Pakistan – politieskorte og Karakoram Highway

Tøjet klamrer sig til vores kroppe, og den trykkende varme får sveden til at løbe ned ad ryggen, mens vi venter på grænsevagten. Han skal eskortere os fra Indiens immigrationskontor til grænsen til Pakistan. Wagah-Attari grænsen er den eneste landegrænse mellem Indien og Pakistan, der er åben for turister. Meget få krydser grænsen, og vi er alene i det store hvide venteværelse. Det er vanskeligt at få et visum til Pakistan, hvis du er Indisk statsborger, og visa versa. Det til trods for, at det blot er 70 år siden de to lande var ét. Siden separationen i 1947 har landene været i krig flere gange, og på politisk niveau er forholdet domineret af spænding og konflikt. Derfor er det ekstra interessant at vagtskiftet ved grænsen er blevet til en stor turistattraktion med tusinder af tilskuere hver dag. Vi krydser grænsen om formiddagen, så vi ser ikke grænseshowet, men vi cykler forbi de mange tilskuerpladser, der får området til at ligne et stadium.

Se alle billeder her Gennem Pakistan

Ankomsten til Pakistan

Vi er spændt på at cykle ind i Pakistan. Pakistan er et land, der for mange i vesten er synonymt med terrorisme og sikkerhedsrisici. Det er landet, der husede Osama Bin Laden. Blandt rejsende, der har været i landet, er det et land, der er kendt for smuk natur, høje bjerge og endeløs gæstfrihed. ”Welcome to Pakistan” råber folk efter os, og efter de 40 kilometer ind til Lahore, er vi blevet budt på te mindst fem gange. Venligheden fortsætter hele vejen op gennem Pakistan. Hver dag bliver vi tilbudt te, frugt, sodavand, chips og får endda betalt to overnatninger af det pakistanske politi. Der er ingen tvivl om, at dette folk gør alt for at få os til at føle os velkomne.

Lange dage og sygdom

Efter en overnatning i Lahore cykler vi nordpå mod vores mål; Pakistans høje bjerge. Vi ærgrer os over at forlade charmerende, pulserende Lahore, men i august er vejret så varmt og fugtigheden så høj at det næsten er ubærligt. Varmen motiverer os til at cykle lange dage på op til 120 kilometer, men det bliver der sat en stopper for, da vi efter et par dages cykling får en slem madforgiftning. Vi er i Gujrat, en større by, hvor det aftenen forinden tog os flere timer at finde byens eneste hotel. Hotellet viste sig at være møgbeskidt; et ulideligt sted at være syg. Vi beslutter os for at vi ikke kan blive i Gujrat, og i en kraftpræstation får Martin arrangeret et lift med en minibus 175 kilometer til Islamabad. Det er en fire-timers lang, varm og ukomfortabel tur, men med kun ét stop for at kaste op. I Islamabad finder vi et hotelværelse, hvor vi kan komme os. 10 dages hvile og en antibiotikakur senere cykler vi videre.

Mødet med politiet

Længe før vi kom til Pakistan har vi drøftet, hvorvidt vi skal tage et lift fra Islamabad og de næste 500 kilometer nordpå til byen Chilas. På denne strækning får vi følgeskab af en politieskorte. Dermed går vi på kompromis med det vi elsker mest ved at rejse på cykel; friheden og mødet med lokale. Politimænd med AK47ere hængende over skuldrene er ikke et godt udgangspunkt for interaktioner med lokale. Men samtidig er vi stædige, og det betyder meget for os at cykle hele ruten. Vi har netop taget et 175 kilometers lift, og vi vil faktisk hellere cykle 500 kilometer, end vi vil sidde i en bus i 16 timer. Valget er taget, og vi cykler ud af Islamabad på en særdeles regnfuld dag. Monsunen er startet, og det gør os en anelse bekymret, for jordskred og oversvømmelser er normalen i Pakistan, som ifølge FN er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af klimaforandringerne. Mens vi cykler mod Abbottabad, byen hvor Osama Bin Laden blev dræbt, undrer vi os over at politiet ikke har fået færden af os. Men efter et par timer venter to politimænd på os ved siden af vejen, resten af dagen følger de efter os på motorcykel. Fem kilometer før Abottabad bliver vi bedt om at vente på to andre cyklister. Efter en halv time ankommer to unge tyske mænd; Jonne og Johnny. De har brugt to dage på at flygte fra politiet. Vi synes det er spild af energi at modsætte os eskorten, og tager det i stedet som en oplevelse. Der er fut i de unge mænd, og politiet får grå hår af at skulle følge efter dem, samtidig med at have et øje på os. Vi har fortalt politiet, hvilket hotel vi vil bo på, og da de kører forbi gaden, hvor vi skal dreje af, er der ikke andet for os at gøre end at cykle hen til hotellet. Efter et par uger møder vi Jonne og Johnny, som fortæller os, at politiet opholdt dem i halvanden time, mens de ledte efter os. Det endte med at være os, som havde fortalt politiet hvor vi ville bo, der ”flygtede” fra politiet. Vi blev dog fundet om natten, hvor to politimænd indlogerede sig i værelset ved siden af vores.

Frihed i bjergene

Politieskorten skifter for hver politikreds, og da vi ankommer til byen Naran, bliver vi taget ekstra godt imod. Politiet indlogerer os på et hotel, hvor vi kan bo gratis. Som sædvanligt, når vi tager afsked med politimændene, bliver vi bedt om at tage en selfie eller optage en video, hvor de spørger os hvad vi synes om Pakistan. Et par dage senere er vi blevet en anelse trætte af politiet, som ihærdigt har forsøgt at få os af cyklerne og ind i deres minibus, så de i stedet kunne køre os til næste politidistrikt. Denne dag er vi ekstra irriterede, fordi politimanden ikke ville lade os stoppe og spise frokost; sultne cyklister, der lige har cyklet over et 4200 meter højt bjergpas, er ikke at spøge med. Heldigvis ankommer vi til Chilas og dermed grænsen til distriktet Gilgit-Baltistan, hvor politieskorten stopper. Dagen efter cykler vi videre nordpå på egen hånd.

Karakoram Highway

Vi cykler ad legendariske Karakoram Highway, og humøret stiger i takt med at bjergene dukker op i horisonten. Den 1200 kilometer lange hovedvej blev etableret i et samarbejde mellem Pakistan og Kina, og løber fra Hasan Abdal i Pakistan til Kashgar i Kina. Det er en af verdens højest asfalterede veje, og en stor turistdestination på grund af vejens flotte beliggenhed mellem store bjerge. Vi cykler forbi et udsigtspunkt til Nanga Parbat, verdens 9. højeste bjerg på 8126 meter. Betaget af udsigten, beslutter vi os for at bo på ”Nanga Parbat Viewpoint Hotel”, hvor vi har udsigt til bjerget. Ahmed, hvis onkel ejer hotellet, taler flydende engelsk. Han har studeret Engelsk Litteratur på universitet i Islamabad, og holder særligt af Shakespeare. Han er netop færdig med sine studier, og familien arbejder på at skaffe ham et job som embedsmand i regeringen. Det har Ahmed ikke lyst til, han vil hellere blive i landsbyen og arbejde på hotellet. Han elsker at snakke med udenlandske turister, men der er ikke mange. De plejede at komme i hobetal i hans barndom, men efter 9/11 er de vestlige turister meget få.

Misa fra Minapen

Regnen har indhentet os, og bjergene langs Karakoram er indhyllet i et tæt lag tåge, der får landskabet til at ligne en scene fra et mytisk eventyr. Vi havde planlagt at vandre op til Rakaposhi basecamp, men det kan ikke betale sig, for udsigten til det 7800 meter høje bjerg er gemt væk bag skyer. I stedet tilbringer vi en ekstra dag hos vores vært Misa. Misa lever et markant anderledes liv end de fleste kvinder i Pakistan. Hun kommer fra en konservativ familie i Sindh regionen, men har altid drømt om bjergene i det nordlige Pakistan. Mod sin fars vilje drog hun ud på en to måneder lang backpacker rejse i Nordpakistan, hvor hun blev den første pakistanske kvinde til at vandre til Rakaposhi basecamp alene. Det gav medieomtale, og hun startede sin rejsekanal på Youtube, hvor hun i dag har 200.000 følgere. Hendes succes fik faderen til at bløde op, og i dag har de et godt forhold til hinanden. Misa har valgt at leve sit liv i bjergene, og har i Minapen fundet sin mand Selman, som har de samme ønsker om fremtiden. Nu drømmer de om at cykle verden rundt, men som de fortæller os over den hjemmelavede biryani (risret) er Pakistans pas et af de værste i verden, kun overgået af Afghanistan, Irak og Syrien. Vi sender en varm tanke til de rødbedefarvede pas i cykeltaskerne.

Lokale møder

Hunza dalen er anderledes, noget særligt. Det siger alle vi taler med op gennem Pakistan. En velkendt myte går på, at Hunza-folket er så tilfredse med livet, at de har verdens højeste gennemsnitlige levealder. Kvinderne går frit på gaden med løst hår, og de arbejder i marken. En kontrast til store dele af resten af landet, hvor kvinderne primært er i hjemmet. Vi har indtil nu set få kvinder i gadebilledet og det offentlige rum. Ja, Hunza dalen er anderledes, og vi sænker både skuldrene og tempoet. Regnen siler fortsat ned, så vi tager to hviledage i Karimabad og venter på, at det klarer op. Vi går en tur til nabobyen Altit og bliver inviteret på te hos en lokal familie. De plejer at bo i et af mudderhusene i den gamle bydel, men har bygget et nyt hus i udkanten af byen med penge, som faderen har tjent på at arbejde i Saudi Arabien. Huset er bygget på den grund, hvor de tidligere havde have, men de har dog stadig æble- og abrikostræer, og vi får to poser æbler og en pose tørrede abrikoser med til vores videre færd.

Chapursan dalen

I 2018 vandrede Martin ud i Wakhan Korridoren i Afghanistan i 12 dage med 40 kilo udstyr og mad i rygsækken. Så da vi ser på kortet, at Chapursan dalen fører os meget tæt på det sted i Afghanistan, han har vandret, beslutter vi os for at cykle derud. Vi cykler afsted fra Sost, grænsebyen til Kina, og ud ad grusvejen, der skal tage os ud i dalen. De første 40 kilometer er vi omgivet af høje klippevægge på begge sider, og vi må tage en omvej for at undgå et stenskred, hvor sten på størrelse med fodbolde ruller ned ad klippeskrænten, ud på vejen og ned i floden. Efter de 40 kilometer begynder vi at forstå, hvorfor Chapursan oversættes ”dalen, der har alt” på det lokale sprog Wakhi. Vi cykler forbi hyggelige landsbyer, grønne oaser i det ellers golde terræn, hvor livet stadig leves meget traditionelt, og alle er ude i marken for at høste. I landsbyen Kirmin ligger et te-hus, hvor vi køber te, hjemmebagt brød og frisklavet yoghurt. Rashmina og hendes søster ejer caféen, og det er usædvanligt at kvinder ejer forretninger, selv i Hunza dalen. Om eftermiddagen ankommer vi til den sidste landsby i dalen, Zodkhun, som på Wakhi betyder ”det første hus”. Det har – historisk set – været det første hus, fordi man tidligere ankom til dalen fra den afghanske side. Men i mange år har grænsen været lukket for andre end de lokale, og for to år siden blev grænsen også lukket for dem. Wakhi folket er spredt udover Afghanistan, Pakistan, Tajikistan og Kirgistan, og udover at være afkoblet fra sit folk, giver grænselukningen problemer i Chapursan dalen. Her græsser nu flere tusinde yak-okser, som plejede at græsse i Afghanistan om sommeren. ”Nu æder okserne vores afgrøder i og omkring landsbyerne” fortæller Alam Jan, der ejer gæstehuset Pamir Sarai i Zodkhun. Vi føler os hurtigt trygge ved Alam, som taler flydende engelsk, og har arbejdet med turister i mere end 30 år, men det viser sig at han har en mørk fortid. Han er ligesom os en eventyrlig sjæl, og har blandt andet rejst på yak-okse gennem Afghanistan til Tajikistan og Pakistan. Vi bor hos Alam og hans familie i to dage, og bruger hviledagen på at cykle 20 kilometer længere ind i dalen mod grænsen til Afghanistan til det hellige sted Baba Ghundi, hvor mange pilgrimme kommer.

Dårlige nyheder

Høje på god energi cykler vi tilbage til Sost. Vi skal med en bus fra Pakistan til Kina, for vi må ikke krydse grænsen på cykel. I Sost ankommer vi til to dårlige nyheder. Vi hører rygter om at Alam Jan har voldtaget og forulempet flere kvinder. Som cyklister er vi afhængige af hjælp fra andre. Derfor udviser vi stor tillid til de mennesker vi møder på vores vej, men vores tillid led et lille knæk med denne viden. Det fik os til at reflektere over, hvor lidt vi egentlig ved om de mennesker, vi møder på vores vej. Den anden dårlige nyhed er, at grænsen til Kina er lukket på grund af strejke hos transportmændene, og ingen køretøjer, heller ikke vores bus, kan forlade Pakistan. Med grænselukningen hængende over os og nyheden om Alam Jans anklager i baghovedet, er en ting dog klar: vi er stadig på vej. Pakistan har givet os uforglemmelige oplevelser, og vi glæder os til næste etape af eventyret.