fint på plads på hver deres hylde. Efter maden går de sammen med den franske gruppe turister tilbage til skolen, som ligger et par hundrede meter væk. Vi sidder alene tilbage med nonnerne, og får en kop smør-te. Vi kan desværre ikke sove på klostret, fordi de ikke har plads, men vi cykler derfra opløftet af den dejlige oplevelse.

Madforgiftning

Morgenen efter en tiltrængt hviledag i Padum pakker vi cykeltaskerne. Katja har en underlig fornemmelse i maven, og må skynde sig på toilettet. Efter næsten fire måneders rejse i Nepal og Indien sker det uundgåelige; madforgiftning. Der er en grund til at begrebet ”Delhi Belly” er berygtet blandt udenlandske turister i Indien. Hygiejnen er mildest talt ringe, og der er store problemer med vand- og kloaksystemer. Heldigvis slipper Martin, så han kan hente og lave mad. Det er frustrerende at være syg, men vi priser os lykkelige for at vi er på et hotelværelse i en by, hvor det trods alt er muligt at købe det mest nødvendige, og ikke ligger i teltet et sted i bjergene. De næste fem dage lever vi af havregryn, kiks og pasta, mens Katja kommer sig nok til at vi kan cykle videre, dog en del kilo lettere.

Sikkerhed frem for alt

”Vejen er lukket af sikkerhedsmæssige årsager” siger politimanden til os. Vi bliver stoppet fem kilometer efter byen Sonamarg i staten Kashmir. Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til Jammu/Kashmir provinsen på grund af sikkerhedsrisiko. Vi tager selvfølgelig UVMs anbefalinger seriøst, men er også opmærksom på, at det netop er anbefalinger. Vi laver vores egen risikovurdering, når vi vælger at cykle i områder, som på den ene eller anden måde udgør en sikkerhedsrisiko. Her vægter vi beretninger fra andre cyklister, der netop har cyklet i området, højt. Over sommeren kommer tusindvis af hinduer til det muslimske Kashmir på pilgrimsrejse for at besøge en hellig grotte. Få uger tidligere blev en af deres busser udsat for et angreb med ni døde til følge. Derfor kører pilgrimsbusserne nu med militæreskorte, og de må ikke køre om natten; det samme gælder for os. Vi kan vælge at campere i teltet ved militærcheckpointet, eller at cykle de fem kilometer tilbage op ad bakke til pilgrimspakkede Sonamarg. Efter en lang dag er teltet det bedste valg. Vi finder et halvskjult sted nede ved floden. Klokken seks næste morgen er vi frie til at cykle afsted igen. Hele vejen mod storbyen Srinagar står der soldater ca. hver 300 meter. Det er en anelse intimiderende at se dem stå med deres AK47 i fuldt skue, men de smiler og hilser på os, når vi cykler forbi.

Briternes sommerparadis

På vej til hotellet, cykler vi forbi Srinagars primære trækplaster; søen Dal. Under det britiske styre tog briterne på sommerferie i Srinagar, men området var underlagt lovgivning, som gjorde at de ikke måtte eje land. Briterne, snu som ræve, begyndte derfor at bygge husbåde på søen. Mange af husbådene fungerer i dag som gæstehuse og er blevet så populær en turistattraktion at der er gået inflation i dem. Højdepunktet i Srinagar er, da vi går en tur hen til et mindre turistet område af byen, og bestiller en gang kebab fra en af de mange streetfood restauranter. Vi sætter os under loftsventilatoren i det lille baglokale, som er fyldt til randen med plastikborde og stole. På de hvidmalede vægge hænger billeder af Kashmirs smukke moskeer. Som tilbehør til kebabben er blandt andet raita, som er yoghurt rørt op med mynte og hvidløg, rødløg, samt fermenterede grøntsager, der oser af chili. I baghovederne overvejer vi om maverne er friske på sådan en omgang, men vi bliver enige om at vi også skal leve livet… Så må vi se, hvordan maverne har det i morgen, når vi skal cykle videre ned mod grænsen til Pakistan.