Mod Indiens bjerge – Kinnaur og Spitidalen

Vi cykler i Kinnaur- og Spitidalene i de høje Himalaya bjerge i Nordindien, kun 10 kilometer væk fra grænsen til Tibet. Det kræver en særlig tilladelse at cykle i området på grund af Indiens grænsekonflikt med Kina. De lokale husker tydeligt tiden, hvor de kunne krydse grænsen til Kina og handle med tibetanerne. Den tid er forbi, men den tibetanske indflydelse på kultur og religion i området består.

Vi sidder i det traditionelle køkken hos en buddhistisk familie i landsbyen Chichem i Spiti dalen i Nordindien. Ud ad vinduet kan vi se bjergtoppe; Himalaya omslutter os. Det bliver køligt om natten i 3500 højdemeter, og midt i køkkenet står en gammeldags sort brændeovn. Familiens ældste datter, Pema, tænder op i ovnen med tørret yak-afføring. Her er intet træ, kun sten, klipper og sand. Vi sidder i skrædderstilling på madrasser langs muren. Pemas 80-årige bedstemor sidder i hjørnet med et brunt sjal og langt sort hår flettet ned over skuldrene. Hun er traditionelt klædt i en rød kjole, og i sine rynkede hænder holder hun om en halskæde med træperler. Hun nulrer træperlerne med pege- og tommelfinger én ad gangen, mens hun mumler det buddhistiske mantra ”om mani padme hum”, der på det sidste er blevet vores rejses kendingsmelodi.

Vi er i Kinnaur- og Spitidalene, men kunne lige såvel være i et andet land. Landskabet forandrer sig drastisk, da vi cykler væk fra det indiske lavland, og op i bjergene. Kulturen er unik med tydelig tibetansk indflydelse. Jo længere ind i Kinnaur-dalen vi kommer, desto mere buddhistisk bliver befolkningen og lokalsproget minder mere om tibetansk. Det eneste, der minder os om, at vi stadig er i Indien, er de mange lokale indiske turister, der kommer for at køre i Himalayabjergene i bil, eller på den lokale stolthed; motorcyklen af mærket Royal Enfield.

Gæstehuse og hjertevarme

At være gæst i de buddhistiske gæstehuse i Nordindien er en fornøjelse. Familiernes hjertevarme og omsorg får os til at føle os som venner af huset. Besøget i Chichem er ingen undtagelse, og vi er heldige at 19-årige Pema er hjemme på sommerferie, for hun taler flydende engelsk. Modsat sin bedstemor, er Pema moderne klædt i jeans og en pastelgrøn sweater. Hun har fine guldsmykker om hals og håndled og i øret. Hendes tunge sorte hår hænger i en løs knold, som hun har sat op med et stort hårspænde. Hun arbejder videre med ilden i brændeovnen, mens hun fortæller at hun læser til civilingeniør, men at hun ikke forventer at bruge sin uddannelse. Arbejdsløsheden i Indien er tårnhøj. 90 % af arbejdsstyrken er daglejere eller uformelt ansatte, og det er meget vanskeligt at finde fast arbejde inden for ens faglighed. Desuden forventes det, at Pema eller hendes lillesøster flytter ind i familiens hjem og passer forældrene, når de bliver ældre. Pemas mor kommer med vores mad; ris, brød og en karryret, som Pema gavmildt fordeler på vores tallerkener. Hun vil ikke have en mand fra lokalområdet, fordi deres forventning til hende er at passe ind i de traditionelle kønsroller. Den rolle kan hun ikke se sig selv i. Vi er sultne efter en lang cykeldag i bjergene, og slubrer maden i os, mens Pema skærer agurkeskiver til os. Efter en tænkepause deklarerer hun, at hvis hun ikke har fundet en mand inden hun bliver 30, må familien gerne arrangere et ægteskab til hende. Vi nyder at snakke med Pema, som gavmildt deler ud af sit liv, og vi bliver i køkkenet hele aftenen, mens hun fortæller om, hvordan det er at leve i landsbyen om vinteren. Indtil for få år siden var vejen lukket om vinteren, og hun husker tydeligt, hvordan familien rationerede og hovedsageligt levede af yak-kød, smør-te og grød af bygmel. Nu er livet herude helt anderledes, for kun to år siden fik området adgang til mobilsignal.

Masseturisme

Efter etableringen af vejen er udviklingen i Kinnaur-Spiti dalene eksploderet i løbet af de sidste 5-7 år og det samme er masseturismen. Det er særligt lokale turister fra Indien, der i juni og juli besøger himalayabjergene. Mængden af lokale turister overrasker os. Vi vidste, at her var mange, men vi er meget overraskede over den påvirkning turismen har på lokalområdet. Området kan ikke følge med i den store efterspørgsel, og der arbejdes i højtryk på at blive bygget hoteller til de mange nye besøgende. Det er trist at se, hvordan landsbyer, der førhen bestod af unikke traditionelle hvide mudderhuse, nu er omringet af kæmpe hotel-betonklodser. I nogle landsbyer er der næsten ikke andet end gæstehuse. Andre åbenlyse problematikker er vandmangel, manglende kloakering og skraldehåndtering. Naturen lider under de mange hundredtusindvis af besøgende i højsæsonen. Ifølge Pema – og mange andre lokale vi snakker med – er udviklingen både god og dårlig. Turismen er en velkommen ny indtægtskilde. Det er blevet sværere at leve af landbrug. Der er for lidt vand. Den eneste vandforsyning i området leveres af de mange gletsjere, men gletsjerne bliver mindre, og derfor er der mindre smeltevand om sommeren. Det påvirker høsten.

Munkeklostre

Udover fantastisk natur huser Spitidalen flere spektakulære klostre. Blandt vores favoritter er klostret i landsbyen Tabo, som er Indiens ældst-fungerende kloster og over 1000 år gammelt. Det siges, at Dalai Lama overvejer at pensionere sig netop i dette kloster, hvor der bor 45 aktive munke. Vi kunne desværre ikke komme ind i klosteret, da vi var i Tabo, fordi de holdt en tre-dages ceremoni, men ved siden af klosteret kører munkene et gæstehus, hvor vi var heldige at få det sidste værelse. Munken, der tog imod os var begejstret for at se os på vores cykler, fordi han stod i den uheldige situation at han havde problemer med sin cykels bremseklodser. Ikke længe efter vi var tjekket ind, fixer Martin munkens cykel, og efter det, kan vi ikke gå forbi ham uden at han takker os. Det må give god karma. Værelset er det reneste vi nogensinde har haft i Indien. Det virker til at der endda er rent sengetøj, og vi kan ovenikøbet tage et varmt bad. Uventet luksus.

Familien Nyma

Et andet favoritkloster er det gamle kloster i landsbyen Dhankar, som på grund af beliggenheden er et imponerende syn. Den gamle by og kloster ligger oppe på en kæmpe klippevæg. Byen var i gamle dage Spiti-dalens hovedsæde, og huser også et fort. Som mange af de landsbyer, der er interessante at besøge i Kinnaur/Spiti, ligger Dhankar 500 meters stigning over hovedvejen, og vi bruger eftermiddagen på at cykle op ad de mange hårnålesving. På vej op til byen stopper en lille bil os. Det er Nyma og hans kone, der inviterer os til at bo i deres ”nye” gæstehus. Vi accepterer, og aftaler at vi finder dem, når vi kommer op til landsbyen. Da vi endelig kommer op, finder vi ud af at Nyma bor i den gamle bydel, som ligger helt oppe på toppen af klippevæggen. Vi går op ad snørklede gader, og slæber cyklerne op ad stejle stigninger. Puha. Strabadserne er dog hurtigt glemt, da mor og datter byder os velkommen med store smil og en kop sort te. Datteren taler en smule engelsk og på trods af sin unge alder tager hun rollen som vært på sig. Hun guider os op på taget af familiens traditionelle hvide mudderhus, hvor de har bygget et ekstra værelse. Det er guderummet, og her er alle familiens religiøse affekter samlet. Rummet bruger de, når de skal bede og meditere. Familien har fire børn. To studerer på universiteter i andre byer, datteren går i skole og den yngste søn er munk. Han blev sendt i kloster, da han var fem år gammel, og nu er han 12. Et liv som munk betyder et liv uden mulighed for at eje jord eller stifte familie.

Fødselsdagsfejring

Om morgenen vågner vi til Katjas fødselsdag, og til den sædvanlige morgenmad; en omelet, chiapati og lidt kartoffel. Det er Katjas tredje fødselsdag væk fra Danmark. Hun blev 33 i Argentina, 34 i Mexico og nu 35 i Indien. Alderen afføder – også i disse verdensdele – spørgsmålet ”har I børn?”. Nymas familie er ingen undtagelse, og det er for de fleste indere helt uforståeligt at vi i vores alder ingen børn har, for her er kulturen at få børn i start 20erne. Vores svar er altid ”måske senere”, mens vi fortæller at det i Danmark er normalt at få børn som 30-årig. For første gang i flere dage kommer vi om eftermiddagen til en større by, Kaza, hvor vi efter over en uge, hvor vi har levet af ris og dahl får et velfortjent festmåltid; tandori-kylling, ris og hvidløgsnaan.

Kunzum La bjergpas

Vi er for alvor kommet op i højden, og skal nu cykle op over et 4500 meter højt bjergpas Kunzum La. Det første store bjergpas af rigtig mange i de næste to måneder af vores rejse, hvor vi skal videre til Ladakh, Zanskar og Kashmir dalene. Kunzum La har ry for at være vildt at køre gennem på grund af vandkrydsninger, der spærrer vejen. Mens inderne i deres biler og motorcykler kæmper med de mange vandkrydsninger, er vi mere agile på cyklerne, og kan bedre finde alternative veje rundt om. Vi stornyder dagen, og det hårdeste er nedkørslen, som føles som om den varer for evigt. Men det er en af de dage, hvor naturen bliver ved med at give god energi. Landskabet ændrer sig fra goldt og bart bjerglandskab til et stort snelandskab til frodigt og grønt, og vi må finde regnjakkerne frem, da det begynder at styrtregne. Vi cykler i et frodigt grønt landskab, der minder os om Schweiz, og sidst på eftermiddagen finder vi en gård, hvor vi får lov til at slå vores telt op i regnen, mens ejeren kommer med varm masala-te til os. En perfekt afslutning på Kinnaur- og Spitidalene, og vi ser nu frem mod Ladakh, hvor mere buddhistisk kultur og svimlende høje bjergpas venter os.

n